Som altid og alligevel så nyt
Skrevet af
LukkedeØjne
Jeg sidder med kvalme og tårer i mine øjne
det gør mig så ked af det at tænke på at jeg bør tie stille.
jeg føler ikke at i respekterer mig for de ord jeg har på hjerte.
er det bedre at jeg bare holder det hele for mig selv?
hvorfor skal det hele være så kunstigt, mellem andre og mig.
det smerter i mit indre at tænke på at mit liv smuldre mellem mine fingre.
livet kører på højtryk forbi mig, og jeg står tilbage og ser mod bunden.
mine skuldre er ømme, triste øjne og mine skridt er tunge og sløve.
jeg føler jeg har så meget at give, men ingen til at modtage.
så lille
så lille
der dømmes, der undervurderes, der ses den anden vej.
jeg trækker mig tilbage og kæmper i stilhed.
som sædvanlig.