Mit liv....
Skrevet af
khisanth
*beklager hvis layoutet er dårligt, giv siden skylden :p*
En mørk og stormfuld aften... Eller nej, var vist ikke sådan det startede.
Ville dog nok have været en passende begyndelse. Min historie vil nok fremstå
tilnærmelsesvis fragmenteret, da det ikke er alt fra min barndom jeg husker.
Fra de tidligste år har jeg enkelte glimt af hvordan det var.
Blev født i Randers sogn d. 14. september 1973, klokkeslet kan jeg ikke huske.
På et familiemæssigt plan var min barndom vel ikke den værste.
Blev aldrigt slået, eller dårligt behandlet. Fik sat grænser for hvad
der var ok, og hvad der ikke var. Og har vel nok fra barnsben været en ydmyg
og stille person.
Boede indtil jeg var omkring 10 år, på landet, og var omgivet af dyr.
På et tidspunkt var det nok 5+ katte, en hund, 2 ænder, 2-3 kaniner, høns og fugle.
Kan huske at jeg allerede den gang elskede dyr. Var egenligt lige meget hvilken slags.
På hjemmefronten var alt ok, fik engang massevis af splintrer i mine hænder, da jeg
ville 'redde' en killing fra toppen af et busskur, og forsøgte springe fra et træ
og over til skurets tag, endte dog med at jeg gled ned af siden med håndfladerne
ind imod træet. Hvilken helt! Resultatet var at min mor sad en stor del af natten
mens jeg sov, og pillede splintre ud af hænderne på mig.
Jo, på hjemmefronten var tingene ok.
Tidligere i mit liv var jeg startet i børnehaven. Og det var vel reelt nok her
tingene langsomt begynde at køre komplet af sporet. Kan ikke huske meget
fra dette tidspunkt i mit liv. Men kan dog huske, at jeg allerede her var lettere buttet,
og hurtigt blev mål for andre børn. Og ingen gjorde noget ved det. En trend, jeg senere
skulle finde ud af generelt ville gå igen i mit liv.
Jeg forstod ikke så meget på det tidspunkt, tror jeg, var først da jeg kom i folkeskolen
at tingene virkeligt begyndte at gøre ondt. Allerede fra de første dage, blev jeg udpeget
som den der skulle mobbes. Herefter var det så godt som en daglig begivenhed indtil jeg
var omkring 22 år. I de første skole år, nød jeg, om ikke andet, så godt af pigerne
fra min klasse's beskyttelse. Desværre var det jo ikke altid de var omkring, og gjorde
absolut ikke tingene bedre, når så de ikke var.
Lad mig allerede nu understrege: jeg har aldrigt fået tæsk, det har altid været psykisk terror
som blev kørt på mig. At jeg var dum, uduelig, grim, fed, ulækker, lugtede, ikke velkommen, osv.
Men gud hvor ville jeg dog ønskse det havde været fysisk istedet. Havde jeg kunnet relatere til.
I hele min tid i folkeskolen har der reelt kun været en pause i mobningen, hvor jeg ikke har
gået og frygtet den næste sårende bemærkning, eller den hånlige latter.
Det var i 7. klasse. Det var her jeg begyndte at gå til karate, og det var her vi gik til præst
i forbindelse med konfirmationen. Men dette år, var i det store hele et frirum for mig.
Og var den første, og nok sidste gang i mit liv, hvor jeg har haft det 'ok'.
Burde allerede den gang have vidst det ikke ville vare ved. Burde have været klogere.
Efter 7. klasse, kom en ny tøs til klassen, hvilket stort set fra første dag, betød enden
på den delvise beskyttelse der havde været fra pigerne i klassen. Ved ikke om hun har haft et alfagen
i sig, men hun må have fornemmet at nogle af drengene nød at være efter mig, så for at positionere
sig selv i klassen, gjorde hun det samme. Ydmygede mig, gjorde mig til grin foran alle.
Selvfølgeligt vidste jeg det ikke på det tidspunkt, men dette var et vendepunkt.
Det var dagen hvor alt langtsom begynde at ramle sammen.
Skal nok på nuværende tidspunkt gøre opmærksom på, at jeg tidligere heller ikke på nogen som helst
måde havde haft det godt. Kan til dags dato stadigt tydligt huske, at stå i naboens køkken
(en klassekammerats, af hunkøn) og sammen med hende (min klassekammerat) snakke om selvmord.
Vi var 10 år på det tidspunkt.
Er bare, at fra den dag, blev alting så meget værre. Kunne sjældent gå ret lang tid i frikvartererne
uden at en eller anden, fra enten min klasse, eller parallel klasserne smed en ondskabsfuld
kommentar i min retning. Var også på dette tidspunkt klasserne blev blandet.
Kan huske at vi skulle til bornholm, og hvor de fleste glædede sig, prøvede jeg alt for ikke at skulle med. Jeg vidste hvordan det ville gå. Og jeg havde ret. Men ingen brød sig, lærerne tog intet
ansvar, og gjorde generelt ikke noget andet end at ligge skylden på mine skuldre.
