Pursuit of Happyness
Skrevet af
LasseK
Min historie er faktisk kun lige begyndt. Jeg først inden for det sidste halve år erkent at jeg lider af kroniske depressioner. Har igennem mine forældre hørt at fra 7 års alderen lukkede mig inde på værelset og var helt væk i nogle dage. Dette har jeg ikke selv nogen errindringer omkring, men kan nikke genkende til det mønster som har fulgt mig de sidste 20 år. Har aldrig tænkt på at jeg havde depression, kun at jeg brugte min indelukkethed som en flugt fra hverdagen hvis det hele blev for meget. Jeg er adoptere og gik i en klasse på landet med kun danske børn. Jeg er dog aldrig blevet mobbet, men har dog tit tænkt at jeg var anderledes. både det ydre og mit indre. Jeg har en sygelig træng til at skulle være til så lidt besvær så muligt for alle andre, derfor er jeg udaftil også meget vellidt gennem min opvækst. Denne træng til at skulle gøre alle tilpas har nok i høj grad gjort at jeg ingen selvværd har. Jeg kan kun finde lykke gennem andre mennesker. under ikke mig selv den "luksus" at gøre ting for mig selv. Jeg skal altid lægge bånd på mig selv alting tænke ernormt meget på hvad alle andre mon synes om mig og hvordan jeg bedst kan få folk til at lide mig. Dette er enorm hårdt i længden og da jeg blev teenager med mit lave selvværd og munden fuld af togskinner gik det for alvor ned af bakke. Jeg begyndte at drikke og fandt ud af at når jeg drak så forsvandt mine hæmninger i et par timer, desværre er jeg en af de personer der får nogle ernorme sorte huller. Jeg har fået at vide at jeg totalt skiftede personlighed når jeg fik for meget at drikke. Jeg var ikke længere den person som ville gøre alle glade, var nu stik modsat, alle de frustrationer og bånd som jeg altid skulle kontrollere forsvandt og nu skulle alle have at vide hvor møg elendigt og gal jeg var indeni. Dette er først noget jeg meget senere har opdaget dengang var det hver tors til søndags jagt på de få timers ubekymrings tid som alkoholen gav mig. Desværre gav alkoholen jo også de fleste problemmer samt forstærkede selvmordstanker i de sorte huller der opstod. Dette har jo nok først til at alle jeg har været i kontakt med i ungdomsårene har set mig tudende med en kniv eller liggende i mit eget bræk og pis uden for diverse diskoteker. På en eller anden måde så lykkes det faktisk til sidst at få en kæreste var omkring 21 år før det skete. Hun var den første der blev selv om jeg "testede" hende altid. Har opbygget en sygelig trang til at ville behage dem der var omkring mig, men de måte aldrig vide hvad der gemte sig inderst inde. Lever desværre efter den regel at det er bedre at "skade" andre før de kan gøre dig skade. Denne regel galdt i høj grad også min kæreste prøvede på alle mulige måde at få hende til at forlade mig for så fik mit lave selvværd jo ret i at ingen kunne elske en som mig. Havde især en tanke om at jeg aldrig skulle blive mere end 25 år. Dette gjorde selvfølgelig at på min 25 års fødselsdag havde jeg en meget "syret" samtale med min kæreste som jeg ikke selv kan huske ret meget af, men som bestod i at jeg prøvede at agumentere for hvor jeg ikke skulle have lov til at blive mere end 25 år. Efter dette kom der et vendepunkt i mit liv, jeg havde overlevet min 25 års fødselsdag og søgte for første gang psykolog hjælp. Dette gik dog ernorm skidt da det eneste min psykolog ville have mig til at sige var "Jeg er alkoholiker" hvilket jeg overhovet ikke kunne acceptere. Alkoholiker er dem der sidder nede på bænken i parken og det er jo slet ikke mig. Så jeg var der kun 2 gange så opgav jeg. Det har dog alligevel gjort lidt indtryk på mig og jeg trappede gevaldigt ned og drikker idag næsten ikke. Har dog fundet ud af at firmafester og julefrokoster er det værste for mig. Social angst gør at jeg tit falder i når der er fester på arbejdet, der er altid en der synes det er morsomt at trække lod om hvem man skal sidde sammen med og helst ikke dem man arbejdet sammen med til daglig. Det er det værste sidde ved et bord med en masse mennesker man ikke kender og ikke kunne finde på en ting at sige og man føler alle kikker på en og tænker han er sgu da underlig han ikke siger noget. Det er så her jeg falder i stadig. Men tilbage til min kæreste som blev ved mig trods alle mine nedture og humørsvingninger. Vi fik en søn sammen og dette løftede de tunge skyer fra mit sind et par år. Havde dog stadig ikke fundet glæden ved livet men var "høj" af min kærestes lykke og min søns ubekymret sind. Har igennem alle mine 33 leve år aldrig ville snakke omkring de "sorte tanker" som altid er hos mig. Blev en mester i at skjule det. Tror dog min familie og kæreste godt vidste noget, men jeg var altid afvisende og lukkede kun min kæreste en lille smule helt ind. dog har hun altid nok vidst det da jeg ikke kan huske hvad jeg sagde når jeg var meget fuld de første år. Formåede dog at få en uddannelse med stor hjælp fra min kæreste. Har nu arbejdet der i 6 år og formået at holde min depression, alkohol og sociale angst skjult for arbejdspladsen.
