At give slip og tilgive, at ønske at tro på det b
Skrevet af
betragteren
For omkring to år siden var jeg indlagt en uge på hospitalet til udrensning for forgiftning. Jeg havde taget piller, selvmordforsøg pga. depression. Det underlige er at jeg ikke ønskede at dø, jeg havde det bare ad helvede til indeni, følte mig som ingenting, intet værd. Hvorfor jeg så tog pillerne kan jeg den dag i dag ikke sige, var vel mest et nødråb, ikke planlagt. Jeg kunne bare ikke være i min krop længere og rumme mine tanker og følelser. Selv om det var et total tab af kontrol og styring, en form for utilregnelighed, totalt selvhad, kan jeg stadig tydeligt huske omstændighederne. Det var som at være uden for min krop og koldt observere mine handlinger, uden dog at være i stand til at trykke på stopknappen. Dog gik der ikke mere end kort tid før min selvopholdes drift tog over, jeg gik ned på badeværelset, stak en finger i halsen og brækkede mig, der kom en del op men ikke nok. Jeg havde det stadig så skidt følelsesmæssigt -fysisk kunne jeg ikke mærke noget, var vel lukket så meget ned at jeg havde svært ved at mærke min krop- at jeg ikke fil ringet efter hjælp. Jeg var flov, skammede mig og havde ikke lyst til at såre andre. Så skidt pyt med at jeg sårede mig selv og var godt og grundigt i gang med langsomt at slå mig selv ihjel. Følelser er det mest ulogiske i verden.
Næste morgen var jeg så klar at jeg kørte til læge og fortalte hvad jeg havde gjort. Han blev selvfølgelig bekymret og reagerede professionelt og fik arrangeret med sygehuset, at jeg blev indlagt. Jeg skulle dog selv køre til hospitalet. Pga. af forskellige misforståelser var der ingen reaktion, da jeg i receptionen sagde hvem jeg var, så kom til at vente sammen med alle mulige andre patienter man umiddelbart kunne se skaden på. Så jeg sad over en time og ventede, snakkede med de andre patienter og var under omstændighederne utroligt rolig og havde overskud nok til at få nogle af deres historier. Fik dog endelig nok og insisterede på at tale med en læge. Derefter gik det stærkt. Jeg fik forskelligt medicin der skulle modvirke giften og få mig til at brække mig. Derefter fik jeg drop på med modgift, det var jeg koblet til den næste uges tid. Det hele var egentlig ret surrealistisk. Jeg talte med forskellige læger, så de kunne få styr på de fysiske detaljer. Var helt rolig under alt dette. Jeg måtte hjælpe en udenlandsk læge med at stave, da han skrev journal. Synes dog det var ubehageligt, at de andre patienter på stuen var til stede under alt dette, selvom jeg fik en skærm. Men alt i alt var jeg rolig, og svarede under omstændighederne klart på det jeg blev spurgt om. Det var også professionelle distancerede læger og sygeplejersker – fremmede, jeg talte med. Selvfølgelig var jeg også i en form for chok. Den svære del var heller ikke overstået. Kontakten med mine pårørende
Mens alt det beskrevne stod på var jeg alene, der var ingen af mine nærmeste pårørende, der vidste hvad der foregik. Blev dog nødt til at tage kontakt, så da der var ro på og lægerne havde gjort deres første del, tog jeg mig sammen og sendte en besked til min daværende kæreste. Fortalte ikke hvad der var sket, blot at jeg var på hospitalet, og at jeg måtte tale med ham. Da ham kom, var jeg stadig så rolig og følelsesmæssigt lukket ned at samtalen foregik uden tårer, fra min side. Heller ikke fra hans side, han tog det pænt og opførte sig egentlig også distanceret. Ved dog at han var vred, såret og vel også uforstående, samt mange andre følelser. Det er klart og han måtte jo reagere, som han havde behov for, få at kunne klare situationen. Jeg kan egentlig ikke huske så meget af vores samtale, bare at det ikke føltes som at tale med et menneske der stod mig nær, og som jeg var følelsesmæssigt tryg ved. Mere endnu en professionel, som syntes jeg skulle behandle af og overlades til andre professionelle.
