Mit kaos
Skrevet af
Anonym
Hej
Jeg ville egentlig gerne fortælle min historie. Jeg ved bare ikke rigtig hvor jeg skal begynde, uden at komme til at skrive en hel roman. For hvem gider læse det?
Jeg husker min barndom som mest præget af usikkerhed, drillerier og senere mobberier. Jeg har aldrig fortalt noget om det til mine forældre. Mor arbejdede rigtig meget, også om natten, så når hun skulle sove om dagen i weekenderne, sendte far min bror og jeg ud og lege. Vi voksede op på landet, uden andre børn i nærheden at lege med. Jeg husker ikke ret meget følelses mæssig omsorg fra mine forældre.
Min ungdom husker jeg som præget af mobberier, kærester der udnyttede mig, usikkerhed og jeg talte stadig ikke med mine forældre. Jeg fik hele tiden følelsen af at jeg ikke var god nok.
Hele mit liv har jeg været den jeg tror andre gerne vil have jeg skal være, gjort det jeg troede andre gerne ville have, for så var jeg god nok.
I dag er jeg 33, på mit andet ægteskab og jeg føler stadig jeg ikke er god nok. Jeg ser ikke godt nok ud. Jeg er ikke god nok til mit job, som jeg mistede i juli 2011. Jeg var for meget syg, sagde de. Jeg har det stadig dårligt, og jeg siger stadig ikke til nogen hvordan jeg har det.
Det kommer først til udtryk når jeg ikke kan bære mere og bryder sammen. Og mine sammenbrud kommer oftere og oftere.
Ellers er jeg bare trist og mut det meste af tiden. Mine dage føles grå og tunge. Og jeg er begyndt at få sådan en "ligeglad" følelse overfor rigtig mange ting.
Mon mit mareridt nogensinde vil stoppe?