Min historie

Hvordan kunne det dog gå sådan?

Skrevet af Maibrit

Den 30. august 1989 blev jeg hentet af min mormor i børnehaven. Vi gik hjem hvor jeg boede sammen med min far, mor og 2 ældre søstre. Da jeg kommer ind i huset lagde jeg min taske og jakke hvor det plejede at være og gik ind for at sige hej til min mor. Da jeg kommer hen hvor hun lagde i en sygeseng for at sige hej til hende åbnede hun kun hendes øjne halvt op. Jeg bliver rigtig bange og løber ud i forgangen og sad der ude i ca 20 min hvor jeg når at tænke ”er der ingen der ved at jeg er her ude og er rigtig ked af det og bange”, ”hvorfor ser de mig ikke?”. Da jeg har siddet der ude i de ca 20 min kommer den ældste af mine søstre og henter mig og vi går op til vores søster på hende værelse hvor vi sidder i et stykke tid. Min far kommer og henter os og sagde at hvis i vil ned og sige farvel så var det nu.
Den dag hvor min mor skulle synges ud kan jeg huske at vi ikke måtte gå ind i stuen før at far sagde at vi måtte. Der kom en masse mennesker og jeg kan huske da vores nabo kom ind af døren. Så måtte vi gå ind i stuen, hvor alle mennesker begyndte at synge. Jeg kan huske jeg tænkte at det var noget underligt noget og så kiggede jeg op på min far, hvor jeg så ham græde og det satte sig bare i mig. Da vi var færdig blev hun kørt ned i kapellet hvor hun lagde til den dag hun skulle begraves.
Så kan jeg huske da hun var blevet sænket ned i graven da fik vi 3 piger en rose, som vi skulle smide ned til hende og jeg kunne ikke forstå, hvad der skete, hvorfor var der så mange mennesker der stod og så på.
Vi fik en hjemmehjælper til at hjælpe os (som var der også inden min mor døde) som hjalp med at lave mad, smøre madpakker, vaske tøj osv. Da der var gået ½ år blev hun taget væk fra os da den ældste af min søstre var 16 år ,de mente at hun kunne klare det huslig. Men da sagde min far at det skulle hun ikke søger for. Hvis hun bare ville hjælpe med lektiener og at vi kom afsted om morgen så skulle vores far nok klar resten. Han fik dog tilbuddet om at vi kunne komme i familiepleje men det sagde han nej tak til da vi var grunden til at han kunne forsætte med at leve. (jeg har sagt at jeg kan både se det negativ og positive i den beslutning, for hvis han havde sagt ja tak til det ville mit liv se helt anderledes ud ,men jeg ville ikke have det forhold til min far som jeg har i dag da jeg ser ham næsten som min bedste ven)
Jeg gik i børnehave. Det jeg kan huske derfra, er at jeg havde 3 gode venner der ved navn Charlotte Laura og Maria. Men der er andre børn som var efter mig, for jeg tissede i bukserne. Så jeg var ikke med i deres lege. Kan huske en gang, hvor der blev leget kysse leg, hvor drengene skulle fange pigerne og kysse dem. Men der var ingen af drengene der fangede mig, selvom jeg var trangt op i en krog. Dog kan jeg også huske positive ting. Da jeg var 5 og skulle til at finde ud af om jeg skulle i skole fandt pædagogerne og min far ud af at jeg skulle have et år ekstra i børnehaven for ikke at jeg skulle blive den stille pige bagerst i klassen som ikke sagde noget. Da de skulle fortælle mig at jeg skulle blive i børnehaven et år mere , sagde en af pædagogerne at hun skulle have hjælp til at passe hendes søn og derfor ville hun gerne have at jeg blev et år mere. Jeg knyttede mig også til en af de voksende som kun var vikar der. Hun havde ellers sagt at hun ikke ville knytte sig til nogle af børnene for hun ikke skulle være der andet i ½ år. Men der var der en der ikke ville høre efter og jeg blev rigtig glad for hende. Det endte med at hun sagde til min far at jeg gerne måtte komme om til hende en gang i mellem hvis der var brug for det og hvad min far kan huske var ,at jeg var der omme en gang hver 14 dag. Vi lavede alt muligt lige fra at tage på biblioteket, i svømmehallen, lavede mad sammen, havde julehygge sammen med hendes søn og nogle andre jeg ikke helt kan huske. Jeg overnattede engang i mellem hjemme hos hende.
