Svært igennem mange år - nu endelig på vej op:)
Skrevet af
LeneRohde
Jeg har besluttet mig for at fortælle min historie til alle jer som jeg ikke kender (endnu), som et håb om at det kan hjælpe mig og måske også andre.
Jeg er en pige på 26 år, som i dag bor sammen med min kæreste gennem snart 7 år på Sydfyn.
Jeg vil tro at min historie omkring min sygdom begynder i teenage-årene. Jeg kan specifikt huske at jeg i sommerferien mellem 7.- og 8. klasse i folkeskolen begyndte at tage på og da jeg samtidig blev blandet med elever fra andre skoler, begyndte jeg at melde mig ud af alt det sociale. Jeg var nu blevet overvægtig og det blandet med min nedsatte selvtillid, gjorde at jeg ikke blev taget med i fællesskabet og også mobbet mere eller mindre direkte. Derfor tror jeg at jeg i de år har udviklet en ubevidst uvilje overfor mennesker fordi jeg tror de vil gøre mig fortræd og såre mig (som mobberne gjorde).
Jeg gennemførte gymnasiet efter 9. klasse, men jeg var ikke med i ret meget socialt, selvom klassen jeg var i, faktisk var rigtig god.
Da jeg flyttede hjemmefra efter gymnasiet (i 2005), begyndte jeg samtidig på at tage den 1-årige HHX som det dengang hed, og mødte min nuværende kæreste, som jeg senere flyttede sammen med. I løbet af det år, fik jeg også en god veninde, som jeg festede med osv., men som jeg kan se det i dag, var det næsten altid på hendes initiativ, fordi jeg selv stadig var for usikker til at stole på mennesker.
Jeg flyttede sammen med min kæreste efter skolegangen til en by længere væk fra min familie end godt var (tror jeg i dag).
Her begyndte mine problemer at skinne igennem tror jeg den dag i dag.
Jeg fik et vikariat i en børnehave og mødte også op regelmæsssigt, men i mellemtiden døde min mormor pludseligt og derefter havde jeg lidt fravær. Jeg mindes ikke at jeg begyndte at melde mig syg uden at jeg var det, i den tid jeg arbejdede i børnehaven (hvilket var 3 måneder), men herefter kunne jeg ikke holde et arbejde. Jeg har meldt mig syg, været ked af det, buret mig inde og ignoreret veninden fra tidligere og min familie. Fra 2007 flyttede min kæreste og jeg tilbage til byen vi bor i nu, som er tættere på familien. Jeg fik med nød og næppe gennemført en kontoruddannelse men med en sygemelding til sidst, og jeg vidste stadig ikke hvad der var galt med mig. Jeg havde simpelthen ikke lyst til at komme ud af sengen om morgenen og var ked af det konstant.
Det skal også siges at jeg i mellemtiden havde forsøgt at bede min daværende læge om hjælp. Jeg var begyndt på en uddannelse men kunne ikke komme af sted og ville søge orlov (i mangel af bedre og uden at vide hvad jeg ellers skulle gøre). Han fortalte mig at jeg skulle tage mig sammen og komme af sted. Dette hjalp ikke en døjt!
Tilbage til 2009 og min færdiggjorte kontoruddannelse. Jeg var sygemeldt med forskellige antidepression i 3-4 måneder indtil jeg ved et tilfælde kom i behandling hos en psykiater i byen. Jeg vidste ikke bedre, så jeg begyndte på en masse medicin, som kort og godt ikke har hjulpet mig videre den dag i dag, og derfor stoppede jeg med det i februar i år efter næsten 2 år uden fremgang!
Jeg har i alle disse år fået at vide at det nok var en god ide at kontakte en psykolog, når jeg har meldt mig lige rigeligt syg på mine forskellige jobs, men har aldrig taget det rigtigt alvorligt, fordi jeg ikke mente det var et problem og gerne ville løse det selv.
MEN i februar 2011 begyndte jeg i terapi hos en psykolog i Odense og jeg har aldrig fortrudt!
Jeg er gået ned til at få 225g Venlafaxin og Mirtazapin til natten.
I løbet af sommeren er der sket en forandring og det er ligesom om jeg har set lyset! Alt er forandret og jeg er glad som jeg ikke har været det i MANGE år. Jeg ved ikke hvad der har gjort det, men jeg tror og håber det er psykologhjælpen. Han har hjulpet mig SÅ meget og været med til at hjælpe mig op igen.
Jeg er rigtig glad for at endelig at kunne være lykkelig over de ting i livet jeg har at være lykkelig for.
Lige nu arbejder jeg med mindfullness og på at leve mere i nuet, så jeg kan hjælpe mig selv godt videre når jeg er ked af det.
Jeg håber, der er nogen der får et eller andet ud af at læse min lidt lange historie. :)