Min familie var klart det sværeste. Ringede til min mor, som selvfølgelig ret hurtigt var til stede på hospita-let. Det var svært at tale med hende og husker det, som en blanding af sorg, skam og flovhed men også lettelse ved at hun var der. I løbet af den uge jeg var indlagt, var min nærmeste familie og venner der alle for at se til mig. De var alle kede af det, sårede, vrede, bekymrede samt hvilke andre følelser, der nu gik igennem dem. Kan huske samtalerne og at jeg var glad for deres tilkendegivelse af at de ønskede at se mig glad og rask, men samtidig står det hele så distanceret for mig. Jeg havde på daværende tidspunkt ikke fået en ordentlig nats søvn, så længe at jeg ikke kunne huske hvordan det føltes og hvor lindrende og helende det er. Så jeg var af mange forskellige grunde ikke rigtig mig selv og set med tilbageblik, var det som at være der, men alligevel ikke rigtig være til stede.
Der var mens jeg var indlagt fokus på den rent fysiske helbredelse og de første 24 timer var temmelig kritiske, da forgiftningen var slem og tallene dårlige. Men der kom styr på det og blev taget godt hånd om mig rent medicinsk. Det var dog også rare mennesker, jeg lagde på stue med og selvom der ikke blev snakket så meget om det, kunne de jo ikke undgå at bemærke hvad der foregik. Vi tog os egentlig godt af hinanden, derudover var der også gode sygeplejersker som gav omsorg, der ikke blot var en del af deres job. Jeg vil aldrig se på det som en god oplevelse men under omstændighederne okay. Efter de første meget kritiske 24 timer kom der fremskridt i den medicinske behandling og efter yderligere 4 døgn kunne jeg tage hjem.
Hjem, hvor var det? Min ekskæreste havde besøgt mig på hospitalet og også sagt, jeg kunne komme hjem. Men det føltes bare ikke som noget hjem og jeg kunne slet ikke se mig selv bo der længere. Dog var forholdet også dødt. Havde egentlig været det længe. Det var dog ikke på grund af ulykkelig kærlighed, jeg tog piller. Jeg havde det bare virkeligt dårligt psykisk og havde også forsøgt at tale med ham om det, han prøvede vel også at hjælpe mig. Men jeg tror ikke, han virkelig forstod, hvor skidt jeg havde det, og jeg havde måske heller ikke meldt klart nok ud. Jeg havde dog sagt til ham, at jeg følte mig deprimeret. Jeg kunne begynde at græde pludselig, og trak mig mere og mere tilbage og ind i mig selv. Der var også fysiske tegn, da jeg en uge inden selvmords forøget havde selvskadet mig selv. Han vidste disse ting. Men i den periode jeg fik det dårlige og dårlige, trak han sig mere og mere følelsesmæssigt og fysisk væk fra mig. Indimellem virkede det som om han var flov over mig og skammede sig over mig. Han der i hvert fald ikke for mig, da jeg havde mest brug for en ven og menneskelig omsorg. Han var rent fysisk ikke til stede, det meste af tiden, den sidste periode af vores forhold. Følelsesmæssigt var han også blevet mere og mere kold. Han kunne skælde mig ud for ikke at opføre mig som en ordentlig værtinde over for hans venner eller ikke være social nok. Det hele var selvfølgelig også noget rod på flere planer og vores forhold fungerede ikke. Det skal dog lige siges, at jeg ikke synes, han er noget dårligt menneske, og han prøvede også på sin måde at hjælpe mig. Han løb vel bare sur. Derudover havde han altid prioriteret sine egne behov og følelser som det vigtigste. Man skal selvfølgelig også passe på sig selv og sætte sig selv først, for at kunne være noget for andre i det lange løb. Jeg er dog så naiv, at jeg synes der også må være et ”os” i et forhold.