Så skete der noget fantastisk sidste år, jeg fik en meget nær arbejdskollega og efter mange års venten tog jeg mod til mig og fortalte alt om mig selv til hende. Det bedste var at hun ikke løb skrigende væk men faktisk gerne stadig ville snakke. Dette udviklede sig enormt og vi blev meget tætte. Jeg følte jeg for første gang i mit liv kunne være mig selv uden at skulle skjule mit indre. I undrer jer over hvorfor jeg ikke kunne dette over for min kæreste, det kunne jeg også til dels, men det er utrolig svært når man midt i sin depression skal sige at man ikke ved hvorfor man ikke er lykkelig og har svært ved at elske dem der er nærmest en. Har prøvet men virker jo meget sårende over for hende og det endte tit med at hun blev så ked af det at vi ikke kunne fortsætte og jeg fik det enormt dårligt af at vide jeg havde gjort hende så ked af det. Derfor virkede det også helt euforisk at få en ven der vidste alt om en. Dette betød selvfølgelig også at jeg oplevede en form for lykke og dermed var hun jo mere end en ven for mig pludselig. Begyndte at fokusere alt min energi hen til hende, hun blev den person som igen kunne få min depression til at forsvinde for en tid. På dette tidspunkt var jeg faktisk mere afhængig af hende end min kæreste og søn. Så kom den dag som skulle ændre det hele jeg kom til at sige til hende at jeg nok kunne lide hende lidt mere end en ven burde. Hun sagde at hun ikke kunne forlade sin mand og børn. hvor underligt det end lyder så var det faktisk ikke det seksuelle jeg ønskede men det at kunne snakke fuldstændigt åbent omkring mig selv gjorde mig høj den samme følelse som alkoholen gav mig. Men selvfølgelig fik alt dette konsekvenser, fortalte min kæreste hvad jeg havde gjort, hun blev selvfølgelig dybt ulykkelig men valgte at blive, hvorfor ved jeg ikke. Efter jeg havde fortalt min kæreste hvad der var sket, valgte jeg at melde mig syg havde dårlig samvittighed og selvmords tankerne stod i kø som aldrig før. Efter en uge vendte jeg tilbage på mit arbejde, her mødt af min kollega som jeg ikke kunne se i øjnene. Jeg tog halen mellem benene og flygtede ned til min læge og fortalte hende omkring mine selvmordstanker. Jeg fik for første gang i mit liv Sertralin som gjorde jeg var væk den næste uge. Blev derfor nødt til at snakke med min leder på arbejdet og han var meget forstående og jeg fik tilbudt psykolog hjælp igennem mit arbejde. Med tankerne på min første psykolog havde jeg nok ikke de bedste intentioner inden jeg mødte min nye psykolog. Det har dog heller ikke rigtig haft den store indflydelse på mig. Mindfuelness og tapping virker vist ikke helt på mig. Men tilbage på arbejde igen og her gjorde jeg så noget helt nyt jeg fortalte alle de nærmeste arbejdskollegaer omkring min depressioner og blev igen positivt overrasket over den respons jeg fik af alle. Jeg arbejdede stadig sammen med min kollega og vi faldt stille og roligt ind i den gamle rille med at snakke om alting igen. Desværre fik jeg stille og roligt den afhængighed af at skulle snakke med hende igen vi skrev også sms privat og hvis jeg havde det skidt så skrev jeg en sms til hende. Nok lidt for tit for pludselig trak hun sig væk og sagde at hendes mand troede vi havde en affære og hun ikke kunne snakke mere privat. Endnu en major depression meldte sig og jeg blev enig med mig selv om at jeg måtte jo være forelsket i hende siden jeg kunne blive depri over hun ikke ville snakke med mig. Jeg var nu i en enorm konflikt ville have det hele min kæreste og barn samt min aller bedste ven. Det blev så slemt at jeg endte på psykriatisk skadestue og havde en overnatning der. Igen en øjenåbner skal aldrig derhen igen. Nå men tilbage på arbejde igen og lade som om alt er fint og snakke med min kollega som er umulig at undgå da vi arbejder sammen hver dag. Rygtet omkring min depression har nu spredt sig til hele arbejdspladsen og går med en underlig følelse af at alle ved det om mig nu. Meget underligt når man har brugt hele livet på at holde det skjult. Vi er efterhånden fremme ved denne sommerferie. Har det stadig ambivalent med at gå op og ned af den kollega og falder tit i med at snakke privat med hende. Får det dog samtidig dårligt over at grine sammen med kolegaen når jeg ved at min kæreste derhjemme har svært ved at tackle min situation. Ender med at jeg må sygemelde mig i sommerferien hvor jeg beslutter at trappe helt ud af min medicin, følel kun at jeg har oplevet alle bivrkningerne af den, så slut med den og hvad så nu!
Min leder som er meget flink har forslået at jeg kan komme tilbage på en deltids sygemelding. Han kender dog ikke historien med kollegaen. Jeg er faktisk meget glad for mit arbejde og har nydt det de sidste 5½ år. Men hvad skal jeg gøre, hvis min afhængighed af at snakke med kolegaen i ligeså høj grad får mig til at føle min samvittighed overfor min kæreste og barn derhjemme. Min kollega er fair nok og vil stadig gerne være venner og arbejde sammen med mig. Men efter vores historie sammen er det måske skruen uden ende. Det vil måske køre i ring for altid godt på arbejdet dårlig samvittighed derhjemme. Eller kan det lykkes mig at bevare min kollega, bedste ven på arbejdet.
Nogle gange tænker jeg også om jeg skal skifte arbejde og skjule det hele igen.
Er der mon nogen herinde som kan give et godt råd?
Dette var så min historie. Ved ikke om den siger noget men faktisk meget rart at prøve at skrive det hele ned.