Mørket.
Skrevet af
Sløjfe
Her er en historie jeg synes beskriver mørke ret godt.. eller på sin egen underlige måde.
Livet er en gave. Det fik jeg fortalt en dag. Men den historie, den tror jeg sku ikke på mere! Alt er faldet sammen. Kollapset. Blevet til mørke. Monsteret der hjemsøger mig!
Jeg kan simpelthen ikke tage mere. Alt hvad jeg troede på, det forsvandt. På et lille simpel sekund. Det forvandlede sig til mit værste mareridt. Det jeg altid havde frygtet. Al den tro, som jeg havde. Den var væk. Væk i mørket, som overfaldt mig bagfra. Det glade jeg, var væk. Væk for altid. Glæ-den ved livet. Den indre glød, var væk. Forsvundet, i intetheden. Det sted, som ingen kunne overle-ve. Det lille lys man kan se for enden, af den lange gang. Ja, det er ens mareridt. Det der hjemsøger en. Det der fik en, til at løbe, skrigene ind, til ens forældre. For at de nok skulle passe på en, få dem til at forsvinde. Men nej, de forsvandt aldrig. Aldrig nogensinde.
Inde i mig, er der et monster. Det hjemsøger mig. Vågen eller sovende. Mine tanker, kommer den og kontrollere. Alt hvad jeg gør, det er dens træk. Der er intet jeg kan gøre. Slå den, gør den vred. Så den slår igen. Gemme sig, hjælper et stykke tid, men den finder altid en igen. Ens største frygt i verden. Tænk på at den er der, døgnet rundt. Intet at gøre overhovedet. Alene. Forladt. Hjælpeløs. Ingen kan rede dig. Du er så langt ude, at der ingen vej er tilbage. Selv gud (hvis du tror på ham) kan ikke rede dig. Dette er skabt af DIT mareridt, ikke hans. DIT. Han har sine egne mareridt, han er selv i en kamp. En kamp for ham, ikke dig. Dit mareridt, ikke hans. Den kamp du selv skal tage, er end ikke hans.
Mareridtet fortsætter, som en ånd. Der forfølger en gennem den lange, kolde korridor. Den med de forfærdelige mange døre. Ens tåre, bliver til is. Kulden, den som gør dig endnu mere bange. Den lister sig frem. Frem for at forskrække dig. Men den tager næsten livet af dig. Hver dør du møder, har nye minder med sig. De starter med de glade, gode minder. Men efterhånden, bliver de mere og mere skrækkelige. Til sidst, du får lysten til at løbe skrigene væk. Væk fra helvedet, bare væk. Idet du løber, væk fra minderne, løber koldsveden, din angst tager til. Du hiver efter vejret. Ingen kan høre dig, eller se dig. Du er alene i den lange korridor. Ene og alene, forladt af alle. Dine øjne flak-ker rundt. Du lægger mærke til blålysene ild. Ned af den lange korridor. Som fortsætter i al evighed. Dine ben, de er svage. Kan ikke bære mere. Ikke flere byrder. De kollapser, ligesom resten af ver-den. Du falder sammen. Frysende og angst, for at blive ladt i stikken. I stikken, af din bedste venin-de. Men selv ikke hende, kan rede dig mere.
Dine tanker, de køre rundt. Rundt som en rutsjebane der aldrig stopper. Din hjerne kan ikke klare mere. Du får lysten til at dø. I dette øjeblik, åbnes en dør. Døren ind til det værste af det værste. En mand. Det er virkelig en mand, du tror ikke dine egne øjne, men ja. Det er en mand. Han lyser blå-ligt op. Han har en, stor, lang, sort kappe på. Hans øjne, de er hvide, hvide som den hvideste sne, du nogensinde kunne drømme om. Han tager sin hånd frem. Den er knoglet næsten uden noget hud på. Man kan se hver en knogle på den. Din egen hånd bevæger sig langsomt op mod hans. Alle dine tanker er imod det du gør, men det er som om du ikke kan styre dine egne bevægelser. Du rør mod-stræbende hans hånd. Den er kold som is, og du gisper. Hans hånd som så, så skrøbelig ud, er stærk og tager et fast greb i din hånd. Du bliver revet med ind gennem hans dør.
Det du ser, er ikke noget kønt syn. Der er plastic alle vegne, som hænger ned fra loftet. Som edder-koppespind. Du får kuldegysning, dine nakkehår rejser sig. Manden har stadig fat i din hånd. Du bliver trukket gennem dette kolde rum, med al den plastic, som ligner edderkoppespind. Der er en dør, i den anden side af rummet. Manden tager en nøgle frem. Han klikker den ind og åbner døren.
Du træder ind. Rummet er stort og rundt. Eller det tror du, du kan ikke se den anden side af rummet. Men du ved det slutter, ikke ligesom korridoren. Han går med faste skridt ind mod midten. Der er langt, men utroligt nok, så gør dine ben ikke ondt. Inde i midten, er der et stenbrud. Stenen er flækket midt over, og der lægger noget i midten af stenen. Du vil træde et skridt nærmere, men mandens arm kommer dig i forkøbet. Hans arm er stræk, men ser skrøbelig ud. Du støder ind i den, og på den måde, holdt tilbage.
Du kigger uforståeligt på ham. Du forstår ikke, hvorfor han stoppede dig. Var det da ikke meningen, at i skulle ind til stenen? Han ryster på hovedet. Du kigger skræmt på ham. Han læser dine tanker. Du er ikke i sikkerhed nogen steder. Du træder tilbage, vender dig om og løber. Men manden er der, lige foran dig. Han smiler et ondt smil. En blålig røg siver langsomt væk fra ham. Han er hurtigere, end dig. Du kan ikke, slippe væk. Alt du gør, alt du tænker, kan han regne ud. Du kan ikke flygte. Du skriger og løber ind, til stenbruddet. Men inden du når, ind til det. Falder du. Broen er, væk. Væk under dine fødder. Du falder. Alt er sort. Det eneste du kan høre, er en person skrige. Men nej, vent. Det er jo dig, der skriger. Dit hår blafre, og du kan mærke vinden mod dit ansigt.
Er ikke rigtig nået videre. men gør jeg en dag.