Så meget på hjerte, men ingen ord
Skrevet af
LukkedeØjne
Der er så mange tanker, så meget rod og så meget kaos, men så få ord at bruge.
Jeg har gentagende gange grædt mig selv i søvn, skreget, kastet med ting, slået mig selv og skåret i min arm. Men aldrig har jeg skåret dybt nok til at efterlade livslange ar. Mine ar på sjælden er dybe nok.
Jeg føler at mine medmennesker er fyldt med tomme ord, de lover og lover, pleaser og pleaser, men jeg møder aldrig den gennemgående omsorg og nærhed, som de siger. Jeg væmmes ved mig selv at jeg gentagende gange, tror hvad de siger og åbner op for mit krakelerede indre, for dernæst at opleve at mine ord bliver afløst af grin og udenom snak.
Spørg ind til mig, fordi du mener det og fordi du reelt gerne vil bruge de timer på at høre hvordan jeg har det, brug ikke venligheds frasen "hvordan går det" eller "hvordan har du det". Spørg fordi du mener det..
Jeg er bare træt af det hele og vil have fred, ikke dø, men bare have fred.