Prøver at finde ud af hvor det gik galt..
Skrevet af
Sadness
Min barndom var fantastisk. Jge har aldrig manglet noget. Mine forældre var omsorgsfulde og kærlige. Da jeg var 13 startede jeg med at cutte. Kan ikke huske hvad der startede det. Jge havde en sød kæreste (dog en der havde svært ved at sige han elskede mig – måske var det derfor?), kærlige forældre og boede et fantastisk sted. Jeg skjulte mine ar og sår – de få gange jeg bad om hjælp, fik jeg ingen. Der blev lovet en hel masse, men intet blev ført ud i livet.
Mine forældre blev skilt da jeg var 16. Min mor var utro. Det var meget hårdt for mig, og cuttingen tog til. Jeg tænkte på selvmord. Alt blev pludselig for meget for mig. Min søster og jeg boede hos min far i starten, men da han aldrig havde bidraget med noget husholdning, blev jeg stort set mor. Vaskede tøj, lavede mad, gjorde rent osv.
Jeg kontaktede kommunen og krævede at få psykologhjælp hos PPR. Var der fire gange, før jeg gav op. Det sidste jeg hørte fra min psykolog var: ”Du er vist nok psykolog nok i dig selv… Jeg kan ikke hjælpe dig.”. Jeg forsøgte igen, kontaktede min læge og bad om hjælp. Jeg blev sendt hen til et værested, til en samtale – jeg ved ikke hvorfor, man skulle være 21 for at kunne få hjælp derfra. Jeg blev henvist til Glostrup Psykiatrisk Afdeling. Heller ikke de kunne hjælpe mig. Blev henvist til noget i Ballerup med henblik på undersøgelser. Hørte aldrig noget fra dem, før et år senere da et brev kom. Der stod noget ala. ”Vi betragter din udeblivelse som at du er i bedring”.
På det tidspunkt var jeg 17 og havde det nogenlunde, så jeg gjorde ikke mere ved det. Jeg stoppede med at cutte, og har ikke gjort det siden. Det kræver meget viljestyrke.
Da jeg blev 18 skulle jeg fejres. Min veninde og jeg tog i byen og jeg mødte Jesper. Vi blev kærester og alt virkede fantastisk. Et år senere flyttede vi sammen. Og så brød helvede løs. Jeg genkender ikke længere den mand jeg blev forelsket i. Hvor er han, jeg vil have ham tilbage..
Vi diskuterer meget, og nogle gange er det så slemt at der bliver smidt med ting og vi gør hinanden fortræd. Hvorfor skal det være sådan? Hvordan kan det være at han ikke kan indse sine egne fejl? Hvorfor er det altid mig der skal ofre mig?..
Han har så mange idéer om hvordan livet skal være, men hans idéer gælder kun hvis de kommer ham til gode.. Den der er mest hjemme, skal lave mest praktisk arbejde (støvsuge, vaske tøj, gøre rent osv.). Før var det mig der var hjemme og jeg knoklede. Nu er det ham, men jeg synes stadig jeg knokler ligeså meget. Hvis han ikke mener at jeg gør det godt nok, skælder han ud. Så hver dag kommer jeg hjem og finder på ting jeg kan gøre for at gøre ham tilfreds.. Og det tager livet af mig.
Hvorfor bliver jeg? – Fordi jeg ønsker at være sammen med den dejlige mand jeg forelskede mig i. Jeg ved han er derinde et sted – Nogle gange slipper der brudstykker ud.
Men jeg kan ikke blive ved. Han må have hjælp, men han vil ikke..