Tid til status
Skrevet af
Nochange
Sidder og overvejer lidt, om livet faktisk kører i ring?
Måske er livet bare en kortfilm, som bare gentager sig selv igen og igen - ved det ikke?
Jeg burde være lige der i livet, hvor jeg virkelig kunne nyde min tilværelse. Jeg er 36 år og har et godt job, jeg fungerer faktisk vældig fint, når jeg er på arbejde. Rent materielt, så har jeg stort set alt hvad hjertet kan begære - lige bortset fra lykken!
Jeg fik min første depression i 2005 og har været i medicinsk behandling lige siden. Jeg har også gået til samtaleterapi i lang periode. Og indimellem, så synes jeg faktisk også at jeg kommer ovenpå igen. Desværre, så ved jeg også nu, at jeg altid får tilbagefald.
Det er sjovt, som man bliver klog på sin egen krop. For jeg kan sagtens mærke, når jeg er på vej ned i hullet igen, men jeg formår bare ikke at hive mig op. Det værste ved det er, at der er min kære partner, som det går ud over. For som jeg skrev tidligere, så fungerer jeg fint, når jeg går på arbejde, men når jeg har fri, så har jeg nogle meget trælse mønstre, som jeg har svært ved at bryde med.
Jeg er så træt af, at jeg er så skrap og aggresiv når jeg er hjemme. Jeg finder den mindste fejl - og så går jeg efter struben. Det er jo i bund og grund ikke det, som jeg vil, men jeg gør det bare igen og igen
Det er derfor jeg siger, at lives bare kører i ring!
For det har været min historie de sidste 7 år. Det undrer mig nogle gange, at jeg stadig er gift, for ved gud, hvor er jeg i perioder ikke sjov at være sammen med.
En af de helt store bivirkninger for mig ved min behandling har været et meget stort vægtstigning. De sidste 7 år har jeg taget 25kg på - og det er altså bare mange kg, når man som mig er en lille fyr på 165cm. Jeg har ikke problemer med at jeg trøstespiser eller overspiser, mine kg sidder bare rigtig godt og grundigt godt fast. Jeg er ret aktiv, løber gerne mellem 30 og 40 km om ugen, jeg ryger ikke, og jeg drikker aldrig alkohol.
Så på grund af at jeg så frygtelig gerne ville ned i vægt igen, prøver jeg også igen og igen at trappe ned i mit medicinforbrug - og det har det samme resultat hver eneste gang. Hele min verden bliver langsomt mere og mere sort - og det er nødvendigt for mig at øge min dosis igen, for at komme igennem det.
Overvejer faktisk om jeg måske skulle tale med min læge om elektrochock - men det lyder også bare så voldsomt!
Har nogle gange meget svært ved at forestille mig, at det er sådan jeg skal lige mit liv - resten af livet. Det kan jeg ikke overskue. Et liv i evig kamp for ikke at falde ned i det sorte hul, som jeg måske ikke kan komme op af igen, et liv i en evig kamp for at tabe mig, et liv, hvor jeg helt sikkert ender alene, for jeg har svært ved at forestille mig, at selv kærlighed kan holde til min måde at være på.
Hvis jeg dog bare vidste, hvordan jeg brød den ring, som jeg synes mit liv kører i?