på vej til at vokse de første år
Skrevet af
Muselille
Det var med at komme videre. Det kunne være alt ødelæggende at dvæle ved det. At komme i tanke om noget fra den overståede barndom. For nu var hun jo voksen. Levede som en voksen. Men, kunne endnu ikke snyde folk. Alle syntes at hun så ung ud, ”grøn ud”. Hun følte sig alt andet. For gammel og tynget til at være fri og uansvarlig. Til at være lallelad og lykkelig, som de så ud. Til at pjatte og gøre farlige ting. Det lå så langt fra. Men, hun var dog begyndt at føle glæden i små glimt. Det skræmte hende fra vid og sans. Hvergang skete det noget frygteligt som ødelagde det hele igen. Hun elskede en mand. Det kunne jo også gå i stykker. Hun var klog nok til at vide at man kunne have en tendens til at skubbe mænd fra sig, inden de selv gjorde det. Hun var også bange for at lave selvopfyldende profetier. Bange for så mange ting og bange for ikke at have taget højde for ting, man skulle passe på med. Det gik også godt med at leve uden at tænke på fortiden. Der var selvfølgelig episoder, hvor hun blev direkte konfronteret med den. Og måtte sove hele og halve dage, for at komme videre ovenpå oplevelserne. Var hun syg og træt sneg de dårlige tanker sig ind på hende som genfærd og holdt hende søvnløs og alene og grædende i mørket. Det hjalp meget når, hun kunne putte sig ind til hans varme ryg. Alligevel var det noget hun var helt alene i. Noget hun hadede og frygtede ville tage overhånd. Hun måtte aldrig blive så svag at det tog hende.
Hun havde lært igennem livet at være den perfekte. Det var vigtigt havde hun forstået. Måske fordi alting var så pinligt og forkert. Det måtte ikke blive opdaget. Det ville jo falde tilbage på hende. Hun var jo det. Hun kom af det. Og det var hende, der hele livet havde kæmpet for at få det stoppet, uden at det var lykkedes hende. Det var lykkedes hende at lyve for sig selv så hun ikke kunne forstå, hvorfor hun tit var så træt og ekstra hurtig til at blive udtrættet. Hvorfor hun havde de dage, hvor hun lå alene og ikke åbnede døren for nogen, eller tog telefonen. Hun var vel bare typen, der nemt blev syg. Underligt at hun ikke kunne se det. Hun var ikke klar. Hun var ikke voksen. Overhovedet ikke. Levede stadigvæk midt i en barndom som voksen. Så da i glimt sandheden. Men, den var farlig og truende og kunne æde hende. Stod engeng imellem ved afgrunden og havde lyst til at overgive sig. Til at give slip og stoppe med at kæmpe imod det hele. Droppe den tilkæmpede optimisme. Hun kunne huske at en lærer i gymnasiet havde fortalt om en undersøgelse, hvor det gjaldt om at smile. Også selvom man ikke var glad registrerede hjernen det som glæde. Dert praktiserede hun til overflod. Smilte og smilte til verden. Det kunne være farligt at lade være. Både fordi de måske ville fatte mistanke og opdage hendes skuespil. Og også fordi hun jo ikke turde andet. Da hun startede på sit første arbejde efter endt uddannelse blev det tit kommenteret at hun jo altid så så glad ud! Hun var rystende bange. Var faktisk sikker på, at det kunne hun ikke klare. Hun måtte jo afsted hver dag. Dagene var lange, og skulle planlægges ned i den mindste detalje. Og hun brugte masser af kræfter på at abstrahere fra panikken. Tænkte skønne dagdrømme. Og var bange for at andre skulle opdage det, og synes at hun var underlig.