Da jeg så kom i skole blev det ikke bedre. Jeg kom til at gå i B klassen hvor Charlotte skulle gå i A, Laura flyttede til Ringkøbing og Maria fik en ny ven, hvor der ikke var plads til mig på det tidspunkt så jeg var meget alene i skolen. Og da jeg ikke var komme af med, at tisse i bukserne endte det med at drengene begynde at mobbe mig da vi gik i 2 klasse. De kaldte mig stinkdyr, stinky og de ville ikke røre noget jeg havde rørt ved for så ville de ætse op. (jeg var stoppet med at tisse i bukserne i 2 klasse) da jeg kom i 4 eller 5 klasse skulle jeg ikke gå i fritidsklub mere, så jeg kom hjem til et tomt hus og det eneste der kunne trøste mig efter en dag i helvedet var mad ,så begyndte jeg at trøstespise. Jeg gik meget med det selv i det første 4 år for jeg turde ikke at fortælle min far at jeg blev mobbet. Da jeg kom i 6 klasse sagde jeg det til min far og han sagde at jeg skulle snakke med min klasselærer om det, for hun ville kunne hjælpe med det. Da jeg så fik samlet mod til at sige det til hende spurgte hun hvem det var og så tog hun mig op foran klassen, så sagde hun til dem jeg havde nævnt ”at nu må i ikke mobbe M. mere”. Til læreren sagde de jo at det gjorde de ikke. Men i frikvarteret forsatte de jo med det og jeg gik i til læreren og sagde at de blev ved, hvorpå jeg fik svaret ”at nu skulle de jo lige vende sig til at de ikke måtte det mere”. (den dag i dag kan jeg blive sur over det svar). Af den samme lærer fik jeg også at vide at jeg var dum og doven (i 6 eller 7 klasse)(havde hende til dansk) men det viste sig at jeg var det der hedder orddøv og jeg havde det rigtig svært i timerne. Det var først i 8 klasse jeg fik en ny lærer (der var så dårligt til at undervise) at der blev anerkendt at jeg havde et problem. I 8 klasse kom jeg i en ny klasse for eleverne fra to landbysskoler kom ind og skulle gå i 8 og 9 klasse i Skjern. Det gjorde at mobning blev ændreledes (da ingen af dem der kom fra de andre skoler kendte min fortid) og endda værre. Jeg blev kaldt worbert fordi jeg var tyk og nu begyndte pigerne også med at holde mig udenfor. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre angående folkeskolen, hvis jeg ikke havde mine fritidsinteresser. Jeg har spillede håndbold i 7 år (hvilken jeg ikke var god til) gået til svømning i 1½ år og til spejder (KFUK) i 6 år. Og især ved spejderne kunne jeg være den person som jeg var i stedet for den der var bange for at der var nogle der skulle komme og begynde at mobbe mig.
Da jeg var 7 år begyndte min far at se en kvinde som han så begyndte at komme sammen med. Det ændre mit liv ved at der var en som kunne hjælpe min far med at købe tøj til mig så jeg havde noget ordenligt noget at taget på, jeg begyndte at komme til frisøren i stedet for at det var min tante der klippede mig, hvor jeg gik fra at ligne en pige med langt lyst hår til at ligne en dreng. Det gjorde at jeg fandt ud af nogle ting som jeg aldrig ville have fundet ud af, hvis hun ikke begyndte at komme sammen med min far. Dog har vi ikke det bedste forhold til hinanden, vi irriterer hinanden på flere punkter og det startede da jeg gik i 7 klasse og havde fået tysk for første gang og hun var den eneste der var hjemme hos os på det tidspunkt kunne tysk så jeg spurgte hende om hjælp til mine lektier. Jeg fik så svaret at det skulle jeg selv finde ud af og at hun ikke vil hjælpe mig. Min far Og hans kæreste bliver så enig om at det skal købe et hus i Tarm og flytte sammen og da jeg kun var 15 på det tidspunkt kan jeg ikke andet end at flytte med. Det har også kostede nogle gnidninger mellem hende og mig.
