Igen
Skrevet af
Anonym
Jeg har nok været deprimeret (men ikke haft depression) siden jeg var teenager.
Depressionen viste første gang sit stygge ansigt ca. et halvt år efter jeg mistede min far. Han døde d. 01-01-2007 kl 03.20, hvad der helt præcist slog ham ihjel ved jeg ikke, men han havde en blodprop i det ene ben, koldbrand i en fod, et blødende mavesår, lungebetændelse og lungekræft. Så det er vel ikke underligt hans krop sagde stop.
Nå men i hvert fald så forholdte jeg mig ikke ordentlig til mine følelser i forbindelse med hans død, der var jo en masse praktiske ting at tage sig til.
Jeg var slet ikke klar over at min far var kilden til alt mit selvværd og at han gav mig den selvtilid der gjorde mig istand til at fungere som et "normalt" menneske. Og da det gik op for mig startede jeg med medicin og psykolog. Jeg havde på det tidspunkt udviklet en svær depression, næsten uden selv at opdage det. jeg har fra barn af nemlig altid været god til at tilpasse mig og åbenbart været alt for god til at fortrænge det negative.
Men jeg for med min psykologs hjælp kæmpet mig ud på den anden side og det var enormt dejligt at være ude i lyset.....så længe det varede.
For ja nu sidder jeg så her med en svær depression igen og jeg tror denne her gang er være for jeg kan nemlig ikke finde overskuddet frem til bede om/ kræve den hjælp jeg ved jeg har brug for.
Jeg har været startet i medicin og med psykolog og jeg nåede lige at ånde lettet op over at jeg nu vidste at jeg kunne komme ud i lystet igen men så skete der så mange ting oven i hinanden/ efter hinanden....og jeg er nu havnet i en for mig håbløs situation...
Det er lidt af min historie, men jeg håber så sandelig ikke den slutter her, jeg vil ud i lystet igen, ved bare ikke hvordan.