Apati og afmagt
Skrevet af
4p4thy
Min historie begynder med, at mine forældre bliver skilt. Jeg håndterer skilsmissen dårligt og synker i en tilværelse tynget af lavt selvværd og skyldsfølelse. Jeg søger forgæves hjælp os mine forældre. Min far er, som følge af skilsmissen, endt i en depression og min mor arbejder konstant. I skolen begynder min tilværelse efterhånden at manifestere sig i form af mobning. Mine klassekammerater er ikke i stand til at forstå min situation og vælger at håndtere den manglende forståelse og indsigt ved at distancere sig fra mig. Det betyder naturligvis, at en følelse af total isolering og ensomhed langsomt bliver en del af min identitet. På nuværende tidspunkt har min mor fundet en ny partner, som jeg og mine søskende i løbet af kort tid skal acceptere, som en permanent instans af tilværelsen fordi de beslutter at flytte sammen i et forsøg på at skabe en familie. Jeg kan ikke finde andre ord en sociopat til at beskrive min mors nye partner. Samtidig føler jeg en større og større skyldsfølelse på grund af jeg ikke er i stand til at hjælpe min far til at få det bedre.
I skolen eskalerer situationen til et niveau jeg ikke er i stand til at holde ud. Jeg begynder bevidst at undgå skolen. Jeg ender med at skifte skole i løbet af sommerferien mellem syvende og ottende klasse. Jeg håber og drømmer om at jeg går en bedre tid i møde.
Første indtryk lever også op til mine forventninger. Både lærerne og klassekammeraterne lader oprigtigtalt til at være både solidariske og accepterende. Der går dog ikke lang tid før dette billede bliver skiftet ud med et usolidarisk og nedværdigende miljø. På grund af min desperate søgen efter socialt samvær ender jeg med at tage diverse narkotiske stoffer. Alene for at skabe en social kontakt min tilværelse har været foruden de seneste fire år. Naturligvis eskalerer misbruget og både min akademiske, men også min egen fremtid, lover ikke godt. På daværende tidspunkt er jeg flere gange tæt på at tage mit eget liv i et desperat forsøg om at gøre en ende på min miserable tilværelse. Efter mange års følelsesmæssig misbrug har min mor valgt at forlade sin sociopatiske partner.
Jeg vælger i slutningen af niende klasse, at jeg ikke længere vil være en del af det miljø, der de sidste halvlandet år har været det eneste ”lyspunkt” i min tilværelse, men også det miljø, som har været med til at forværre min tilstand.
Jeg ender med at vælge et gymnasium, hvor ingen af mine tidligere klassekammerater søger ind. I et håb om ikke, at jeg ikke skulle være en del af et demoraliserende og depressionsfremmende miljø. Det viser sig senere, at jeg tværtimod ender i et langt farligere og hårdere miljø.
Miljøet jeg ender i på gymnasiet er med til at ødelægge mig selv fuldkommen. Jeg laver ingen lektier. Jeg møder aldrig op til timerne. Jeg er ligeglad med alt, inklusiv mit eget helbred. Hårdere og hårdere stoffer bliver en del af min hverdag. Jeg får det dårligere og dårligere og hver nat før jeg falder i søvn, håber jeg desperat på ikke at vågne næste dag.
Jeg ender med at tage den beslutning at skifte gymnasium og tage et ekstra år for at prøve at redde min fremtid. Jeg har på daværende tidspunkt ikke fået den mindste professionelle hjælp. Jeg er i en konstant tilstand af utroligt lavt selvværd, selvhad og manglende livslyst.
På nuværende tidspunkt får jeg professionel hjælp en gang om ugen. Jeg er desuden på en streng medicinering og bliver fuldt af diverse læger fra psykiatriske afdelinger. Jeg har været til flere samtaler med diverse psykologer på blandt andet Bispebjergs psykiatriske afdeling. Trods alt det, føler jeg ikke noget af det hjælper. Jeg føler en komplet afmagt over for hverdagen. Jeg har desuden intet forhold til dem omkring mig eller den verden omkring mig. Jeg lever i en tilstand af total apati.
Jeg er 20 år gammel.