Heldigvis skulle jeg på efterskole i 9 og 10 klasse på Ølgod Ungdomsskole (ØU). Det var som at starte forfra. Selvom jeg stadig var stille og havde ikke så mange venner så hvad jeg fundet stedet hvor jeg kunne udvikle mig og jeg kunne spejle mig i andre unge. Og for første gang fik jeg drenge venner og der var ingen som kaldte mig alle mulige øgenavne. Da jeg var kommet til det punkt hvor jeg skulle finde ud af hvad jeg skulle efter 10 klasse var jeg ikke klar til at komme på handelsskolen, så jeg fortalte det til min far og hans kæreste og de gav mig lov til at få et år mere på efterskole, men da jeg, hverken kunne får lov eller hvad lyst til at blive på ØU gik jagten ind på et nyt sted jeg kunne være. Det endte med at blive skolen for gastronomi, musik og design (Vinding højskole)Vejle hvor jeg tog 10 klasse igen. Her fik jeg fornemmelsen af at blive behandlet som voksen for første gang. Ansvaret blev lagt over til os unge. Jeg har ellers altid sagt at jeg ikke ville være voksen. Jeg ville ikke have det ansvar som der følger med at være voksen. Men det var fedt at man blev hørt og at fik vist tillid til at de troede at vi godt kunne. I Vinding havde jeg heller ikke mange venner men dem jeg havde, stod mig tæt på hjertet.
Da jeg var færdig med det går i Vinding skulle jeg til at gå på Handelsskole, min drøm den gang var at blive butiksassistent. Her kom jeg ind i den voksen klasse som det blev kaldt (den klasse hvor de der var ældre gik i) så vi var en spredt gruppe elever fra de yngste der lige var gået ud af 9 klasse i folkeskolen til den ældste på 41 år. Dette var første gang jeg kunne lide at gå i skole og jeg fandt fag som jeg var god til (erhvervsøkonomi og dekoration). Jeg fandt også ud af at folk ændrede sig, for jeg kom til at gå i klasse med ham som mobbede mig mest i 8 klasse og han havde nemlig også forandret sig. Men jeg var ensom. Jeg havde nogle jeg snakke med når jeg var i skole, men når jeg kom hjem holdte jeg mig for mig selv. Efter 3 år hvor du aldrig er alene var det svært for mig at jeg bare kunne går ind på mit værelse og så at der ikke kom nogen derind af sig selv. Her begyndte jeg at have det rigtig svært. Jeg kunne ikke overskue noget som helst og havde bare lyst til at blive lignede i min seng hele dagen. I denne periode var 2 af mine gode venner fra Vinding ved at finde sammen og jeg følte mig som det 3 hjul, plus jeg selv kunne lide ham, men jeg ville ikke sige noget om det, for jeg vidste ,at det ikke kunne blive til noget. Så det tog også rigtigt hårdt på mig. Min far kom ind på mit værelse en aften, hvor jeg bare lagde i sengen og græd og da han spurgte, om hvad der var galt kunne jeg ikke forklar det. Den eneste måde at sige det på var, at jeg ikke kunne klar mere. Jeg tror at det skræmte ham meget. Jeg begyndte derfor at komme til samtale ved min læge, men det fik jeg ikke noget ude af da det kun handlede om mine 2 venner og mit forhold da det var det der fik glasset til at flyde over. Derfor ringede min fars kærsten til en samtaleterapeut (staves) som jeg startede ude ved. Det hjalp en del ,at være ude ved hende. Vi snakkede om alt. Om min mor, om min tid i folkeskolen for hvad jeg var bange for osv. Hun gav mig værktøj til ,at komme op af hulet, når jeg kommer derned og vi blev enig om, da jeg havde gået hos hende i et stykke tid ,at nu skulle jeg stoppe hos hende, men vi aftalte ,at hvis jeg ikke kunne selv komme op af hulet igen skulle jeg komme igen.