Alt i alt har jeg det i dag sådan, at jeg ikke tror vi var sunde for hinanden. Forholdet var et underligt mix af gode ting men også lige fra begyndelsen skævt og vel ikke så jævnbyrdig. Jeg er i virkeligheden indimellem alt for sød og giver meget til andre og har en tendens til, at tage mere hensyn til dem jeg holder af end til mig selv både følelsesmæssigt og fysisk. Derudover er jeg ret selvkritisk og kan være temmelig hård ved mig selv. Jeg var en blanding af dårlig selvtillid og tro på mig selv, seksuel uskyld men også seksuel appetit og nysgerrighed, lysten til at leve men med tendens til indimellem at tænke tingene ihjel. Samt egentlig ret privat og ikke altid så god til at lukke folk ind, men til gengæld en total loyal, omsorgsfuld og god ven, når de først er lukket ind. Jeg er det der kaldes særlig sensitiv, hvilket gør jeg også ekstra behov for at skærme mig selv, da jeg ellers nemt kommer til at suge folk følelser og sindstilstande til mig som en svamp. Derudover kan jeg godt være lidt af en drømmer, er meget kreativ og totalt romantisk. Men også meget praktisk anlagt og trives bedst med orden. Han er levemand, glad for selskabelighed, god til at charmere andre og med et stort behov for at være midtpunkt og selviscenesætte sig selv. Rigtig god til af få ideer og sætte projekter i gang, men ikke så godt til at få fulgt op og tage det kedelige slid. Temmelig uorganiseret økonomisk og husligt, lidt af et rodehoved. Et yoyo menneske som hele tiden havde lyst til at gå i nye retninger, og ønskede at være med på tidens trend og tendenser, men alligevel forankret i sig selv. Satte sin egne behov i første række seksuelt, fysisk og følelsesmæssigt, samt når vi skulle foretage ting sammen. Men også med et ønske om at være en god ven og et godt menneske. Selvfølgelig er et dette meget forenklet og følelser og indbyrdes forhold er aldrig så enkle og firkantede. Det korte af det lange er at vi egentlig på mange måder var gode sammen, men også meget forskellige og indimellem gav vi hinanden meget dårlig energi og var negative for hinanden. Sidst men ikke mindst var vi ikke altid så gode til at få snakket om tingene, vores følelser, forventninger til -og behov i vores forhold.
Det vil sige vi snakkede, men lige fra starten af handlede det meget om hvad jeg burde gøre med mit liv og hvem jeg skulle være. Han rettede mit sprog, belærte mig meget, sagde engang til min bror at nu havde han lært mig at være kulturel og høre p1. Kritiserede mig ofte for ikke at være social nok efter selskabelighed med hans familie og venner, synes ikke jeg var selvstændig nok eller havde egne meninger. Dette stod på i små doser i vores hverdag, jeg tror ikke, engang han tænkte over det, eller gjorde i det i nogen ond mening. Jeg sagde hele ikke som sådan fra, det havde jo været sådan lige fra begyndelsen af vores forhold. Men hen ad vejen kom jeg til sidst til at føle mig endnu et af hans projekter, jeg skulle omstøbes. Et menneske som ikke var god nok og værd at elske for mig.
Jeg var hele vejen igennem det meste af tiden alt for høflig og hensynsfuld, jeg sagde ikke ofte nok, hvad jeg virkelig følte og mente om tingene til min eks kæreste. Begyndte jo også at tro der var noget galt med mig. Så endte med at holde tingene i mig selv og var ikke så god til at få det ud, ved at tale med min familie og venner om hvordan jeg virkelig havde det. Jeg er også et temmelig privat menneske, når det kommer til følelser og tanker.
Derudover var der på mit familiemæssige plan forskellige problemer, så der følte jeg, jeg skulle være stærk og ikke belaste med mine problemer. Jeg var i gang med at uddanne mig, blive faglært i det fag jeg havde arbejdet i siden jeg var 22. Så gik i skole og arbejde sideløbende. Jeg brugte også meget energi på at støtte min ekskæreste i hans projekter. Han var dog også god til støtte mig uddannelsesmæssigt. Derudover var jeg der også for venner og familie, når de havde behov. Sidst men ikke mindst, var der et par heste ude ved mine forældre. Dem syntes jeg ikke, jeg brugte tid nok på og havde egentlig konstant dårlig samvittighed over det. Nå ja, så var der også lige den klassiske kønslige fordeling om husarbejde og indkøb, hvilket vil sige jeg stod for 90 % af det. Jeg havde nok at se til og passede også mine ting. Egentligt må det have virket som om jeg havde det godt og havde styr på tingene, det havde jeg egentlig også, med de fleste ting og det meste af tiden. Fik 12 til min fagprøve. Var stolt og glad, med god grund. Fremtiden skulle erobres. Det hele var på overfladen, så godt og rigtigt.
