A life in mess?
Skrevet af
Sløjfe
Nogen spørg måske hvorfor man tænker som man tænker?
men.. nu vil jeg dele mine oplevelser + tanker. som jeg aldrig gør.
Jeg 'deler' som regel aldrig mit liv med nogen. Holder mig i den lukkede musling og er tryg og ingen kan bryde igennem... eller.. det siger jeg at der er ingen der kan...
Jeg er 16, snart 17. Måske siger man jeg er ung, men nogengange føler jeg, at jeg har oplevet 100 års smerte.. Måske tror man ikke at det er lige så slemt for unge, som det er for voksne.
Men nogengange kan det være lige så slemt, eller værre.
Vi håndtere tingene på andre måder.
Min måde har altid været, hvis der skete noget, så sov jeg. Jeg troede vel problemet ville forsvinde? Men gør det jo aldrig.. Selvom man gerne vil have det.
Jeg har aldrig rigtig lukket folk ind. Vil ikke snakke med en psykolog, eller min læge. Min bedsteveninde ved ikke engang helt hvad jeg tænker. Hun har så meget andet at tænke over.
Jeg mødte den her dreng. Han er helt igennem fantastisk. Og jeg vil ikke ødelægge hans liv, ved at komme med alle mine problemer.. Jeg blir og vil altid være en lille brik i et puslespil, uden nogen makker. Eller uden at passe ind.
Jeg vil så gerne fortælle ham hvordan jeg har det. Men vil ikke ødelægge noget.. Vil ikke have han forsvinder.
Jeg tænker tit, om jeg er god nok til folk, om jeg fortjener så gode venner?
Min konklusion er altid den samme, at mine venner er for gode til mig, og jeg ikke er god nok til at være deres ven..
Så begynder jeg at holde mig fra dem.
Ved ikke hvordan jeg skal være..
Vil mest af alt bare sidde og gemme mig..
Føler at jeg ikke gør mit bedste, at jeg skuffer folk.
At jeg selv er en skuffelse..
Alt dette og meget mere.. plager en ung piges sind, uden hun selv kan gå til nogen, eller noget.. Måske hun bør indlægges? Men.. hvordan siger man til ens forældre (som tror man er frisk og glad) at man ikke har lyst til at være i verden?...