Alene igen, men uden mit sædvanlige overskud..
Skrevet af
farmand
Superoptimistiske jeg fandt "englen".. Hende jeg skulle blive gammel med. Vi flyttede sammen i mit hus der fornyligt var blevet indrettet for at lette min hverdag for mig og min multihandicappede søn der bor permanent hos mig. Mine 2 andre børn kommer her hver anden uge, og "englen" medbragte også 2 børn. For sent indså jeg, at jeg havde gabt over for meget. Jeg fik ikke "ladet" op i de perioder hvor min store dreng var på aflastning, og kørte mere og mere sur i det hele.. Efter små 6 måneder bad jeg dem flytte igen.. Hvor følte jeg det bare som verdens største nederlag. Følte det hele ramlede, men var desperat efter at få mit gamle overskud tilbage. Det kom også i første omgang, men jeg savnede "englen" enormt.. Linen var kappet, og en fælles fremtid var ikke muligt, det er jeg stadig overbevist om.. Min psykiske tilstand blev værre og værre, men en decideret depression var jeg stadig i tvivl om. Det var opstarten til det hele, kan jeg godt se nu.. Nu 5 måneder efter, hænger jeg i skidtet.. Er på antidepressiv medicin ( mirtazapin ) på 5 uge nu, og længes bare efter at det begynder at hjælpe. Snakker åbent om min tilstand til nogle få personer, men føler slet ikke de kan forstå de sorte perioder hvor alt bare er træls, og dem er der rigtigt mange af pt.. Jeg lytter til mig selv, og gør det jeg magter.. Tager på job for at skaffe den indtægt vi alle er afhængige af, og tror da også at det er godt at komme afsted, men glæden, optimismen, overskuddet er bare så langt, langt væk... Har selvfølgelig prøvet at analysere mig selv, og er da også kommet frem til at da bruddet med børnenes mor og jeg kom for 5 år siden, var jeg også langt nede i et stykke tid.. Men det her føles værre.. Og især har jeg dårlig samvittighed overfor mine børn som ikke forstår hvorfor jeg er så træt hele tiden, ikke fjoller som sædvanligt, og i det hele taget ikke er MIG som de kender mig. I, herinde, kender sikkert følelsen af ikke at slå til.. Hvor er det væmmeligt..