Alligevel kom depressionen stille og roligt snigende. Jeg havde midt i mit ønske om at gøre tingene så godt som muligt- Jeg er omkring arbejde, skole og kreative projekter en smule perfektionistisk og meget detaljeorienteret, hvilket i rette sammenhæng og dosis er fint. Det kan bare godt tage overhånd, og jeg har svært ved at rose mig selv, og se at jeg egentligt gør tingene godt. -At være der for at støtte min familie, kæreste og venner. Samt i al den snak om fremtid og identitet som det meste af de samtaler, jeg havde med især min kæreste og hans familie drejede sig om. - Mistet mig selv. Min tro på egne evner, meninger, selvstændighed og hvem jeg skulle være og havde lyst til at være var efterhånden blevet så gennemtærsket og vendt og drejet at min selvtillid, selvfølelse og fornemmelse for egen identitet var helt i bund.
Jeg var egentlig på rigtige mange måder glad for min lære/ arbejdsplads og havde gode kollegaer. Jeg havde bare svært ved at se de store udviklingsmuligheder samt følte mig en smule fastlåst i en bestemt rolle, hvilket nemt kan ske efter flere år på samme arbejdsplads. Så det kom egentlig meget naturligt efter at min læretid var veloverstået, at jeg følte lyst og trang til at prøve noget nyt arbejdsmæssigt. Derudover havde jeg lyst til at rejse og slappe lidt af, bryde rutinerne og være sammen med min ekskæreste uden for hverdagens rammer og trummerum. Så det gjorde vi. Dejlig tur, skønne naturoplevelser og søde mennesker. Et velfortjent pusterum. Savnede dog at være lidt vild og føle mig tæt på, grine og have rigtigt god sex med min ekskæreste. Vi var vel egentlig mere gode venner og indimellem tog han også den belærende og meget styrende rolle. Jeg lod det bare ske. Det er jo som regel også nemmere at se tingene og mønstrene, når man har fået dem lidt på afstand. Blev både bevidst og ubevidst mere usikker på vores fremtid sammen, i stedet for som jeg havde håbet mere sikker.
Da vi kom hjem efter vores rejse, brugte jeg rigtig meget energi på jobsøgning og fik også forholdsvis hurtigt en praktik som førte til et job som juleassistance. Mine arbejdsgivere var glade for mit arbejde og jeg kunne også godt se mig selv blive på arbejdspladsen. Der var desværre bare ikke nogen stillinger ledige efter den tidsbegrænsede juleassistance. Jeg fik dog allerede i januar måned et fast fuldtidsstilling. Det var godt nok inden for mit fag, men ikke inden for et område jeg nogen sinde havde set mig selv arbejde med, og ikke havde den store interesse for, samt med arbejdstider der ikke gav megen tid til mig selv i hverdagen. Jeg havde til dels fået jobbet på min personlighed, karakter og gode anbefalinger fra seneste arbejdsplads. Jeg følte mig på daværende tidspunkt så langt borte fra mine virkelige fremtidsdrømme og min personlighed, så jeg endte med at sige op. Jeg syntes ikke det var fair overfor mig selv at skulle bruge så meget tid og energi, som det blev forventet, på noget som virkelig ikke var mig, eller at min arbejdsgiver skulle investere i mig når jeg havde det sådan. I dag har jeg blandede følelser med hensyn til det, det føltes godt at sige fra og jeg tog min karantæne uden at kny. Men det var nok i virkeligheden det forkerte, jeg sagde fra over for. Det ville også have været sundere for min selvtillid at have haft et job og styring og kontrol på den led. Jeg fik også for meget tid til at lade alle de usunde og negative følelsers og tanker, som havde hobet sig op, og har en tendens til at svulme op til mega størrelser under en depression, tage overhånd. Kæmpede dog stadig og fik arrangeret at jeg skulle i gang med 6 ugers selvvalgt uddannelse. Jeg ville ikke give op og efter for depressionen. Jeg manglede dog virkelig støtte og hjælp, at der bare var en der tog fat i mig og sagde, jeg kan se du har det skidt og jeg vil gerne lytte og hjælpe. En ud over min ekskæreste, som jeg efterhånden ikke havde lyst til eller kunne betro mig til med mine inderste tanker og følelser. Arbejdsmæssigt gjorde han mig bare mere forvirret, da han havde ambitioner og ideer på mine vegne, som jeg ikke passede ind i. I vores forhold var han blevet mere og mere en yoyo. Det ene øjeblik skulle vi købe hus sammen og skabe et liv sammen, det næste øjeblik fik jeg at vide, han længe han haft ændrede følelser for mig, og han ikke havde lyst til at være sammen med mig, da jeg havde forandret mig, men hvis… Jeg følte mig på prøve.
