Orker snart ikke mere..
Skrevet af
Perfection
Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte.. Jeg har lidt af depression/depressioner siden jeg var omkring 15 år gammel, jeg er idag 22. Jeg aner ikke rigtig om det har været enkelte depressioner eller det er kronisk eller hvad det er der sker, men jeg har ikke et godt liv. Jo jeg har min kæreste, vi bor sammen, har kat osv osv. har også en dejlig mor og familie, men jeg fungerer bare ikke..! Jeg har forsøgt at tage uddannelse, men kan simpelthen ikke, det kikser altid for mig, selvom jeg altid har været forholdsvis god i skolen, så det burde ikke være det faglige, selvom jeg jo netop så begynder at tænke at jeg nok bare er dum også. Men lige nu laver jeg intet, får kontanthjælp og starter i behandling for personlighedsforstyrrelse, som de mener at jeg nok også har, jeg aner virkelig intet, for er det depression eller personlighedsforstyrrelse, eller begge dele? Eller er jeg bare doven, og egentlig inderst inde bare glad for at kunne få lov at dovne den af, selvom jeg egentlig havde større planer for mit liv ? Jeg aner det ikke..?:S - Jeg føler ikke det er dette liv jeg skal leve, men hvorfor bliver jeg så ved med at leve det? jeg føler mig som en taber og havde drømme om at blive en vinder, men mon det nogensinde sker ? - Jeg troede jeg var noget specielt (på den gode måde)- men er åbenbart kun på den negative, jeg må jo nok snart til at indse at jeg aldrig bliver til noget :S Jeg er også alt for "chicken" til at gøre noget ved mine tanker- jeg orker jo netop ikke at leve hvis mit liv skal være sådan, men tør jeg gøre noget ved det.. nej, jeg er åbenbart sådan en person der altid lige tænker logisk over tingene, og det gør jo netop at jeg ikke får gjort noget overilet, desværre.. Derfor må jeg blive ved med at leve med det liv jeg aldrig ønskede mig :( Aner heller ikke om jeg burde skrive dette under: Min Historie. Men måtte simpelthen bare ud med nogle ting.. Jeg tager citalopram, og har gjort over flere gange i perioder op til 1-2 år, og jeg aner virkelig ikke om det virker.. jo det virker på den måde at jeg ikke ligger hjemme på min mors sofa og tuder og sover konstant, men om det hjælper på mit liv, nej det synes jeg ikke, føler mig stadig "forkert" selvom jeg har været helt oppe på 60 mg. om dagen. Jeg er nu selv trappet lidt ud, selvom jeg er blevet farådet det, da jeg også skal starte i ny behandling for personlighedsforstyrrelse, men det er virkelig ikke med vilje at jeg har trappet ud, jeg kan ikke tage mig sammen til særlig meget og har en hukommelse som en si, dvs. normale rutineting som tandbørstning, tage piller, fjerne make-up osv. orker jeg ikke, eller glemmer jeg. Det er som om at jeg snart ikke gider at prøve mere, føler mig opbrugt, og føler ikke det nytter noget mere. Jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre, skal jeg bare erkende at jeg aldrig får opfyldt mine drømme, at det altid er mig det skal gå galt for eller hvad ? Orker virkelig snart ikke at prøve mere, men hvad andet valg har jeg, når jeg er alt for kujon til at tage mit liv ?- Vil jo også gerne leve, bare ikke dette liv!?