From nothing to even less
Skrevet af
phoenix
Hvor starter man sin historie henne?
I 1996 flyttede min far og jeg til Danmark, grundet hans frygt for kriminalitet og des lige. Han var lige blevet skudt et år forinden og havde været døden nær. I Afrika efterlod jeg det liv jeg kendte, min mor og søskende, min farmor og farfar og min elskede barnepige der havde båret jeg gennem livet. Et nyt liv ventede mig, jeg lærte et nyt begreb, mobning. Jeg var den fede pige fra afrika der ikke kunne dansk. Og hvordan kunne man være hvid når man kom derfra? Jeg opgav at forklare og kæmpe imod, jeg var bare hende den fede fra afrika.
Så mødte jeg en veninde, jeg var 13, hun havde hash og øl. Det havde en lammende virkning, alle de følelser der fløj rundt i en uendelig spiral af smerte og sorg og tvivl og forvirring, stoppede. Alt stod stille. Kort efter det flyttede vi til Jylland. Her skulle alt være meget bedre, husene var billigere, der var bedre jobs og folk var mere åbne. Well, folk var i hvert fald mere åbne, og jeg blev ikke længere mobbet. Men flytningen, og den ligegyldighed jeg blev vist af manden der skulle passe på mig, havde smadret mig indvendigt. Jeg mistede interessen for alt, jeg lukkede mig inde og gemte mig mere og mere. Så kørte skolebussen galt, jeg gik helt ned med flaget, men ingen så det. Igen blev hashen blev interessant.
Nogen år gik, og jeg flyttede hjemmefra, jeg troede alt ville blive bedre. Men det gjorde det ikke, det mylder af tanker jeg havde fulgte mig. Jeg følte ikke var jeg var noget værd, alle andre kom før mig. Min mening havde ingen betydning. Jeg tågede igennem livet med en tro på, at det da måtte blive bedre på et tidspunkt. Men jeg blev bare mere selvdestruktiv, og for at have det sjovt, tyede jeg til amfetamin. Jeg oplevede det samme som med hash, jeg kunne bare slukke og lukke ned. Bare være. Indtil den aften, hvor det ikke var amfetamin jeg havde fået, men derimod methamfetamin, hvilket er væsentlig stærkere, og ikke bør indtages på den måde jeg gjorde.
Det var mit wakeup call - jeg lå på hjertemedicinsk i 3 dage, alene.
De sidste 2 års tid havde jeg gået til 4 forskellige psykologer, men først da jeg fandt Merete Møllevang, fandt jeg en der forstod at hjælpe mig. Jeg fandt en som jeg følte forstod mig og lyttede til mig, og som jeg kunne arbejde aktivt med.
Af den overdosis, har jeg fået angst. Svær angst. Den styres i nogen grad af venlafaxin, men min depression kan jeg ikke slippe ud af. Den hænger fast i mig som en energi-sugende tæge der bare nægter at give slip. Men jeg kan leve med det, fordi jeg lever.