"Hvor er du bare stærk!"
Skrevet af
laughing
Mit liv begyndte i februar 1992. Jeg var den lille efternøler - ønskebarnet. Min store søster tog på efterskole da jeg var 3, og flyttede videre derfra, jeg kan derfor ikke huske at have boet med hende. Men hun var og er mit store forbillede.
Da jeg var barn synes pædagogerne i vuggestue og senerehen børnehave at undre sig over min gang og min klodsethed. Jeg kom derfor til diverse undersøgelser, og resultatet faldt på muskelsvind. For mig var det dog ligegyldigt, min hverdag ændrede sig egentlig ikke, men jeg vidste at jeg var anderledes end de andre, og jeg hadede at lege fangeleg. Jeg kom i skole og fik ikke andet end ros, jeg var både veltalende og intelligent, dette skulle følge mig fremmad. Da jeg blev 10/11 skulle vi flytte. Vi byggede nyt hus, i samme by og endda på samme gade som jeg altid havde boet. Jeg var langt fra tilfreds med denne flytning. Jeg lukkede mig inden og ville intet have med det nye hus at gøre.
Livet gik videre og jeg begyndte på teenage årene. Jeg kunne ikke følge med de andre hvad angik fester og lækkert tøj. Jeg var tykkere end de andre, og kunne pga. min muskelsvind ikke være med på dansegulvet. Jeg havde veninder, og følte mig som sådan ikke udenfor, men jeg følte ikke at nogen forstod mig. Da jeg nåede 9. klasse var jeg det man populært kalder cutter, og jeg brugte mange aftener på at græde. I denne periode havde min søster fundet en mand og fået tre børn. De tre er som små søskende for mig, og jeg elsker at forkæle dem! Lykken mellem min søster og hendes mand varede dog ikke ved. Skilsmissen var hård, og beslutningen om hvem der skulle have børnene var endnu hårdere. Sagen endte i retten og der var mange lange kampe. Mens sagen kørte blev min ældste nevø udredt og fik diagnose atypisk autistisme og adhd. Jeg kunne ikke andet end at se på, mens min elskede søster prøvede at holde sammen på sit liv og sin familie.
Jeg startede på HTX, og glædede mig til en ny start. I midten af 1.g fik jeg en kæreste, han begyndte lige så stille at få mig åbnet op. Han fik mig overtalt til behandling, og en uge før jeg fyldte 18 startede jeg på antidepreessiv og blev henvist til en psykolog. Det hjalp mig. Men men men. I takt med at jeg fik det bedre, skulle mere og mere ordnes med kommunen. Når man er under 18, går det rimeligt med at få hjælpere og kørestol. Når man er over 18, er alt en kamp. Siden jeg blev 18, har jeg følt at mit liv blev dikteret af systemet.
Jeg endte gymnasiet med et snit på 8,7, hvilket for mig ikke var højt nok. Jeg søgte på kvote 2 til universitet, og slog mig selv i hovedet for ikke at have fået et ordentligt gennemsnit. Jeg kom dog ind, hvilket var det bedste der kunne ske! samtidig med får mig og min kæreste tilbudt et kollegie værelse, hvor vi flytter ind. Her starter jeg forfra med alt der har med kommunen at gøre, og sidder nu over et halvt år efter, og alt er stadig ikke afgjort. Den første blok er jeg syg meget af tiden, og kommer derfor ikke til eksamen. Anden blok går fint, og jeg består mit første fag. Psykisk begynder det dog at gå ned ad bakke igen. Min tredje blok klarer jeg ikke, og må opgive at følge med midt i. Fjerde blok begynder jeg ikke engang på. Jeg bliver sat op i antidepressiv, får igen tilkendt en psykolog og venter nu på en tid hos en psykiater. Mine dage går med at kigge ud i luften, se tv, græde eller sove. Min kæreste og jeg er flyttet hjem til mine forældre indtil jeg får det bedre.