En lille bid af min historie..
Skrevet af
depjons
04.53
Måske lidt tidligt, men kunne bare ikke sove mere og har været vågen flere gange. Jeg droppede Truxal til natten i går og sådan bliver det frem over, Truxal kun når det er nødvendigt. Det er ikke sådan med alle de piller.
Jeg er blevet meget forkølet og har ondt i halsen, det er sku ikke så godt fordi jeg skulle være hos H i morgen og det tror jeg ikke bliver til noget. Jeg fryser og har sikkert noget feber. Jeg kan se at far er på også og han har heller ikke kunnet sove, den stakkels gamle mand. Jeg føler mig træt i hele skroget og uoplagt til K besøg senere. Det fremprovokerer også noget angst at K kommer her, jeg skal have snakket med hende om jeg ikke behøver at vide alt om hendes liv og vi skal snakke mere om min sygdom når vi er sammen. Jeg er Deprimeret og det er ikke blevet mindre her på det sidste, jeg ved bare ikke hvorfor. Jeg behøver heller ikke nogen grund til at være deprimeret, det er ju permanent sygdom hos mig og den svinger en smule, men ikke så meget at jeg føler mig rask på noget tidspunkt. Jeg har ikke noget håb om fremtiden, det bliver ikke anderledes og det må D lære at leve med, eller lade være. Jeg kan godt forstå hvis hun giver op på mig, men hun vil bare så gerne at jeg får det bedre.
Vi er løbet tør for brænde og jeg må hente noget senere i Brugsen, har taget et par piller til formålet så det skal nok gå når jeg når så langt.
Jeg sidder her i mørket og tænker på døden, om hvor længe en kronisk deprimeret/angst lever, hvis jeg ikke ordner det selv inden. Der er nogle dystre tanker jeg har for tiden.
Jeg kan huske min barndom og al den glæde jeg oplevede den gang, jeg levede i nuet og legede hele tiden nogle farlige lege det meste af tiden, jeg var en vildbasse lige fra starten og bliv hurtig afhænge af stoffer og alkohol i min ungdom som så forsatte i mange år, jeg prøvede at dulme min indre smerte og stemmer inde i mit hoved. Jeg havde flere indlæggelser som teenager, men der var ikke så meget at gøre, der var ikke noget der hjælp. jeg lavede ikke meget kriminelt og var for det meste i arbejde, men brugte altid mine penge på fest og stoffer.
Jeg var i et par forhold men forsatte mit vilde liv. Jeg mistede min store bror i en ulykke som jeg var skyld i og efter det begyndte mine depressioner at komme jævnligt og jeg dulmede smerten med hash og alkohol i mange år, indtil for tolv år siden hvor jeg lagde det på hylden og prøvede at føre et normalt liv i de kommende år med masser af motion og troede på fremtiden, men depressionen lurede altid under overfladen og da jeg stoppede motionen var det bare som om det hele kom tilbage, depressionen, angsten og stemmerne og jeg kom i behandling hos psykiatrien for fem år siden og nu er jeg førtidspensionist med støtte kontakt, og en fra psykiatrien, flere tiltag hver uge, men det er ikke noget der hjælper indtil videre. Jeg huler mig bare inde så vidt muligt og får ikke lavet noget fornuftigt.