Kampen mod stemmerne
Skrevet af
Anonym
For de fleste lyder det heldigvis meget underligt, og vel nærmest uforståeligt, at noget der vel egentlig kun foregår inde i ens eget hoved, kan være så farligt og livstruende, ikke kun for mig selv, men nu også for verden omkring mig. Jeg har sågar oplevet mennesker, der blot siger at jeg skal tage mig sammen. Men for mig, og ikke mindst enhver der selv har oplevet at være fanget i tankernes og stemmernes vold, så er det vel mest af alt et udtryk for, at de bare ikke helt forstår hvor virkeligt de faktisk er for mig. Til tider styrer både stemmer og tanker mit indre så meget, at jeg har meget svært ved at kunne fokusere på andet, ens ikke samle kræfter til andet end blot forsøge bekæmpe dæmonerne i mit indre univers.
Den sidste tid, så har stemmerne virkelig været meget slemme for mig, og de påvirker hele tiden mine tanker. Kort sagt, så søger de på alle måder at dominere min hverdag, og gøre det meget svært for mig at overhovedet eksistere som menneske. Således har den sidste tid været forbundet med rigtig mange stemmer, der siger at jeg bare skal give op, lade dem få magten. Det skal gøre ondt, rigtig ondt, hvilket jo betyder at jeg skal gøre skade på mig selv. Jeg bærer mange ar på min krop, der vidner om hvor mange gange før jeg har tabt denne kamp mod dæmonerne. Både mentale og usynlige ar, men sågar også meget synlige ar, som jeg ikke kan skjule for mig selv, eller verden omkring mig.
Den sidste tid har således været stærkt forbundet med megen angst, store sværheder ved at kunne sove, samt ikke mindst grufulde mareridt når endelig jeg får et par timers søvn. Det hele bliver bestemt ikke lettere af, at jeg denne gang kæmper kampen i ædru tilstand, og ikke som tidligere på bunden af en flok øldåser. Men guderne skal vide, hvor inderligt det virkelig frister, at gribe til øllerne igen, bare for at søge den der indre ro som de kan give. Desværre tror jeg bare, at jeg ville miste det lille overskud jeg har lige nu, til at kæmpe kampen mod stemmerne, hvis jeg nu også lod mig tabe kampen mod alkoholen. Jeg er seriøst bange for, at det så bare ville gå helt galt her igen, og det må virkelig bare ikke ske.
Der er nok rigtig mange der undrer sig over, hvorfor jeg udstiller mig selv på denne måde, og ikke mindst udleverer mit mentale vasketøj i et offentligt rum som dette. Noget jeg så inderligt godt forstår. Men for mig selv, så er det mest af alt et våben i den kamp jeg udspiller mod mig selv. For ved at få tankerne skrevet ned, få dem ud af systemet, og ikke mindst ud til nogen som måtte have lyst til at læse dem. Så giver det mig selv en følelse af, at jeg på en eller anden måde får afvæbnet tankerne, idet jeg ikke længere står alene med dem, i en kamp som jeg så nok næppe ville kunne klare længere tid af gangen. Det er som om, at både tanker og stemmer ikke længere er helt så farlige mere, ligesom det er med til at frigøre noget overskud i mit sind, så jeg fremover bedre kan tage kampen op.
Der er sikkert også mange, der nu ville mene at jeg burde tale med nogen om det, når nu det er så slemt som lige nu. Men det er bare noget jeg virkelig ikke kan. For det første er min psykolog desværre på sommerferie lige nu, selv om det nu ikke er det største problem. For det at mundtligt skulle sætte ord på alt det der foregår i mit indre, og samtidigt skulle se vedkommende i øjnene når jeg gør det, det får mig virkelig til at tvivle meget på mig selv. Men ikke mindst føler jeg mig kunne se i vedkommendes øjne, hvor svagt og latterligt et menneske jeg er, idet jeg er ved at tabe en kamp omkring noget, som vedkommende nok kun mener er noget der kun foregår inde i mit lille dumme hoved.
Her er det virkelig så befriende for mig, at kunne få det hele ud på skrift, da der ikke er de der øjne jeg også skal kæmpe imod, og at jeg derfor kan få det hele ud både åbent og ærligt. Jeg kan virkelig få det hele ud, og ikke mindst selv se mine tanker og stemmer på skrift. Her får jeg så bedre overskud til selv at kunne bekæmpe mine dæmoner, og måske kan det denne gang hjælpe mig til, at bare for en gangs skyld også vinde kampen imod dem for en tid.
At skrive denne slags blog, er således blevet et for mig vigtigt våben, i min personlige kamp for recovery, som man jo siger i psykiatrien. Recovery handler kort fortalt om, at kunne komme videre i eget liv, og ikke mindst få det bedre med sig selv.
Det håber jeg virkelig snart at jeg får.