der er håb!
Skrevet af
fededorit
jeg husker stadig den dag jeg første gang opdagede for alvor at noget var galt. jeg var på vej på job, et job jeg elskede, solen skinnede fra en skyfri himmel og jeg skulle som så mange andre gange med bussen. PLUDSELIG kunne jeg bare ikke få luft og jeg svedte tran. jeg trykkede fabrilsk på stopknappen og kunne mærke tårende presse på. jeg ringede i et busskur og meldte mig syg mens jeg græd og græd. det blev starten på næsten 10 års marridt med skiftevis depresioner og social angst. et psykiatri helvede med psykologer, psykiatrikere , piller,arbejdesprøvninger, revilideringer osv. diagnosen kom ca halvvejs. du slipper aldrig af med det og skal tage piller resten af dit liv!!!
en dag tilsmilte lykken mig alligevel. jeg fik et flexjob som jeg elsker. både tid og sted er tilpsset mig og jeg er så småt ved at få et liv igen. de fleste venner er væk men så må jeg tvinge mig selv ud på kreative måder og det er faktisk godt for mig. jeg er ikke rask men takket være en god psykriatriker og læge har jeg lært at tackle det (så godt man nu kan)