Den ulykkelige studerende
Skrevet af
Ayse
Hej alle bruger herinde på depnet!
Jeg er en muslimsk studerende pige på 19 år, min depression startet da jeg var omkring 15 år, det var meget slemt de første to år, men da jeg blev 18 fik jeg det lidt bedre. Jeg vil nu fortælle min historie om mit liv, som jeg ikke har nævnt til nogen.
Min mor og far er skilt jeg bor sammen med min far, han er ikke gift eller har hverken en kæreste. Det har dog ikke gået særlig godt mellem mig og min far, vi har aldrig kunne enes, men det har været værst her den seneste år.
Jeg har altid været en glad pige, der godt kan lide at hygge mig med mine venner, hvor vi fx tager i byen, men da jeg er muslim, ser min far ikke særlig lyst på dette. I følge vores religion må man ikke sådan noget, derfor har der været tit hvor jeg måtte lyve for ham, hvor jeg måske har sagt jeg skal i til en veninde og sove hos hende, også har jeg været ude i byen i stedet for. Følte det var meget forkert i starten, men jeg kunne ikke lade være, nu er det som om det er blevet en vane at lyve overfor ham.
Det værste kommer nok nu, en fredag da jeg var i byen, var nogle fra mit deltids job også i byen, det var hyggeligt at feste med kollegaerne, da man ikke gør det tit. jeg snakker rigtig godt med en af mine kollegaer, som jeg kalder xx herinde, vi hyggede hele den aften og fik snakkede om en masse ting. Vi glemte alt om de andre vi var i byen med, og det var som om det kun var ham og jeg den aften, ingen skulle blande sig.
Efter lidt stykke tid, kyssede vi og det var bestemt ikke meningen! Det var mig der lagde op til det, men jeg var ikke særlig klar over hvorfor jeg egentlig gjorder det? Men må indrømme efter det kys, ville jeg ikke give slip på ham den aften. Efter han havde kysset, fortalte han mig bl.a. at han altid synes jeg har været en dejlig pige, og han tit har tænkt over at have et forhold med mig. Disse ting gjorder mig helt mundlam, for det havde jeg ikke lige regnet med at hører, men udover dette gjorder det mig også rigtig glad. Må nok lige understrege vi var begge fulde den aften.
Jeg fortalte ham at det ikke ville gå pga. min religion, og det ville blive et stort problem. Han kunne ikke helt forstå det, men accepterede det til sidst.
Da vi skulle se hinanden på arbejdet igen, var jeg meget nervøs, og det var som om jeg kunne høre mit eget hjertesalg, jeg havde aldrig følt det på den måde før, følelsen gjorder mig både glad og irriteret. Han kom og spurgte mig om vi ikke skulle snakke tingene igennem, den var jeg så med på så efter arbejdet tog vi en lang snak ang. den aften! Han kom så ud med nogen tid jeg ikke lige havde forventet, han fortalte mig at der var nogle ting han ikke kunne huske fra den aften, jeg kom fortalte ham så at det var jeg ikke forberedt på, men han sagde han mente de ting han sagde, og udover det var det mig der snakkede, jeg fortalte ham alle de ting jeg så i ham den aften, og at jeg rigtig godt kunne lide ham, men vi blev enige om det var en hyggelig aften, og mere skulle der ikke lægges i det.
Efter samtalen har jeg gået rundt og været irriteret over en uge, det hele føltes som om jeg havde et kæmpe pres på mig, mit fokus og tanker var kun på et sted ham! Aldrig har jeg været så irriteret og ked af det for den sags skyld.
Jeg skrev en del med ham over Facebook, og vi kom faktisk frem til at han også havde det på samme måde, jeg følte mig fuldstændig fortabt. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, kunne ikke skubbe ham væk, for jeg var simpelthen så håbløs forelskede i denne fyr, og der var kun gengæld fra den anden side. Han pressede mig meget med om vi ikke kunne få det til at fungere, og talte ærlig med ham om det ikke ville lykkes, og at jeg bl.a. også var én type der ikke ville have sex før ægteskab, det kunne han så godt se som nogle problemer, men det var som om de betød intet.
Der er ca. gået 4 måneder, og intet har forandret sig siden, og jeg står her og aner ikke hvad jeg skal gøre ved det, for efter jeg fik de her følelser for ham, kom min depression tilbage, jeg føler mig hele tiden svag, og kan slet ikke smile mere.
Derudover har jeg kæmpe problemer med min far, han siger han ikke stoler på mig, og fortæller mig hele tiden jeg har ødelagt det hele for ham, det gør mig ondt at høre de ting, men jeg har mistet alt for min far, jeg kan ikke lide ham, og han bliver ved med at give mig pres, og slår hårdt ned hvis jeg vil et sted hen. Han har også sagt, han ikke vil have jeg har danske venner og skal droppe dem, der er en enorm pres fra hans side, og ville ønske jeg kunne flytte ud, kan ikke flytte til min mor, da hun bor meget langt væk, og det vil være et problem med skolen.
Jeg er nået til et punkt hvor jeg virkelig føler livet ikke er værd at leve mere, men kunne aldrig finde på at begå selvmord.