Atypisk ADHD barndom
Skrevet af
Kaninen73
Måske virker min historie lidt usammenhængende, men den er fortalt umiddelbar..tanker der bare er kommet til mig.
Den knugende fornemmelse i brystet er vendt tilbage, lidt og sporadisk, men den er der. Måske det er barndommens svigt og en manglende udvikling af visse steder i hjernen samt en overudvikling af andre steder der gør mig så sårbar?
Jeg tror min opvækst har været ret anderledes end andre med ADHD. Jeg har altid måtte slås med noget og min far var sømand og væk i halve år ad gangen, lige så længe jeg kan huske tilbage.
Da jeg var 19-20 år, jeg fik min første depression. Den blev helt sikkert udløst af stress. Jeg har altid kørt på og været igennem en masse forskellige uddannelser og arbejde men har ikke følt mig hjemme i noget af det eller følt jeg kunne magte det. Har altid haft svært ved at slappe af og være alene.
Senere har jeg fundet ud af, at den rastløshed jeg mærker, måske også kan bunde i andre ting. ADHD er ofte kendetegnet ved en indre rastløshed og energi det kan være svært at komme af med.
Når man lider af ADHD er det svært at sætte grænser og det er i de fleste af livets forhold det er svært at sætte grænser for mig.
Da jeg havde fået vores andet barn, begyndte jeg at være min eksmand utro et utal af gange. Jeg kunne slet ikke styre det. Jeg lavede den ene aftale efter den anden og var næsten helt besat af sex og at blive bekræftet. Jeg passede ikke på mig selv og I forhold til fyre jeg var sammen med, har jeg ikke respekteret mine egne grænser. Jeg kneppede nærmest til højre og venstre, med alt hvad jeg fandt spændende. Jeg har slet ikke tal på hvor mange mænd jeg har været sammen med men tallet er sikkert over 50! (i løbet af en periode fra ca. 2002 og frem til forrige år.)
Min far var jo fraværende og min mor alene med min bror og jeg, samtidig med et fuldtidsjob hun også sku passe, og var ofte træt når hun kom hjem og hun satte mange grænser op for mig. Sikkert derfor jeg havde min flippede periode med mange mænd da jeg blev voksen.
Selvom man lider af ADHD finder mange kvinder ud af at kompensere
Nogle psykiatere siger, at man skal have haft problemer, socialt eller uddannelsesmæssigt i sin opvækst. Men undtagelsen er, at jo højere IQ du har, jo senere i livet opdager du det og jo bedre er du til at kompensere.
Jeg har altid været rimelig lærenem og haft let ved tingene i skolen. (undtaget matematik!) Jeg har fået lavet tingene hurtigt, så jeg hurtigt kunne komme videre til det næste. Sådan er det også i dag. Hvis jeg bare kan sætte sig ned eller fare rundt og lave tingene i en fart, er der ingen problemer. Hvorimod en opgave der kræver planlægning, ting der skal undersøges og folk der skal kontaktes. Det bliver altid stresset og lavet i sidste øjeblik, fordi jeg skyder tingene. Til gengæld er jeg en genial igangsætter og har mange gode ideer og kan altid få gang i en god diskussion eller samtale i en forsamling. Pudsigt, ikke ;)
Men hvorom alting er, har jeg altid følt mig anderledes og gået rundt med en tom fornemmelse i i maven. Følt mig ensom, selvom jeg var omgivet af kærlige mennesker der elskede mig
Jeg har siden min første depression gået til psykolog. Jeg nægtede at indtage medicin dengang og klarede mig igennem det år det tog, kun ved hjælp af psykologsamtaler. Men så røg jeg ind i en ny depression efter jeg havde fået pigerne og har siden været i forebyggende behandling med antidepressiv. Da jeg sidste år fik ADHD-diagnosen, begyndte jeg på rritalin som jeg senere skiftede ud, pga. for store udsving ved den aftagende effekt i løbet af dagen. Er nu på noget mere stabilt og kan godt mærke en forskel. Jeg er ikke længere så opfarende og hidsig. Ej heller nær så forstyrret af ting omkring mig. Når jeg taler med folk, har jeg ikke i samme grad alle mulige sidespring.
Tit begynder jeg at tænke på alt muligt andet, når folk snakker og når de så er færdige, er jeg et helt andet sted, fordi jeg har været igennem en hel lang tankestrøm, som de selvfølgelig ikke har været med i. Det er blevet bedre. Jeg er blevet bedre til at fokusere på det der bliver sagt, uden alle mulige tankeflugter og det er en lettelse.
Min hverdag skal helst være struktureret på en måde, så jeg ikke hele tiden bliver bombarderet med ting udefra. Jeg kan blive idiot af hele tiden at være på og forholde mig til alle og alting. Og ofte eksploderer jeg og det går desværre ud over mine nærmeste. Tingene flyder sammen og der er ikke rigtigt nogen grænser og jeg har jo selv svært ved at sætte grænser. Derfor prøver jeg mig frem med stressforebyggelse. Jeg trækker mig tilbage i enrum. Om aftenen lægger jeg min telefon lidt væk så min kæreste og mig får tid til at hygge os og tale sammen når ungerne er puttet. Heldigvis er vi børnefri hver anden uge hvor jeg så restituerer, men for ind i helvede jeg er ved at gå til og blive idiot når alle 4 unger er her hver anden weekend – på 67 m2 !!
Søvnen er meget vigtig for at kunne fungere. Jeg føler mig mere frisk nu og det tilskriver jeg, at medicinen hjælper til at sove bedre. Sex er blevet bedre fordi det er nemmere at fokusere og være mere til stede i kroppen. Jeg har altid været mere i sit hoved end i Min krop.
Det er også derfor, jeg taler så hurtigt. Det hele går bare hurtigt og det er også derfor, at jeg ofte glemmer at mærke min krop.
For tiden løber jeg ikke men når jeg gør, løber jeg ca. 15 km om ugen.
Jeg slapper langt mere af på en løbetur end jeg gør ved at for eksempel læse en bog. Det har jeg ellers altid været glad for. Elsker at læse men jeg kan ikke rigtig finde ud af det mere. Aviser, fagblade og på nettet er fint, men at sætte mig med en roman er en af de udfordringer, jeg ikke rigtig har forsøgt mig med i lang tid.
MEN - der er også fordele ved at have ADHD. Hvis man har ADHD, er man rigtig svær at konkurrere med på de områder, man går op i og brænder for.
”Når jeg løber OG ER I TRÆNING, er det en fordel, at jeg ingen bremse har. Jeg har kun en speeder og kan blive ved og ved. Faktisk ser jeg det som en fordel i mange af livets forhold, at have al den energi jeg har. Jeg får produceret mangt og meget, når først jeg kommer i gang. Når jeg gør noget, så gør jeg det 100 procent og det kan være en fordel, bare man ikke brænder sammen. Til gengæld har jeg mange ufærdige projekter men det er de ting jeg ikke rigtig brænder for ;)
Hvorom alting er, ville jeg ønske jeg kunne tage fri fra min depression og adhd, men de er begge en del af mig og jeg skal først til at lære at mestre og indrette mit liv derefter.