Ender dette her mareridt nogensinde?:(
Skrevet af
Anonym
Jeg er en pige som mistede sin far da jeg var 4 år gammel, det virker måske ikke så kraftigt når man tænker på at jeg knap nok kendte ham, men her igennnem livet har det taget utroligt hårdt på mig, jeg havde ingen faderfigur i nogle år indtil min mor fik en ny mand, han var okay, men han havde selv andre børn og de var ikke glade for mig..
Fra min fars side har jeg 2 halvbrødre, dem havde jeg det delvist godt forhold til, derfra havde jeg et utroligt godt forhold til deres kusine som jeg også kalder min kusine. Vi fire,( mine 2stedbrødre, min kusine og jeg) var meget tit sammen da alle vores forældre var tætte, vores forældre gik tit i byen og lod os være alene hjemme, og det var der det startede... Min største halvbror misbrugte mig mange gange, han sagde til os at vi legede ( mor far og børn ) og det troede vi selvølgelig på, men da jeg blev ældre indså jeg at det var forkert og bad ham om at stoppe, det ville han så ikke så jeg sagde til ham at jeg ville sige det til min mor fordi det var forkert, han manipulerede mig til at tro at jeg selv havde gjort noget galt, så jeg sagde ikke noget, og derefter stoppede han så med mig ( det skal siges at jeg var 7 - 10 år under det) Jeg blev så ældre( 11 år) og prøvede at glmme det hele, men så pludslig om natten vågnede jeg op ved at min stedfar, rørte ved mig (seksuelt) og jeg blev fuldstændig chokeret og knust, det var ham jeg havde set op til, da jeg ikke selv havde en far, og at han så bare svigtede mig på den måde, gjorde utrolig ondt. jeg har gået med det hele mit liv og ikke sagt det til nogen da han var nede på knæ og bad mig om ikke at sige det, og eftersom jeg jo holdte så meget af ham, holdte jeg min mund, igen.
Årene gik og jeg blev så 14 år, det skal lige siges at jeg havde gået med alle disse ting og jeg havde haft det fuldstændig elendigt, jeg græd 2gange om ugen i 2 år, smerten af alle disse skuffelser skulle ud på en eller anden måde, ja, sorg blev det, men også vrede, jeg blev respektløs overfor både min halvbror og stedfar, det mindste de sagde pissede mig af, jeg var en rigtig sur person i en periode, men folk tænkte ikke over det, over i skolen virkede jeg som en glad pige men jeg havde det forfærdeligt indendi, alle disse forfærdelige oplevelser spiste mig op indefra og en af de ting som gjorde mest ondt, var at ingen så det..
Jeg blev så lidt ældre og pludselig brød helvede løs, jeg kom ud med det hele til min familie, min stedfar indrømmede det og undskyldede 100 vis af gange og sagde at han troede at jeg var min mor? Min halvbror reagerede anderledes, han nægtede det fuldstændigt, men da jeg så havde indrømmet alt kom min kære kusine også ud med alt ( Jeg anede ikke noget med hende) Min halvbror havde fortsat misbrugt hende i seks år!, han havde nedgjort hende og fortalt hende at hun kunne blive luder..) Det indrømmede han så til et slags familie møde vi havde, men så da ham og hans mor fandt ud af at vi havde meldt ham til politet vendte alting sig, de nægtede alt, inklusiv at være til mødet, de mente at det ´var vores forældre som have fået os til at opdigte det til politiet fordi vores forældre havde noget imod hans mor..
Hele min verden er vendt op og ned hvis den ikke allerede blev det da min far kom ud af billedet, jeg savner ham som sindssyg, jeg føler at han ville være den eneste som ville forstå min smerte, jeg kan ikke snakke med min mor om det fordi jeg hader at se hende græde og være så knust, min mor er alt for mig, hun er alt hvad jeg har..
Så her sidder jeg nu og i midten af en kæmpe politisag som jeg ikke kan finde ende på, der er en stor chance for at min halvbror kan gå frit ude på gaden fordi vi ingen beviser har, og det gør mig sindssygt indebrændt, han fortjener det ikke, han er ikke engang ked af hvad han har gjort, han er pisse arrogant og føler at han er bedre end alt og alle, jeg hader ham, virkelig, jeg ville aldrig nogensinde finde i mit hjerte til at tilgive mig,i mine øjne er han intet for mig.