Tjah
Skrevet af
hsrc
Tjah
Depression har altid været en del af mit lille liv. Min far var deprimeret, men gjorde ikke noget ved det, og endte sine dage alene og bitter på den verden, der omgav ham. Jeg kan se meget af min far i mig selv. I dag er jeg 37 år, gift og har to smukke børn, men facaden krakelerer konstant, og jeg har til tider meget svært ved af holde livet ud. Jeg bliver meget vred, truende, råbende og ødelæggende for mig selv og min familie. Da jeg var yngre tyede jeg nok mere til alkohol og selvsestruktion. For jeg hadede mig selv, og er stadig ikke pjattet med hverken mit billede eller min person. Jeg begyndte at opsøge psykologer og hjælp, da jeg var 17-18 år, og når jeg skriver dette, går det op for mig, at jeg har levet med det her i mere end 20 år. Det er længe. Det er en kamp. Jeg får medicin. En antidepressiv og truxal til at slappe af på, hvis hovedet bliver for fyldt med tankemylder og angst. Jeg er træt, men kan ikke sove eller sover hele tiden. Jeg er bange. Udadtil er jeg åben. Jeg har det bedst, når jeg arbejder. Men kan ikke altid overskue det. Udadtil er jeg positiv og udadvendt. Jeg er populær på mit job tror jeg, men når jeg kommer hjem er jeg mest bare bange. Og træt. Jeg drikker ikke, spiser sundt, dyrker sport og prøver at gøre alt det rigtige for at få det bedre, men kampen synes ofte tabt. Jeg er bange for at miste min familie. Hvorfor holder de mig ud? Min vrede. Min indebrændthed og mine ture. Forleden skrev jeg nedenstående. Ikke sundt men sandt. I morgen går turen sgu til lægen igen. Håber han kan hjælpe, men tror ikke meget på det. Har prøvet så meget og det er som om turene bliver værre og værre. Tungere og tungere.
Tomhed
I dag har jeg lyst til at tage livet af mig selv. Lyst er måske et forkert ord, da jeg ikke har lyst til noget. Og så alligevel har jeg jo lyst til at sove. Melde mig ud af denne verden og bare få fred. Jeg drikker en kop kaffe. Sidder i en stol. Kaffen har jeg da lavet og stolen har jeg da sat mig i, men ellers foretager jeg mig intet. Jeg er bange for verden, og hader mig selv for at være det. Hader mig selv for at være en dårlig far, en dårlig mand og en dårlig ansat. Jeg tager ikke livet af mig selv, da angsten for døden er større en alt andet, men mine tanker handler om måder hvorpå livet hurtigt kan slutte. At skyde sig en kugle for panden eller hænge sig i et træ. Nogen vil nok savne mig, men livet går jo videre. Men som sagt så gør jeg det ikke. Det er en forkert og fej handling, men desværre også en forståelig handling. Jeg er en dårlig far og en dårlig mand, og jeg kan på ingen måde forlige mig med arbejdsmarkedet. Jeg går fra job til job uden den store succes, og det kan jeg bare ikke holde til. Om lidt er jeg arbejdsløs igen, og så sidder man der på stolen igen og skal høre på råd fra personer, der ofte ikke aner, hvad fanden de snakker om. Fremtiden er sort. Fremtiden er uoverskuelig. Og når jeg som far har det sådan, hvordan har mine børn det ikke? Jeg elsker mine børn, men jeg skræmmer dem. De har en fantastisk mor, og det gør mig både ked og glad. Hun er det, jeg ikke er. På den måde er hun både god ved ungerne, men hun understreger også min forbandede uduelighed. Jeg orker ikke mere. Jeg kan ikke mere. Jeg plejer at få det bedre, men det går op og ned og ned og op. Hovedet fyldes af medicin, men det hjælper ikke. Op og ned. Op og fucking ned. Var der bare en forklaring. En løsning, der kunne regnes ud. Noget konkret jeg kunne gøre, så ville jeg jo gøre det. Jeg er gået fra psykolog til psykolog og fra medicin til medicin, men intet hjælper. Det bliver værre. Og ingen kan jeg dele det med. Folk bliver bange og tager afstand. Det er så forbandet svært at forstå, og nu gemmes dette lille bitte stykke skrift også væk. Væk så ingen kan se det. Fortrængning eller bare hul i hovedet. Jeg hader det. Hader hader hader. Så tæt på at blive en bitter mand. Så tæt på at blive vred og urimelig. Så tæt på døden og alligevel så langt fra.