Såååe... Hvem er jeg?
Skrevet af
Vendago
Hej allesammen.
Jeg er diagnoseret med hypomani.
Dog vil jeg æde min højre arm på at jeg nok har "cyclothymia".
Jeg må sige. Det er til tider en velsignelse.
Den ekstra energi.
Det ville give meget mening. Har altid haft mine op og nedturer.
Nedturerne plejede dog at være værre.
Jeg har gennem tiden kæmpet mod slemme depressioner som jeg er kommet igennem via. psykiater og en masse tænken over forskellige ting.
Jeg har gennemgået to store forandringer i mit liv. Min personlighed.
Som barn elskede jeg musik! Spillede klaver dengang.
Dog blev min musikalske udvikling stoppet af depressioner.
Det var ikke før teenage årene på min efterskole at jeg begyndte med musik igen.
Lærte at spille guitar. Fik flyttet grænser og styrket personlighed via sang.
Man kunne tydeligt se en forskel med mig. Var meget mere glad.
Efter efterskolen røg jeg igen ud af musikken.
Forsøgte med uddannelse. Det fejlede dog. Igen pga. depression.
Der gik faktisk 2 år mellem efterskolen til jeg arbejdede med musik igen.
Denne gang på en højskole.
Jeg fik af vide at jeg pludseligt ændrede mig derude.
Men samtidig fik jeg også langt højere kreativitet. Passion.
Og det lykkedes mig faktisk at sætte mig ved klaveret og komponere et stykke musik. Selvom jeg ikke havde brugt et klaver i 10 år og ikke huskede særlig meget fra min undervisning.
Efter højskolen endte jeg, igen igen, med med en meget slem nedtur.
Fik af vide af mange at jeg komplet ændrede min personlighed.
Blev kold. Følelseskold. Fjendtlig. Enspænder.
Dette ændrede sig dog efter et års tid hvor jeg blev "mit gamle jeg" igen. Eller ihvertfald noget der lignede. Havde ændret mig. Var stadig ret indelukket og genert.
Men tænkte ikke videre over det. Jeg var sikkert bare blevet "voksen".
Dog gik jeg i denne periode rundt med en underlig følelse.
Jeg følte mig splittet. Som om at jeg kun lige var i kontrol over mit krop og sind.
Men der var nærmest en anden del af mig. En alt seende person der bare styrrede mig som en marionet. Jeg kan huske at jeg synes det var spændende. Dog underligt.
Det var her at jeg begyndte at have mistanke om at jeg nok fejlede noget andet end bare depression.
Efter en længere perioder med disse tanker fik jeg det pludseligt meget dårligt.
Jeg mistede alt overskud. Kunne ikke engang håndtere at tage den medicin jeg nu var på. (Seroquel prolong). Det gjorde at jeg røg endnu længere ned.
Jeg endte med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling.
Jeg var der ikke længe. Men i den periode jeg var der skiftede mit humør sig meget.
De første par dage sov jeg både nat og dag. Var kun oppe for at spise. Eller også skrev jeg mine tanker ned på papir.
Men nåede at komme meget "i kontakt med mig selv" i de dage.
Fik svaret på mange spørgsmål jeg havde. Og endte faktisk med at slå fred med mig selv og mit selvhad.
De følgende dage var hypomaniske.
Var pludselig meget frisk og vågen. Begyndte at tegne. Hørte musik med stor passion.
Folk sagde jeg begyndte at skrive underlige ting på facebook. Kan huske at de som regel handlede om den psykedeliske effekt fra musik. Ikke alle kunne forstå.
Mit ophold på psyk endte. Jeg fik mig diagnosen hypomani.
Det var fint for mig. Havde nu et navn. Og begyndte på behandling. Lithium.
Det viste sig faktisk at mit lithium indhold var for lavt. Så der var nok noget om snakket med noget bipolar'ish.
Der gik ca. 2 uger med behandlingen. Derefter vågnede jeg op en dag. Og alt var anderledes!
Den splittede følelse var helt væk.
Alt var pludseligt overskueligt. Alt gav mening!
Der var ikke længere noget der hed "Det kan jeg ikke".
Jeg så pludselig mig selv som en potentiel nyttig samfunds borger. Og jeg var jo glad.
Jeg var "normal"! Jeg kunne alt det som andre ikke kunne før!
Jeg begyndte kort efter i virksomheds praktik som følge af et aktiverings forløb med gode resultater. Kunne klare en hverdag! Jeg kunne stå op og gå ud af døren!
Jeg lå ikke længere i flere timer hvor jeg kiggede ind i en væg og tænkte hvorfor jeg dog ikke kunne klare det. Alt var så nemt!
Må indrømme at jeg var tilfreds rigtig længe. 8 måneder har det været nu.
Havde nogle møg dage. Men de var stadig overkommelige. Havde nogle nogle små hypomaniske dage hvor jeg lige kørte i et højere gear.
Jeg havde været igennem en masse tanker om hvad jeg gerne ville udanne mig som.
Og mente at jeg var kommet til en konklusion. Elektriker.
Men pludseligt skete det!
Jeg røg ind i en meget langvarrig og meget ekstrem hypomani, i forhold til hvad jeg er vant til.
Den livsglæde. Passionen for musik. Den alternative livsstil. Interessen for det okulte.
Del bedste del af mig fra barn. Den bedste del af mig fra teenager. Pludselig tilbage!!
I de maniske dage nåede jeg at få mange sjove idéer. Mest omhandlede det noget kosmetisk som piercinger og tattoo's. Havde jeg haft pengene havde jeg også gjort det.
En ting jeg dog nåede. Jeg begyndte at leje en violin.
Det er på ingen måde fortrudt! Vil stadig vildt gerne lære at spille på den.
Det sjove er nemlig. Selvom min hypomani er forbi. . . Så har jeg stadig samme tankegang.
Det er som om de dage ændrede mig tilbage til hvordan jeg var.
Mine livssyn. Mine kreative evner. Evnen til at nyde verdenen i nuet og ikke løbe forbi det.
At kunne stoppe op og nyde en solnedgang. Ikke bare tænke "Meeh" og gå hjem.
Verdenen er blevet så meget smukkere.
Det har dog sine dårlige sider.
Mine tanker om elektriker uddannelsen. Kan stadig se det interessante i faget. Jeg ser bare ikke mig selv stå og rode med stik kontakter resten af livet.
Jeg ser mere mig selv udnytte min sande passion og talent. Musik!
Dette er desværre bare ikke set så let på med samfunds relaterede øjne.
Plus, at før at jeg kan arbejde mig frem til den del af livet skal jeg igennem gæld. Tjene penge til hverdagen og til at tage musik undervisning.
Og jeg må indrømme. At arbejde i det stadie jeg er i nu. Det har aldrig været nemt for mig.
Det store spørgsmål for mig i alt det her er bare:
Jamen... hvem er jeg så?
Hvordan ved jeg at jeg ikke pludseligt skifter personlighed igen som jeg gjorde før?
Er jeg den kreative, musik elskede person der ser verdenen for meget mere end den egentlig er?
Eller er jeg den samfunds bevidste person der klarer mig igennem systemet på den måde det var menigen det skulle gøres?
Hvordan skal jeg nogensinde finde komfort når disse to modsætninger begge er en del af mig. Og det bare er et spørgsmål om hvem af dem der har kontrol.