En kamp med eller mod systemet
Skrevet af
miffine
Jeg var herinde før depressionsforeningen overtog i juni men var desværre ikke opmærksom på at man skulle gøre noget aktivt, for at beholde sin profil :( Derfor har jeg nu mistet flere betydningsfulde dagbøger og brugernavne som jeg havde kontakt med.
-
Jeg er en ung pige på 20, som i mange år har kæmpet med lidt af hvert. Fra omkring 10års alderen led jeg af depression og overspisning, men det blev aldrig opdaget, før jeg som 15-årig "skiftede" over til anoreksi. Derfra kom jeg forholdsvis hurtigt i behandling - selvom det føltes som meget længe og det var en hård kamp - på børnepsykiatrisk afdeling for spiseforstyrrede. Der gik jeg i 1½ år og tog på i vægt, men fik det egentlig bare værre, især da de valgte at afslutte mig, efter min mening for tidligt. Men i mellemtiden var jeg blevet færdig med 9. klasse og var startet på htx. Da kommunen skulle overtage mig efter børnepsyk, sendte de mig til en familiepsykolog, som jeg overhovedet ikke fungerede med. Derudover kunne de ikke hjælpe mig..
Derfor søgte jeg selv hjælp gennem mit gymnasium og skolepsykologen, da de havde støttet mig langt hen ad vejen. Psykologen mente ikke at han var kvalificeret til at hjælpe mig, men han anbefalede mig at søge kontakt til Viljen Fyn. Det gjorde jeg, og det er nok noget af det bedste jeg har gjort. Lige inden jeg nåede at starte i Viljen flyttede jeg hjemmefra - kun 17 år gammel. Jeg havde dagligt konflikter med mine forældre og de havde konflikter om mig. Det var en svær ting når jeg tænker tilbage, men det var bare nødvendigt.
I Viljen kigger jeg stadig forbi og siger hej, for det er sådan de er. Selvom jeg ikke har haft samtaler der i... 2 år tror jeg faktisk, så vil de stadig gerne høre hvordan det går mig og bliver glade når jeg kigger forbi. Jeg stoppede i Viljen efter et endt behandlingsforløb og fordi jeg havde fået rimelig styr på spiseforstyrrelsen, som var deres speciale. Men da jeg stadig havde det rigtig skidt og havde været indlagt på psykiatrisk afdeling efter selvmordsforsøg, gik jeg til min egen læge, som hjalp mig med at skabe kontakt til kommunen og et andet behandlingstilbud. Som oftest gik der begge steder lang tid før jeg fik egentlig kontakt med dem, og kommunen kunne først efter et halvt år tilbyde mig en støtte-/kontaktperson. I mellemtiden havde jeg en masse forsamtaler på det andet behandlingstilbud, men de kunne kun tilbyde mig gruppeterapi, hvilket jeg ikke følte var hvad jeg havde brug for. Jeg bad derfor min egen læge om at blive henvist til en privatpraktiserende psykiater, vel vidende at ventetiden kunne være flere år. Derfor fik jeg det også blot værre og besøgte gentagne gange psykiatrisk skadestue men fik afslag på indlæggelse, havde flere selvskadende tilfælde (såkaldte selvmordsforsøg) og blev også indlagt igen et par gange. Efter to overdoser på tre dage fik jeg tildelt 10 samtaler på Center for Selvmordstruede. Der havde jeg så først et par samtaler med én og derefter en anden terapeut, hvilket jeg ikke fik meget ud af.
Endelig fik jeg tildelt en støtte-/kontaktperson, og en helt fantastisk en af slagsen! Hun forstod virkelig at lytte til mig, prikke til mig når det var nødvendigt og give mig et knus, når det var hvad jeg havde brug for. Hun støttede mig virkelig og hjalp mig gennem det sidste halve år af mit gymnasium! Desuden havde jeg fundet en rigtig dejlig kæreste, som virkelig forstod at være der for mig. Derfor søgte jeg med fornyet mod og selvtillid ind på ergoterapeutuddannelsen, vel vidende at jeg havde hendes støtte, når jeg igen kom til et svært punkt i mit liv og skulle møde en masse nye mennesker og lære at være en selvstændig studerende. Jeg havde også akut fået forsamtaler hos en psykiater, som ville diagnostisere mig og formentlig tilbyde mig terapi senere hen.
Håbet om en lys fremtid fik kommunen dog ødelagt! I sommerferien fik jeg brev om at hun ikke længere skulle være min kontaktperson, fordi de havde fået et nyt tilbud til personlighedsforstyrrede - en diagnose som jeg uvidende havde fået under indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Jeg var knust og rædselslagen, for skiftet ville komme tid at være to dage efter min studiestart og de nye ville derfor først dér skulle lære mig at kende, der hvor jeg havde allermest brug for støtten. Jeg gav det dog en chance og fik lov til at møde min nye kontaktperson et par uger tidligere, hvorefter jeg blev indlagt på psyk igen. Tanken om ikke at have den solide støtte jeg følte behov for og frygten for et kæmpe nederlag, slog mig helt ud. Kommunen ville desværre ikke lytte, men tilbød mig det eller intet. Heldigvis var min daværende kontaktperson så fantastisk, at hun fastholdt at være der for mig, selvom hun ikke længere ville få løn for det.
På rusturen, den første uge af studiet, fik jeg angstanfald og blev samtidig så beruset, at nogle af mine medstuderende måtte køre mig på skadestuen. Der tiggede jeg om at få lov til at blive natten igennem. Få dage efter meddelte jeg min sagsbehandler at jeg ikke ville benytte mig af deres tilbud, men måtte klare mig selv uden deres hjælp.
I dag, et år efter sidste indlæggelse på psykiatrisk afdeling og al balladen med kommunen, går jeg stadig på mit drømmestudie og har indtil nu bestået alle 5 eksamener i løbet af året. Det har været et år på godt og ondt og flere gange har jeg været ved at give op, og nok også udfordret mig selv mere end nødvendigt. Men ikke desto mindre, så føler jeg at jeg er kommet langt. For et halvt år siden flyttede jeg sammen med min kæreste og jeg har ikke brugt min gamle kontaktperson i over et halvt år. Vi snakker stadig sammen, men hun er ikke længere min livline.
I foråret fik jeg tilkendt handicaptillæg til min SU, så jeg ikke skal arbejde ved siden af studiet og jeg besluttede derfor at udleve en gammel drøm, om at gå til ridning. Nu er en af mine gode veninder flyttet til byen og så har jeg fået part på hendes pony og får nu privatundervisning af hende. Livet med heste er lige mig og jeg får så meget energi, selvtillid og ro af at ride og være omkring dem.
Om to uger starter jeg igen på studie efter en lang ferie, men heldigvis ikke med nær så stor angst som for et år siden.
Tak fordi du kiggede herind og måske læste min historie. Den blev lidt lang, men jeg synes også at jeg efterhånden har lidt for mange erfaringer med behandlingssystemet, desværre også en del dårlige. Jeg håber at den kan være med til at give nogen håb, fordi de måske selv føler det er en uendelig kamp, som aldrig vil ende godt. Men heldigvis oplever jeg nu, at livet også kan være en ven og ikke kun en fjende, som forfølger en døgnet rundt.