17 år og på lykkepiller
Skrevet af
Sjose
Jeg har i lang tid gået rundt med en følelse af ensomhed, jeg høre ikke til nogen steder. Det kan godt være jeg i de fleste timer i døgnet at jeg er omgivet af en stor klasse, og derfor også en god vennekreds, men jeg følte mig tom og ensom. Jeg har siden jeg startet i 1.g haft svært ved at skulle lytte efter og være så mange mennesker på same tid. Jeg vidste ikke hvad der var galt, jeg havde orkede slet ikke at skulle stå op mere. Jeg havde mistede lysten og glæden ved livet. Alt hvad jeg var, den glad pige der havde mod på livet var ved at knække - Der var revner i facaden. Eftersom at mange i min klasse var stresset og trætte ligesom jeg, troede jeg at det var en helt normal adfærd, men så alligevel ikke; De kunne komme ud af døren og var glade og kunne joke med hinanden, for mig var det en succes hvis jeg bare kunne komme ned og børste tænder - og detvar ikke fordi jeg manglede selv ironi, men jeg tog det bare meget mere personligt. I starten af 2.g havde jeg pludselig meget mere lyst, men det varede ikke længe før hele min verden gik i stykker og jeg igen var tilbage i det samme mønster. Jeg grad hele tiden. Jeg husker at jeg lukkede mig ude på skolens toiletter, som altså ikke var det lækreste sted at være, med der kunne jeg sidde i hele og halve timer - for jeg kunne ikke holde det inde, tårene løb ned af mine kinder. Jeg husker også det var svært for mig at foreklare hvorfor der var jeg var ked af det. Selvom mine rigtig søde klassekammerater kunne se at jeg var ked af det, pog de spurgte hvad der var galt - kunne jeg ikke svare på det, også selvom jeg virkelig gerne ville. For jeg ville også gerne selv vide det. Mit fravær begyndte og stige, selvom jeg kom til samtaler og Vice inspektøren spurgte hvorfor jeg havde så meget fravær, kunne jeg virkelig ikke svare på det. Jeg håbede hun kunne se igen mit smil, se at inde bag det smil sad en pige der var ved at knække sammen. Der hjemme fik jeg stort set ingen støtte, fordi jeg også lid at D-vitamin mangel og min mor brugte det hele tiden som undskyldning, men jeg kunne mærke der var mere en det. Jeg ringede derfor til min læge og fortalte ham min situation, han gav mig en tid og jeg fortalte det til min mor - hun tog derfor med fordi hun stadig var sikker på at det bar var de vitaminer. Under hele samtalen med min læge var min mor helt stille, man kunne se hun var ked af det, og jeg følte at hun havde svigtet mig, jeg følte at jeg havde været ude hvor jeg ikke kunne svømme, og jeg havde råbt om hjælp, men at min mor så bare havde prøvet på at drukne mig endnu mere en jeg allerede var ved at gøre. Da vi kom ud derfra, begyndte jeg at tænke på hvor pinligt det var, jeg er 17 år jeg burde ikke have så mange bekymringer at jeg skulle kunne få en depression af det. Hvad skulle jeg sige til mine venner og ikke mindst min kæreste. Jeg havde slet ikke overskud til noget som helst, og da jeg tog mig sammen til at fortælle det til min kæreste, følte jeg ikke han respektrede at jeg ikke havde overskud til noget. Han sendte mig hele tiden stress sms'er om at; Jeg havde en aftale med ham, og jeg havde bare at stå der klokken dut, men de sms'er gjorde bare at jeg glemte alt andet jeg skulle. og jeg fokrusrede kun på at komme ud af døren for at mødes med ham det resulterede kun stress og en mere ked af det Josephine.
Jeg har nu været på medicinen en måneds tid.