Tingene var heller ikke fair over for nogen af os, mit liv og de beslutninger jeg tager, er mit ansvar. Det kunne aldrig blive hans ansvar om jeg var lykkelig og glad, det har jeg egentlig heller aldrig ment. Det kan man ikke forvente af andre, derud over er det kun en selv, som kan kæmpe sig vej ud af mørket. For ham måtte det være svært at se på, at jeg ikke kæmpede og gjorde noget for mig selv, som han formulerede det og så det. Jeg blev heller ikke glad, men skidt tilpas helt nede i maven ved at være sammen med ham i slutningen af vores forhold, da jeg virkelig ikke følte mig accepteret og værdsat som menneske til sidst. Måske egentlig ikke så mærkeligt, med nogle af de ting, han indimellem sagde til mig. F.eks.: At han ikke var min ven, ikke havde lyst til at bruge tid sammen med mig. At jeg var farveløs, grå og uden personlighed og selvstændighed. Han gjorde nar af min måde at tale på og min stemme. Kunne have sex med mig på en måde der gjorde, at jeg følte, det var bare et spørgsmål om få hans fysiske behov dækket, ikke af egentlig lyst til at være sammen med mig. Eller virkede bare decideret som om han var flov over mig og skulle finde på ting og handlinger hos mig at fremhæve, når vi var sammen med hans ambitiøse familie.
Men han kunne også være meget kærlig, rar og forstående, et dejligt menneske. En yoyo.
Helt klart havde jeg også forandret mig. Det gør depression, manglende selvtillid, manglende tro på fremtid og hos mig også til dels tvangshandlinger ved en. Så det var en ond cirkel, forholdet og mit liv var i. Jeg skulle dog bare have grebet telefonen, taget bilen eller en af de andre muligheder der var for at tage kontakt til venner og familie, og sige hvordan jeg havde det- rakt ud efter hjælp. Der var dog også famlende forsøg, men synes det var svært, da jeg ikke vidste hvor jeg skulle begynde eller hvad jeg skulle sige. Jeg havde også indimellem den typiske følelse af, at det bare var noget pjat, jeg havde ikke noget at have det skidt over, at jeg bare skulle tage mig sammen. Derudover var familien også for tæt på. De havde heller ikke anerkendt det var depression, ved tidligere ikke så slemme perioder. Så der var også en følelse af svigt forbundet med dem, af manglende støtte og hjælp og at blive set. De havde dog været der på egen måde, det er bare at ordene depression, terapi og hjælp udefra, aldrig blev nævnt. På nogle måder havde deres hjælp været en bjørnetjeneste, da det gav mig mulighed for at isolere mig og på den måde få det værre i en længere periode, end hvis jeg havde fået hjælp udefra og var tvunget til at forholde mig konstruktivt til min situation.
Min bedste og mest fortrolige veninde var på antidepressiv medicin, på dette tidspunkt, så jeg havde ikke lyst til at belaste hende. Vi snakkede dog, men mest om hende. Hun var også venner med min eks kæreste og havde præsenteret os for hinanden, hvilket satte en dæmper på min lyst til at betro mig.
Det skal dog til venner og families forsvar, siges de selvfølgelig ville have været der og til dels også var det, de havde bare ingen anelse om hvor slemt det stod til.
Det var til min ekskæreste, det menneske som skulle have været min bedste ven og fortrolige jeg henvendte mig. Han var derudover også den nærmeste, til at se hvor dårligt jeg havde det, da vi boede sammen.
