Når man mister sig selv.. ! - Lidt af mit liv..
Skrevet af
Kikki
Jeg er 30år, alenemor, lille netværk der bor langt væk, barn af alkoholikere opvokset blandt misbrugere og endte selv der.
Nu er jeg for anden gang gået ned med depression, første gang var i 2008 med depression angst og stress. Jeg sidder med så mange tanker jeg ikke ved hvor kommer fra eller hvad jeg skal stille op med dem, jeg er ked af det og har enorm skyld følslse over alt og ingenting.
Det mest fjollede er at jeg har skyldfølelse over at jeg har det dårligt - "jeg mener faktisk ikke jeg har noget at ha det dårliget over"..
Jeg er lige gået igennem en meget hektisk periode, dårlig økonomi fordi jeg er sygemeldt på andet år. Det betyder jeg har gået min dagpengeperiode på 52uger og er nu på kontanthjælp, hvilket gav et stort underskud hver måned. Jeg valgte derfor at flytte i en mindre lejlighed for at kunne forsørge min datter og stadig opretholde en nogenlunde levestandart.
Min far har forsøgt selvmord i 2010 og jeg måtte sørge for indlæggelse af ham, det var grænseoverskridende da vi ikke har haft noget forhold tidligere, eller kun i perioder. Han var alkoholiker og brugte hele min barndom på at bebrejde mig at jeg var kommet til verden og med alt det medførte. Min mor var alkoholisk og havde altid mænd af samme kaliber eller værre, jeg har selv været mor for min mor indtil for få år siden. Med det mener jeg passe hende, sørge for hende, åbne hendes post, styre hendes økonomi, oprette hemmelige kontoer for at hun kunne betale regninger osv. Hvilket alligevel resulterede i at vi måtte flytte nogen gange pga manglende betaling, hun havde jo drukket pengene op. Jeg var allerede splittet af som lille, jeg voksede op i et koldt misbrugs-miljø hvor det at vise følelser eller være ked af det føltes som en synd. Så derfor er det også rigtig svært at stå i den her situation- igen, det betyder "jo man er svag" (set med barndommens øjne).
Jeg har brugt alt min tid på at behage andre, passe andre, hjælpe andre og prøve at blive accepteret og passe ind. Det medførte at jeg blev besat af gode karakterer, udseende/vægt, rengøring, basat af at være perfekt i alt - hvilket jo ikke kan lade sig gøre. Fornuften er med.. Men tankerne ja de siger at det aldrig er godt nok og jeg kan ikke få dem til at stoppe.
Det var også en af mange grunde til det gik galt første gang.
I den periode fik jeg en diskus og blev opereret, jeg har 2 mere men de er ikke alvorlige nok til at operere, men det betød alligevel at jeg måtte stoppe min uddannelse 3mdr før jeg var færdig.
Det var slut med det liv jeg kendte, ingen træning (hvilket jeg gjorde 6 gange om ugen), slut med uddannelse og katrriere.
Jeg gik helt ned og det medførte at min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden efter 3.5år (han er ikke far til min datter). Han kunne ikke acceptere jeg havde det dårligt og han fik det selv dårligt pga min sygdom.
Efterfølgende gik jeg til psykolog og prøvede at komme op ad hullet igen, det hjalp i en tid og jeg kom af diverse medicin. så kom jeg på kontanthjælp, fik minus hver måned, måtte flytte, min mormor døde, min morfar har lige fået kræft, min veninde er indlagt med selvmordsforsøg og jeg kunne blive ved :/ Så ringede jeg til lægen, den er gal igen - jeg fik en henvisning til psykologen igen. Så skulle der jo være udsigt til fremgang, men nej. Hun (psykologen) ringede og sagde at man nok ikke kan bruge den henvisning da den diagnose før var blevet brugt .. Jamen jeg har det rigtig dårligt???!!
Jeg sidder og ved det går ned af bakke, jeg føler mig alene med mine tanker, jeg føler ikke jeg er meget værd, jeg føler at min datter har fortjent bedre, mine spiseforstyrrelser er kommet igen, tankemylder og elendighed :(