Hvor bliver solen af ?
Skrevet af
Anonym
Hvor fanden er solen?! Ikke for sarte sjæle!
Jeg burde bo et sted, hvor solen altid skinner. Så kunne jeg sikkert nøjes med den medicin, der forhindrer manierne. Man er jo desværre nødt til efterfølgende at forholde sig til de ting, man har rodet sig ud, mens man var manisk. Tendensen til mani er for mig det eneste minus ved solen, men det depressive er "heldigvis" det mest fremtrædende. Det er helt vildt sjovt at være manisk - man kan gå på vandet! Prisen for en optur er dog altid høj, for man har altid lavet en hel masse ting, man kun kan blive depri over, når kurven styrtdykker. Jeg takker gud hver dag for min vidunderlige mand, der også holder mig fra at "flyve væk" og altid passer på sarte lille mig. Jeg har brug for solens energi, og jeg har brug for den NU.
Den 1.maj blev jeg førtidspensionist, men jeg venter stadig på den forventede ro, det skulle give. Jeg tjekker posten hver dag, men den udebliver. I går blev jeg fandeme så gal, at jeg løb efter buddet og knaldede ham én, så nu skal jeg nok i spjældet igen! Ej, det passer selvfølgelig ikke!!! Sådan noget sker kun, når jeg er manisk. Så er jeg altid kommet op at slås, og eftersom jeg kan gå på vandet, har det ikke betydet noget, om det var ti grækere, jeg kastede et bord i hovedet på, fordi de kom med sjofle bemærkninger. Om det var dørmænd eller whatever - ingen kan nå mig, når mine øjne først bliver sorte. Jeg bør i øvrigt slet ikke drikke. For det første pga. medicinen, men i allerhøjeste grad også fordi, at mine diagnoser i forvejen gør, at der er en mangel på impulskontrol i den øvre og defekte del af min organisme. Når så jeg stabler en promille (og den er altid unødvendig høj), så forsvinden den lille rest af impulskontrollen fra min frontale pandelappe – YIKES! Jeg har aldrig været i spjældet, men der er indrømmet et par gange, hvor det lige så godt kunne være hændt. Jeg er sluppet med en tur i detentionen, hvor jeg pissede på gulvet og efterlod min tampon, fordi de nægtede at åbne døren, så jeg kunne komme på toilet – en rigtig lady er man vel. En rigtig lady der knalder en dør i hovedet på en kælling, fordi hun har for mange diva nykker på Sam’s bar toilettet. En lady der nikker perverse stoddere skaller og flækker deres øjenbryn. Listen er jo umulig lang. Min mand og jeg har nu været sammen i snart syv år, og uden ham eksisterede jeg ikke i dag. Vi fandt hinanden ligesom jeg var på vej ud af en mani og dermed på rette urs mod en depression. Han var mors artige dreng, og jeg var hende, der testede folk og slog prutter og bandede som en anden havnearbejder. Han blev skræmt noget så voldsomt, da vi mødtes første gang, og det gik op for ham, at ikke kun har jeg en masse tatoveringer men oven i købet slog jeg en ordentlig skid for at lette stemningen, da han var så rystende nervøs. Han havde kun været i seng med fire før mig, og det syntes jeg var både sjovt og synd, så jeg drak mig hønefuld op gav ham en ordentlig svingom. Jeg var en pæn pige dengang, en der osede selvtillid, men hvad han ikke vidste, var at jeg smed ham hjem kl. 05.00, fordi jeg i virkeligheden aldrig har haft den selvtillid, jeg var så god til at opstille. Han troede, jeg bare var kold i røven, men sandheden var, at tanken om at han skulle se mig med morgen hår og blæse omkuld af min dårlige morgen ånde var mere, end jeg kunne tåle. At han faldt for mig er et mysterium, vi kunne ikke være mere forskellige. At jeg faldt for ham, virkede også umiddelbart som et mysterium, men selvfølgelig gjorde jeg det. Her var den her ultra søde mand, der ikke fra starten var helt overbevist om, at jeg var svigerdatter materiale. Mens han overvejede det, faldt han gud ske tak og lov for mine særheder og underlige påfund, der nok var befriende for en ellers så regelret person. Jeg, der førhen kun gik efter Johnny, Jimmy og Brian faldt for ham, for det første fordi han altid blinkede til mig, og så fordi han ikke vidste om han ville mig. SÅ var det vigtigt at få ham overbevist! Jeg var så lamslået over at være tiltrukket af en godhjertet fyr, at jeg ofte lå og så på ham, mens han sov - min frelsende engel. Siden jeg var 14 havde jeg ledt efter en, der kunne se, virkelig se mig, og stadig have lyst til at blive. Min far svigtede i allerhøjeste grad, så jeg havde et enormt behov for at finde den samme type mand og få ham til at se, at jeg var al hans opmærksomhed værd. Problemet er, at den slags idioter aldrig ser.
To mdr. inde i vores forhold flyttede jeg mig selv ind i hans lejlighed, og inden han så sig om, havde vi både en kat og hund, han aldrig havde ønsket. Han er så gavmild, at han tog sig økonomisk af mig og inden længe havde vi fællesøkonomi, således at han også overtog halvdelen af mit forbrugslån på 120.000 kr. Og så kom den uundgåelige depression og væltede min nyfundne lykke omkuld. Den varede 1½ år, hvor kan madede mig, badede mig og gik små ture med mig, når det var rigtig slemt. Tænk at en mand kan være SÅ storslået ikke engang at overveje, om han ville stå det igennem med mig efter så kort tid. Det er den værste depression i mit liv og uden ham, havde jeg sgu’ hængt mig selv. Men det vendte heldigvis igen, som det plejer, og sidenhen har jeg været deprimeret med jævne mellemrum, dog ikke så det var et spørgsmål om at vælge døden frem for livet. Jeg har set, hvad det har gjort ved min far, at begge hans forældre hang sig selv, og det er noget så egoistisk en ting at gøre. Jeg er hypomanisk, hvilket vil sige, at jeg svinger hele tiden. Den første halvdel af dagen er som regel dårlig, og så hen sidst på eftermiddagen kommer jeg til mig selv. Om natten tænker jeg bedst.