Den følelse han har efterladt i mig er temmelig blandet. Jeg har ikke negative tanker om ham, og ønsker ham da også et godt liv. Jeg har bare ingen respekt for - eller tillid tilbage til ham. For uanset hvad hans følelser til sidst var for mig, ladet man ikke bare en andet menneske drukne uden at kaste en livline ud og forsøger at hjælpe vedkommende. Den sidste tid i vores forhold havde jeg bare fået det mere og mere skidt og han blev mere og mere kold og distanceret. Han var ikke til stede hverken fysisk eller følelsesmæssigt. Han vidste, jeg var depressiv, og at jeg havde selvskadet mig selv rent fysisk ugen op til selvmordforsøget. Han vidste, jeg prøvet at kontakte min læge. Der var ferie lukket, så jeg fik af afløserens lægesekretær at vide over telefonen, at jeg måtte vente til min egen læge kom fra ferie. Han vidste, jeg ikke sov om natten og ikke havde gjort, det i en længere periode. Han kunne observere min til tider maniske opførsel den uge. Alligevel fortalte han mig bare, at han ikke følte vi havde en fremtid sammen… igen, igen, da jeg ikke i min nuværende tilstand kunne støtte ham, hvis han fik behov for det. Jeg havde ikke gjort andet end at bakke om ham gennem hele vores forhold. Men nu da jeg virkelig havde brug for ham, ikke kun som kæreste eller ve, men bare som menneske, var ham ikke i stand til at være der eller havde bare ikke lyst, jeg ved det ikke. Han må på et eller andet plan have vidst, det ikke var smart at lade mig være alene. Alligevel var der en kammerat, det var vigtigere at være sammen med den dag, jeg ikke længere kunne hænge sammen, og endte med at tage piller. Det er en virkelig følelse af menneskeligt svigt og manglende positiv reaktion på den fortrolighed, ærlighed og åbenhed omkring min mentale tilstand, jeg trods alt viste ham. Jeg ved godt, han også bare er et menneske som har følelser og deraf reaktioner. Jeg gør ham heller ikke ansvarlig for min psykiske tilstand eller mine handlinger. Men faktum er bare at ham ikke var, der da jeg virkelig havde brug for ham. Det påvirkede min tillid til og fortrolighed over for andre mennesker negativt i et godt stykke tid derefter.
Jeg har dog for min egen skyld haft behov for at tilgive ham og give slip, da jeg har behov for at tro på det gode i mennesker. Ikke at tilgive ham for mit selvmordsforsøg, for det var mig selv der tog pillerne, mit ansvar. Men at tilgive ham for at svigte mig. For at miste troen på og tilliden til andre mennesker. Troen på mig selv og egen evne til at træffe de rigtige beslutninger og valg. Troen på kærligheden og sunde bånd til et andet menneske. Men først og fremmest kærligheden til mig selv og troen på at jeg er noget værd i kraft af min personlighed- af mig. At det er ok at være mig, et godt menneske.
Det menneske jeg havde allermest behov for at tilgive, var dog mig selv. For i virkeligheden kom det største svigt fra mig selv, da jeg ikke havde styrke nok til at sige fra, blive vred, komme ud med mine følelser og tanker, i stedet for at rette det hele indad og tro jeg intet var værd. At sige jeg har brug for at føle mig elsket og værdsat som menneske.
Men man siger jo, at det der ikke slår en ihjel- i dette tilfælde helt bogstaveligt- gør en stærkere.
Jeg fik psykolog hjælp, der gik dog lidt for længe fra min indlæggelse, til at der var plads til mig i det psykia-triske system. Jeg synes egentlig heller ikke samtalerne gjorde det store for mig, det var for professionelt, upersonligt og sterilt. Jeg åbnede lidt op, men ikke nok i forhold til det var et menneske der er trænet i den slags, jeg talte med. Den konstante blok og pen, omgivelse og det lidt for lange mellemrum mellem samtalerne hjalp heller ikke. Jeg fik tilbudt at komme på antidepressiv medicin, men afslog. Medicin er blot symptomdæmpere. Jeg følte jeg havde mere behov for at arbejde kognitivt med mig selv. Tanken om hvad der ville ske, når jeg ikke længere skulle have medicin, skræmte mig derudover også.
Jeg boede en tid hos mine forældre, det var dog ikke sundt i det lange løb, så jeg fandt et rart sted og flyttede for mig selv. Lige hvad jeg havde behov for.
Jeg har arbejdet meget med mine tanker. Jeg snakker i dag med mine venner om det der er sket, og hvordan jeg har det. Selvfølgelig også min familie det var dog mere lige efter at behovet for at snakke med dem om selve selvmordforsøget var der. Men der er blevet en åbenhed omkring at fortælle hvordan man virkelig har det, som ikke var der før. Jeg skriver indimellem ” to do” lister for at huske mig selv på mine drømme og behov og passer i det hele taget rigtigt godt på mig selv. Jeg ved nu hvem jeg er, hvad jeg har lyst til og behov for- jeg har fundet tilbage til mig selv, tilbage i lyset.