Det som ingens ser
Skrevet af
sorø
Jeg går under betegnelsen ung mor. Den, i mine øjne ikke så flatterende titel...
Min kæreste og jeg fik for knap to år siden vores dejlige ønskebarn og vi var henholdsvis 21 og 20 år gamle. Vi havde i lang tid forberedt os på rollen som forældre, læst i diverse bøger, deltaget i kurser for kommende forældre, og i det hele taget forberedt os rigtig godt. Vi glædede os, og kunne næsten ikke holde ventetiden ud.
Januar 2010 kom vores lille dreng til verden, og hele mit livsperspektiv og omdrejningspunkt ændrede sig fuldstændigt.
Som så mange nybagte førstegangsforældre nok kan skrive under på, forandrer hele ens verden sig det sekund man sidder med sit nyfødte barn i armene, og for de fleste er det et helt vidunderligt øjeblik.
På samme måde ændrede hele min verden sig, men i stedet for lykke, blev jeg grebet af en enorm angst og sorg. Det er en svær proces at beskrive, og jeg tror i virkeligheden ikke der findes ord for de følelser man sidder med som nybagt forælder, og egentlig ikke synes at det man ønskede sig så brændende, er så fantastisk igen.
Fra det øjeblik han blev født havde jeg en "skæv" fornemmelse i kroppen, og en følelse af, at jeg ikke kunne trøste mit eget barn, og give ham det han har brug for, for at overleve.
Føelesen blev voldsommere og voldsommere som tiden gik. Men ikke desto mindre blev vi sendt hjem fra hospitalet med en note om, at vores lille ny familie så helt naturlig og velfungerende ud. Ingen fattede mistanke om noget. Egentlig heller ikke mig selv, da jeg var så rundt på gulvet over alle disse følelser, både negative og gode. Jeg gik i lang tid i et virvar af undren, skyld, pligt og angst.
Vores sundhedsplejerske kom som rutinen kræver det på besøg et par gange, og jeg udtrykkede noget af min bekymring over for hende. Vi havde fået et barn med kolik, og denne kendsgerning gjorde ikke mine depressive tanker mindre. Det var en enorm stressfaktor.
Ydermere forsikrede hun mig om, at det hele var ganske normalt, at vi bare skulle slappe af i rollen og at vores barn var som alle andres. Hun kunne dog heller ikke selv få succes med at lægge ham til at sove, eller få ham til at holde op med at skrige.
Hun skrev ligeledes i sine noter, at vi var en velfungerende god familie.
Vi gik efterfølgende til vores læge med vores bekymring om vors lille ny guldklump, og for at fortælle ham om de negative tanker jeg havde om hele situationen.
Han sagde direkte til os, at vores søns reaktioner helt sikkert var på grund af vores egne frustrationer, og fordi vi var unge og usikre forældre. Alt var helt normalt, og han skrigen ville automatisk holde op om et par måneder!
Tak for kaffe siger jeg bare! En ekstra omgang salt i det i forvejen meget åbne og skrøbelige sår!
Tiden gik, og mine depressive tanker blev værre. Lægen havde på sin vis ret, vores barn holdte op med at skrige nogle måneder efter, men på det tidspunkt havde mit selvværd og mine følelser taget et alvorligt dyk nedad!
Da vores søn var 1 år skar jeg i mig selv, fik konstateret en moderat/svær spiseforstyrrelse, og endte med at flygte fra min søn og min mand. Være min mand utro, og kaste alt hvad jeg havde i mit liv, på gulvet.
Jeg følte mig så klaustofobisk og dårlig, at jeg bare måtte væk.
Det har resulteret i svære skår i mit forhold til barnets far, og en del skår i det mor/barn forhold vi gerne skulle have haft.
Jeg er nu i bedring via medicin og intend psykologisk behandling, men nogle dage føles vejen meget lang endnu.
Jeg er tilbage der hvor jeg hører hjemme, hos min mand oh barn, og jeg har absolut fået et meget bedre forhold til min dejlige lille søn.
Dette er et opråb, og et lysende klart eksempel på hvor galt det kan gå hvis ikke der bliver handlet i tide.
Jeg ønsker for ingen mennesker at have det på en sådan måde som jeg har haft det.
Og det er også et opråb til de mange forældre derude der sidder med samme følelser som mig, i at holde fast i deres bekymring, og turde stå op imod autoriteterne. Lægerne er alt for dårlige til at lytte, og det kan få fatale konsekvenser.