Nå, men årene er gået, og ingen af os har på noget tidspunkt betvivlet vores intense kærlighed for hinanden. Det viste sig, at jeg var svigerdatter materiale, og hans familie tog imod mig med åbne arme, og jeg har aldrig behøvet at skjule noget for dem. Hans (vores) mor døde af kræft for nogle mdr. siden, og her til morgen er han rejst til London for at følges med sin far og bror til Irland, hvor hun endelig skal puttes i jorden. Min egen mor søde som 34årig, og nu oplever jeg virkelig at miste en mor igen. Hun var, og er, min største inspirationskilde nogensinde. Hun var så givende et menneske, at der kom så mange mennesker til hendes ”begravelse”, at halvdelen af dem aldrig kom ind i den store kirke! Jeg bliver 34 om nogle mdr., og det begynder rigtigt at gå op for mig, hvor ung min mor var, da hun lå på sit dødsleje hjemme i stuen og så på sine to små døtre, hvis liv hun ikke ville komme til at opleve. Det må have været det sværeste nogensinde at have den viden, mens ens børn leger i uvished – så brav hun må have været aldrig at lade os mærke det. Hun døde fem dage før jul, men alligevel sørgede hun for, at traditioner blev holdt i hævd. Siden hen har julen været den værste tid af året pga. min fars druk, indtil for to år siden, hvor jeg besluttede, at jeg fandeme fortjener at nyde julens dejlige traditioner igen. Nu griner folk af mig, fordi jeg pynter op som Gertrud Sand og bager kager, så man er ved at brække sig. Nu til jul bliver det svært igen uden hans mor. Da hun blev indlagt tog vi derover og var der en uge. Selvom lægerne to uger forinden sagde, at hun kun havde mdr. tilbage, var hun ét stort smil og bevarede sit positive sind og lavede jokes. Det skyldes nok hendes tro på gud. Hun var ikke bange for at dø, og hun valgte at tro på et mirakel til det sidste. Da vi tog hjem fra London var hun smilende, men allerede to dage senere fik vi opringningen om, at vi skulle skynde os tilbage, hvis vi ville nå det. Vi kunne først komme afsted på fjerde dagen, og da havde hun lagt i to dage uden at vågne op. Hun var omgivet af hele den store familie, der blev ved med at fortælle hende, at vi var på vej. At nu var det i morgen, at nu var vi i flyet, at nu var vi på vej fra lufthavnen. Lægerne havde aldrig oplevet en så syg person hænge i så længe – ”She has the heart of an ox”. Vi løb fra bilen op til hendes stue, og da jeg trådte ind i rummet, fik jeg mit livs chok! Den kvinde der fire dage tidligere havde været så fuld af liv, lå nu der og lignede et lig, der trak vejret – men rallende og med lange mellemrum. Efter hvert åndedrag, var man i tvivl om, hvorvidt det var det sidste. Jeg vidste, at jeg stod overfor det indtil videre vigtigste øjeblik i mit liv, så jeg tvang mig selv til at finde den størst mulige indre ro og gå hen til hende. Hendes mund stod på vid gab, og tungen var sort. Øjnene halvt åbne med et gult slør henover. Hun stank noget så forfærdeligt af død, den lugt glemmer man aldrig igen. Hendes organer må have været rådnet op på den korte tid. Jeg holdt om hendes hoved og sagde: ”Hi mum, it’s us, we’re here now. I know you know but I want to tell you once more how much I love you. You’ve been like a mother to me, you are my Saint Susan. Thank you for loving me and thank you for putting X in the world. I will always love him - we’ll take care of one another. You’re the best person I’ve ever met and I just couldn’t love you more. You can let go now and go be with God. Thank you for waiting for us”. Så så jeg på X og sagde på dansk, at han var nødt til at give hende sin velsignelse. Han holdt også om hendes hoved og fik sagt de smukkeste ord til hende. Så kyssede vi hende, og så skulle jeg ellers bare ud og ryge!!! Vi var kun lige nået udenfor bygningen, havde ikke engang fået tændt min smøg, og så stod dad med armene i vejret og med gråd i stemmen, sagde han: ”She’s gone - she’s gone”! De KAN høre, hvad vi siger til dem! Da han havde lukket hendes mund og øjne, gik X og jeg ind til hende igen. Når man dør, forsvinder alle ens rynker, og hun var pludselig så smuk og fredfyldt at se på. Det er sådan jeg husker min mor, da hun stadig lå i sin åbne kiste hjemme i stuen før begravelsen. Men da vi kom hjem, lugtede alt vores tøj af forrådnelse. Jeg skrubbede mine læber med sæbe, men jeg kunne stadig smage døden, da jeg gik i seng. Jeg er så dødsangst og så angst for at miste.
Puuha, nu banker mit hjerte lidt for hurtigt, jeg var ikke lige forberedt på, at mit indlæg skulle tage denne drejning! X er væk i fem dage, og det er bare SÅ fucking hårdt!!! ARGH for helvede, hvor er den sol??