hvis det en dag bli'r bedre...
Skrevet af
solskinsdag
Jeg sidder i dag i systemet, som jeg aldrig troede jeg skulle opleve.
Men selv de stærkeste kan have nedbrudte led...
Min barndom var præget af fattigdom, håbløshed, uro og angst.
Ind imellem var der osse glæde over for naturen, glæde for bedsteforældrene og glæden over at jeg fik lov at gå til ridning i mange år.
Idag er jeg 37 år. Min far døde for 16 år siden. Mor har altid været meget ligeglad med sig selv og osse underkuet. Jeg føler mig stadig mere voksen end hun virker i mine øjne.
Jeg var udsat for incest som 16-årig af min storebror. Min mors besked, den nat jeg råbte om hjælp, var : "Du siger ikke noget til far. du må hellere få sovet..." Hvor har jeg hadet hende for det grove svigt ! Først da jeg som 18-årig arbejdede som ung pige i huset, hos en mægtig dejlig og meget anderledes familie end min egen, fik jeg åbnet op for situationen og fik straks psykologhjælp !
Jeg har idag tre børn og to forliste forhold. Jeg blev sygemeldt for to år siden med en svær depression. Jeg har lavt selvværd. Og tænker mange negative tanker. Det er svært at få øje på hvad jeg skal gøre i denne uretfærdige verden. Jeg er sur på børnene og mig selv. Jeg orker ikke at dyrke mit ellers elskede tennis. Jeg orker ikke at holde pænt og orden. Jeg orker ikke at lægge planer for fremtiden. Hvad har jeg at sigte efter ? Jeg er idag på kontanthjælp. Pengene er små. Livsglæden endnu mindre...hvem hjælper i vores "velfærdsamfund" ?
Jeg har uddannelse men arbejder idag med noget helt andet. Og kun på få timeantal i virksomhedspraktik-perioden. For min krop er i grov ubalance. Hvem støtter mig i ryggen ? Hvem kan få mig til at tro på at jeg er noget værd ? At jeg er en god nok mor ? At jeg klarer mig fint, med en nedsat hukommelses-funktion. At jeg må bære over med mig selv. At jeg må acceptere min tilstand og min situation...Det er uoverskueligt og virker håbløst!