Min historie.
Skrevet af
TFJ
Jeg er en pige på 19. Har altid været en glad pige...... Udad til.
Men bag den glade og positive pige, der gemte sig en facade. Jeg græd mig i søvn hver nat, fordi min far slog mig. Det skal siges, at han kun slog mig, og har 2 andre søskende. En store søster og en lille bror. Jeg var som lille en pige, trods det glade ydre, en pige med meget temperament. Der skulle ingen ting til at jeg tændte af.
Begge mine forældre arbejde meget, min far var chef, for den lokale avis, og min mor var stewardesse, hvilket betød, at det meste af min opvækst har været hos min mormor. Min mormor og jeg havde et forhold, som var ubeskriveligt. Hun kunne se igennem det glade ydre, og hun forstod mig. Det skal lige siges, at hun ikke kendte til, at min far slog mig, for hvis hun vidste det, så havde hun sat en stopper for det, med det samme.
Igennem mine folkeskole år, har jeg skiftet skole i alt 3 gange. Første gang, var fordi vi flyttede til en anden by, anden gang blev jeg mobbet af min lærer og tredje gang fordi min skole mente, at jeg ikke passede ind, da den klasse jeg gik i, kunne få mig ud i for meget snavs. Jeg var en pige, der nemt bukkede under for gruppepres.
Jeg har altid haft mange venner og veninder, jeg har altid været personen, folk kom til, og snakkede om problemer med, men jeg delte aldrig mine egne problemer.
I 2010 falder min verden sammen. Jeg er begyndt i 1G på Gymnasiet, jeg klarer mig godt, men min mormor dør. Dette tager hårdt på mig, i en lang periode var jeg nede, og jeg havde ikke rigtigt nogen jeg fortalte min sorg til,. Jeg viste igen den facade, som var glad, smilende og "Jeg kan erobre hele verdenen". Men indenvendig var jeg sønderknust. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv.
Det tager mig lang tid at komme op igen, men på en måde finder jeg styrke, til at "komme videre". Jeg går nu i 2G og livet er godt, jeg elsker min klasse, vi har et godt sammenhold og jeg har nogle fantastiske veninder.
Her i 2G, kommer jeg i snak med en pige, til en gymnasiefest. Vi finder ud af at vi har meget tilfælles, og bliver meget hurtigt tætte. Hun er en af de få personer, som kunne se igennem mig. Jeg behøvede ikke at sætte ord på mine følelser, hun forstod mig.
Denne pige får mig til, at søge psykologhjælp, så jeg kan få snakket forholdet til min far igennem.
Psykologen spøger mig en dag, om jeg nogensinde var blevet testet for at have en depression....... Jeg kigger på hende, ryster på hovedet, og afviser det med det samme. Så slemt havde jeg det ikke, eller jeg ville ihvertfald ikke indse det....
Jeg snakker stadig sammen med den her pige, og hun overtaler mig så til, at tage til lægen, og få snakket med hende, om hvordan jeg har det, hvor jeg så får konstateret, at jeg har en depression.
Jeg begynder på antidepressive i September 2011. Jeg starter på 50MG, og kan mærke at disse piller hjælper.
Min far slår mig stadig jævnligt, men ikke noget, som jeg ville gøre noget ved, da jeg altid finder en undskyldning for ham.....
Den 30 November 2011: Min mor havde sat sit vækkeur, da det var min fødselsdag, og hun ville op for at dække morgenbord til os. Men da hun går ud i vores gang, kigger hun ud i køkkenet, og hele køkkenet står i flammer. Mine forældre havde ikke installeret brandalarmer, så det var et held, at min mor, havde sat hendes ur. Det står mig stadig klart hvordan min mor får revet døren op, ind til mit værelse.. Hun kalder på mig og siger: "NU er det ud, Køkkenet står i flammer", og jeg kunne høre på min mors stemme, at den var helt gal. Jeg løber ud med en dyne om mig, får fat i min lille bror. Det første jeg gjorde da mine forældre kom ud, var at ringe 112. Jeg husker intet af den samtale jeg havde med brandvæsenet, men de var der inden 5 minutter.....
Efter branden blev begge mine forældre indlagt på sygehuset med røgforgiftning. Min lille bror og jeg blev genhuset på et hotel ved siden af. Tiden efter var hård, og jeg kunne mærke på mig selv, at den var helt gal. Jeg vågnede nat efter nat, badet i sved... Jeg begynder at skære i mig selv, ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg er ude af den.
Jeg kontakter min læge, og hun vuderer at jeg skal op og snakke med B&U psykiatrisk, som så vælger at indlægge mig. Jeg var indlagt i 4 uger, og blev udskrevet, hvor jeg ikke selv mente at jeg var klar til det. Men hjem det skulle jeg....
Jeg bestemmer mig for at droppe ud af 3G, hvilket var et kæmpe nederlag for mig, da jeg altid har haft store drømme, og jeg har altid haft høje forventninger til mig selv.
Det gør, at jeg efter jeg blev udskrevet tager en overdosis panodiler.
Jeg bliver indlagt igen, men i en by 1½ times kørsel væk fra hvor jeg bor, hvilket jeg var meget ked af. Mine forældre besøgte mig ikke, og jeg følte at min lille bror, som jeg altid har haft et perfekt forhold til, tager afstand fra mig.
Men påtrods af alt det, så vælger jeg efter 4 dage at udskrive mig selv......
Dét skulle jeg aldrig have gjort... Her sidder jeg 2 uger efter, og har det værre end nogensinde, har ingen livsglæde, gider ikke at se hverken venner eller familie, men gør det af tvang......
Jeg tvivler på hvor lang tid, jeg vil være her på denne jord.....
Jeg ser frem til, at blive genforenet med min kære mormor igen!.