Da vi kom til 9. klasse var mit fravær efterhånden så højt, at skolen åbenbart så sig nødsaget
til at skride ind. De kontaktede de sociale myndigheder, som så tog kontakt til mine forældre.
Det blev aftalt at jeg skulle starte ved skole psykolog, og at vi skulle se om jeg ikke de kunne
få mig tilbage til skolen. Så ind kom jeg til den første time med psykologen, som straks begyndte
at spørge indtil hvad jeg mente jeg gjorde, for at folk var efter mig. Hvad JEG gjorde? Var på
det tidspunkt absolut den sidste dråbe, forlod værelset med orderne 'rend mig'. Og det var stort
set sidste dag på skolen.
Efterfølgende blev jeg kastet rundt i det sociale system. Forsøgte flere gange at komme igang med
uddannelse. Fik taget 10 klasse, og første år af HF. Men altid blev jeg nød til at droppe ud, kunne
ikke magte det, eller overskue det. Vidste ikke hvad der var galt med mig, så kunne ikke engang
sætte ord på det. I det sociale system blev det set som var jeg doven, og ikke gad lave noget.
Så jeg blev presset frem, med trusler om fratagelse af kontanthjælp og alt muligt andet. Forsøgte
flere gange at gøre det klart, at det ikke var fordi jeg ikke ville. Men til ingen nytte.
Imens alt dette stod på, fortsatte mobningen. Havde 5 venner som jeg havde fra jeg var omkring 15 år.
De behandlede mig for det meste godt. Men som vi blev ældre, og det med at have kærester blev mere
'in', havde de mindre og mindre tid tilovers for mig. Og jeg havde stadigt ingen plads i lokalsamfundet. Folk var stadigt efter mig. Der blev råbt efter mig på gaden. Jeg var ikke velkommen
til nogen sociale arrangementer (som fester og den slags). Oplevede flere gange at en kammerat tog
mig med til en fest, hvor han så fik afvide at han var velkommen, men at jeg skulle smutte.
Hvad værre var, flere af mine venner blev selv mål. Og det blev gjort klart for dem, at det var
fordi de var venner med mig, at de var mål.
Det ovenstående stod på indtil jeg var omkring 22, og endeligt slap væk fra byen. Desværre for sent.
Mellem de 22 og 29 år, gik jeg så og kæmpede med et system der ikke vidste hvad de skulle gøre med mig. Dette stod på indtil jeg fyldte 28, hvor kommunen jeg på det tidspunkt boede i, langt om længe,
fik fat i journalen fra den tidligere kommune. Og også her lagde sagsbehandleren skylden på min skuldre, for som hun sagde. Hvis jeg da bare havde sagt noget, så hun langt tidligere havde kunnet
få fat i den journal. Jo tak.. Men uanset, åbnede de sociale myndigheder lidt op, og var ikke længere
så meget efter mig.
Januar 2000 startede jeg så i et software firma, som ansat med løntilskud. Var der indtil September
2001, og nød egenligt tiden jeg var der. Men var på ingen måder ok.
Gik derefter igen på kontanthjælp indtil Februar 2003. Her tog jeg mit livs nok største chance og risiko, ved at takke ja til en job mulighed i sverige. Et job jeg herefter skulle vise mig at have
i de følgende 5 år. Sverige var ikke uden sine problemer, men vil aldrigt glemme tiden derovre.
Kom hjem i September 2008, røg på kontanthjælp fra December til slutningen af Januar, hvor jeg startede som vikar. Efter 3mdr i det job, fik jeg så mit nuværende job som programmør.
Er jeg ok idag? nej.. Det virker stadigt som om alt jeg gør er forkert. Alle de noter de smed på mig
som barn, hænger fast. Mit selvværd er mere smadret end man kan forestille sig. Har det på den
ene side fint med mig selv, men på den anden side. Så er jeg dum, grim, fed, ulækker, værdiløs.
Ved der er mange som nok vil sige, nej altså, det passer jo ikke.. Men på trods af det, så
er det altså sådan verdenen behandler mig. Jeg har forsøgt at passe ind. Det virker bare ikke.
Har flere gange været ved psykolog/psykiater. Men får intet ud af det.. Har stadigt svært ved
at sætte ord på hvordan jeg har det. At forklare andre, de tanker og følelser jeg går rundt med.
Ja, jeg er grim og overvægtigt. Og underligt nok har jeg det fint med det. Til helved med hvad
andre syntes. Mine meninger og holdninger er gode... Det giver mig bare ikke, den ene ting jeg
mere end noget andet savner. Intimitet, kærlighed.. En ting, som hver gang jeg har forsøgt mig
med det, har flået noget så voldsomt i mig. Jeg er sårbar, jeg kan ikke blive ved med at tage slag.
Jeg har brug for en success oplevelse. Egenligt burde jeg være lykkelig. Har et godt job, på trods
af jeg aldrigt har taget en uddannelse. Jeg er bare alene. Så pokkers alene...
Anyways... blev lidt af en roman... der er meget mere, som jeg kunne have skrevet.
Og beklager hvis det ikke altsammen er lige sammenhængende...