På dette tid var jeg flyttet hjemmefra efter jeg havde fået, at vide af min fars kæreste, at jeg ikke boede hjemme når jeg var 21 år (på det tidspunkt var jeg 20)(hvilken ikke hjælp særligt meget på mit forhold til hende). Jeg var flyttede tilbage til Skjern og havde fået mig et 1 værelset. Jeg var ved, at være færdig med handelsskolen og jeg skulle til at søge en elevplads. Det var nemmer sagt end gjort. Jeg ved ikke hvor mange ansøgninger jeg sendt ud og kom kun til 2 samtaler og fik ikke nogle af dem. Så jeg valgte at blive det der hedder skolepraktik, hvor jeg skulle være i praktik i en butik i 3 måneden. hvor det ikke kostede butikken noget at have mig. Det første sted var i en tøj butik i Skjern ved navnet Mikkel. Det var ikke noget at råde hurra over. Da de 3 mdr var gået, kom jeg til, at være i Aktiv Super. Her gik de med til at fast ansætte mig i resten af min elev periode. Det skulle vise sig, at være en dårligt ide. For det var et helvede at være der. Butikken havde en rigtigt dårlig rygte og vi ansatte skulle arbejde for halvanden person hvilken ikke kan lad sig gøre. Den chef som var i Skjern kunne ikke finde ud af, at have ansatte under sig så det kørte bare ikke godt. Da der var et halv år tilbage af min tid fortalte han, at han var blevet købt ud af et partnerskab med de 2 andre efter hans egen vilje og at da den ene var sygemeldt kom der en udefra for at skulle drive butikken. Det slog mig fuldstændig ud og jeg måtte melde mig syg for jeg kunne ikke andet end at lægge hjemme under dynen ,selvom han var en lorte chef. Efter 3 dag der hjemme kom jeg på arbejde igen og det viste sig, at den nye chef var en rigtig god og dygtig chef og jeg blev rigtig glad for at arbejde sammen med ham. Jeg lærte mere af ham end jeg havde gjort i det år jeg havde været der. Men da der var gået 3 mdr. stoppede han igen. Det slog mig ned igen. Og kort forinden var min mors moster (den var en slags bedstemor for mig) død og jeg skulle til, at flytte for jeg havde desværre sagt ja til at flytte sammen med en veninde, men det gik ikke godt så jeg skulle til ,at finde en lejlighed på halvanden måned, da hun havde sagt den op og fundet en lejlighed selv. Så jeg kom rigtigt langt ned psykisk og derfor besluttede jeg sammen med min far og hans kærest ,at jeg skulle ud og snakke med samtaleterapeut Da jeg kom derud til hende og snakkede med hende fandt hun hurtig ud af hvor galt det egentlig var med mig, at hun råde mig til,at sygemelde mig, da hun troede at jeg havde PTSD. Jeg ringede til min far for, at fortælle hvordan det stod til og at jeg ikke kunne ringe derned og sige at jeg ikke kom på arbejde. Det sagde min far det skulle han nok og at jeg bare skulle kører hjem til dem. Da han kom hjem så jeg min far græde for anden i mit liv for det var hårdt for ham, at se hvor slemt det stod til med hans datter. Dagen efter tog jeg til lægen hvor han sygmeldte mig og det var jeg i 3 mdr. I de 3 mdr. var jeg blevet færdig uddannet. Jeg troede, at jeg havde aftalen med den ene af mine chefer, at jeg kunne få lov til, at være der en mdr. mere for at være berettet til at være i a-kasse og derfor få dagpenge. Men da det var mundligt, havde jeg det ikke og jeg gik i troen at jeg stadig var ansat. Kom det som et chok da min bankrådgiver ringede og sagde. at jeg ikke havde fået penge. Og så gik arbejdet i gang med at få styr på tingene hvilken er rigtig svært at gør når man ikke er ovenpå.
Efter jeg havde gået arbejdsløs i ca. 6 mdr fik jeg af vide af jobcentret at jeg skulle ud jo job med løntilskud. Jeg fik dem overtalt til, at jeg skulle i en børnehave for det kunne jeg godt tænke mig at prøve. Så jeg startede i Skjern Fritidscenterets børnehave. Det var så godt, at være der. jeg kunne være den jeg er dernede og der var plads til alle. Både børn, men også voksne. Her havde jeg en kollega som startede på PAU og jeg blev interesseret i uddannelsen for det kunne blive min billet til, at komme ind på pædagog uddannelsen. Jeg fandt ud af, at jeg skulle være 25 år og have 2 års erfaring så det gik jeg efter at få. Men desværre måtte jeg kun være der i et år, så jeg skulle et ny sted hen. Jeg skulle derfor starte i børnegården Katholt. Det var anderledes, at være der og til, at starte med var jeg ikke glad for, at være der. Men da jeg fandt ud af, at jeg også kunne være med til det pædagogiske arbejde blev det sjovere, at være der.
Og kampen gik i gang med at få lov til at tage uddannelsen til PAU da jeg skulle finde ud af, om hvad jeg skulle og, hvordan jeg kunne få økonomien til ,at holde sammen, mens jeg læste og at jeg havde hørte at Ringkøbing- Skjern kommune ikke ansatte PAU elever så der skulle jeg også finde ud af hvad jeg så skulle. Og jeg har aldrig kæmpet for noget så hårdt som dette og det bar frugt. Og var rigtigt fedt, at få det første brev, hvor der stod jeg at var optaget og bagefter fandt ud af, at jeg kunne få dagpenge så det kunne lade sig gøre…