10 år
Skrevet af
Anonym
Jeg så født med damp hvilket har givet mig problemer hele livet.. men det tog først rigtig fat da jeg ramte 20år.
Fik en svær depressionen, og kæmpet for at holde overblikket, men nej.. sådan skulle det ikke gå.
Skæbnen gjorde at jeg var nødsaget til at flytte på landet.. og der blev jeg total isoleret og træk mig mere og mere ind i mig selv.
Angst plagede mig dagligt, og skyld og skam over mine fejl.... kan tilføje at jeg følte meget skyld, også for ting, der ikke har noget med mig at gøre... hver gang jeg skulle sove skulle minder hjemsøge mig...
Jeg var så angst at jeg ikke kunne snakke med NOGLE SOM HELST kunne ikke engang skrive på en chat så bange var jeg..... på et tidspunkt vendte det, og jeg blev meget snakkesalig over for flere.. men desværre også psykotisk.
Plejer at sige.. engang kunne jeg ikke sige noget... nu kan jeg ikke holde kæft :/ på den anden side … siger man ikke noget, får man ingen kontakt til om verdenen ?
Mine nærmeste prøvede gang på gang at få læger til at snakke med mig... men jeg ville ikke, ved ikke hvorfor det var sådan... tror det var fordi jeg følte lægerne svigtet mig ved min første depression.
Jeg blev medicin nægter, og gav efter som angsten tog fat.. men kort tid efter droppet jeg behandlingen igen.. pga et job jeg fik langt væk... som i øvrigt endte med en fyreseddel og noget rod.
Gennem min lange sygdoms periode savnet jeg virkelig en kæreste.. og ledte eller steder.. men uden held.. eller også væltet usikkerheden hen over mig eller sygdommen.. men hun fandt mig på et dating sted, men det viste sig at være alt andet end lyserøde skyer.... men det gode er at jeg har lært en masse om mig selv, og hvad jeg gerne vil, og i den grad hvad jeg ikke vil.
Der er sket meget i de 10år.. det har ikke været ren nedtur.. men de dårlige minder er der massere af.