Psykisk sårbar
Skrevet af
mariamaria
Jeg er en pige på 26 år godt i gang med en lang videregående uddannelse. Jeg er glad for at løbe ture og træne og har et meget nært forhold til min familie og mine gode og omsorgsfulde venner. Jeg har en sød kæreste og en skøn svigerfamilie. Jeg er dynamisk, ambitiøs og elsker at lære mennesker at kende, høre deres historier, bekymringer og tanker om livet.
Og så er jeg psykisk sårbar og medicineret mod depression med nu 30 mg Cymbalta (tidligere var jeg oppe på 90mg).
Kombinationen af at leve et helt almindeligt liv med de små svingninger der kommer og går der, blandet sammen med de uproportionelt store svingninger der kommer med depressionen er svær at forstå og derfor svær at acceptere. Jeg prøver dog ihærdigt at acceptere den og for at forstå min depression skal man have hele historien med.
Jeg har flyttet meget rundt som barn og skiftet skole mange gange indtil gymnasiet, idet mine forældres arbejde gjorde det nødvendigt. Min far begyndte at drikke da jeg var 6 og siden da blev jeg meget hurtigt "voksen". Min lidt ældre søskende trak sig i baggrunden og jeg tog ansvar og passede på far, talte med ham, prøvede alt hvad jeg kunne at få ham til at holde op med at drikke. Jeg talte med min mor som var sød og lydhør, men hun havde travlt med arbejdet. Intet virkede og selvom jeg havde gode venner i alle de skoler jeg gik på og havde det godt socialt og fagligt, var det hårdt og drænende at føle sig ansvarlig for en voksen og leve med den evindelige frygt for hvad han nu går og laver, hvor han er gået kold, hvem der har fundet ham, osv.
Efter flere indlæggelser, flere ubehagelige episoder med politi, læger og famliemedlemmer der greb ind, blev der påbegyndt behandling. Den ene efter den anden slags, og lige lidt hjalp det. Løgnende, dækhistorierne, manipulationen og svigten fortsatte og som teenager prøvede jeg at ignorere ham - ikke en rar situation, men jeg havde en teori om at det så ville gøre mig mindre ked af det.
Jeg begyndte at føle spændingen i brystet da jeg var 14 og spekulerede meget over meningen med tilværelsen, gud, liv og død og i det hele taget hvorfor mennesker opfører sig som de gør.
Da jeg var blevet student og flyttede hjemmefra og ikke længere havde faste rammer omkring mig, mærkede jeg for alvor depressionens klamme greb om både psyke og krop. Jeg talte med en psykolog og fik vendt hele livets strabadser op og ned og ud og ind. Jeg fik talt igennem med begge mine forældre, fortalt, forklaret, lyttet, grædt, råbt for til sidst at tilgive dem begge. Min bror fik jeg også talt med og jeg følte jeg havde gjort helt rent bord. I dag har jeg det rigtig godt med dem, dog bliver jeg fortsat meget hårdt påvirket når min far en sjælden gang imellem har drukket når jeg er på besøg, selvom jeg er voksen nu.
Det hjalp bare ikke på tomheden, spændingen i brystet, ked af det heden og tankemylderet. Efter nogle år og efter mange samtaler med egen læge startede jeg på cipralex. Det gik op og ned og jeg holdt op med at stole på mig selv fordi jeg svingede så meget humørmæssigt uden at kunne redegøre for hvorfor. Det var hæsligt.
Heldigvis havde og har jeg ret let ved studierne så det var kun rart at der en gang i mellem var eksaminer der skulle passes, så var der lidt at se til.
Efter 5 år på cipralex med mange op og nedture, blev jeg startet på cymbalta. Der gik ikke meget over en måned, før der pludselig skete noget i mig. Ligeså uforstående jeg havde stået over for den lange tunge depressive periode, ligeså uforstående stod jeg da det så ud til at tågen lettede. Og det gjorde den for et år siden.
Det var meget mærkeligt og tog mig lang tilvending at stole på mig selv nok til at turde tro på at det måske kunne holde. Og det gjorde det indtil for en måneds tid siden. Jeg er trappet ned fra 90 til 30mg cymbalta over mange måneder, mhp. at trappe helt ud. Nu tror jeg det er klogt at blive på medicinen en god tid endnu.
Den knugende fornemmelse i brystet er vendt tilbage, lidt og sporadisk, men den er der. Måske det er barndommens svigt og en manglende udvikling af visse steder i hjernen samt en overudvikling af andre steder der gør mig så sårbar?
For i mit liv nu kunne jeg ikke ønske mig mere. Jeg er så rig på de væsentlige ting så jeg slet ikke kan drømme om mere. Derfor virker helt åndssvagt at rende rundt og være ked af det!
Måske er det hjernens kemi der kokser - måske er det medfødt, måske er det fordi jeg har haft nogle ret hårde oplevelser som barn og teenager. Uanset grunden er det møghamrende hårdt og irriterende!
Jeg ser fremad og anerkender at jeg er inde i en halv depressiv periode, men jeg ved at det går over, for det er gået over før og det gør det altid. Men tiden er lang når man venter og det er det jeg gør lige nu, alt imens mit liv fortsætter i det spor jeg kan se er godt og rart men jeg kan bare ikke føle det lige nu.
De bedste hilsner til jer andre derude.
Maria