Thimians barndom; Første overgreb
Skrevet af
Thimian
Jeg føler lidt, at den episode, var den som trak hele mit liv ned i det sorte hul. Det er i hvert fald mit første rigtig grimme minde - og der har desværre været andre, men jeg kan ikke huske min alder...
Grunden til at jeg kan huske så detaljeret, er kun gennem mit arbejde med mig selv, og en psykolog. Det er også grunden til, at jeg tør være mere åben omkring det.
Jeg ved faktisk ikke helt, hvor gammel jeg var, men jeg har fundet et billede af mig korthåret, hvor jeg sidder på gulvet med øjne fuld af uskyld. Når jeg ser billedet bliver jeg ført tilbage til den nat mine forældre forlod lejligheden og lod mig være alene i mørket.
Jeg er ret intuitiv, og vågnede med følelsen af tomhed.Mine forældre var ikke i stuen, ikke i soveværelset, og jeg løb hen til altandøren. Jeg kunne se dem gå stærkt henad vejen. Min lille far med hænderne dybt begravet i lommerne, som han plejer, og min mor stor og mægtig ved siden af.
Jeg stod i kulden og skuttede mig kun iført min yndlings natkjole med pufærmer og en fin bamse på maven.
Jeg råbte på dem; Moar, moar, jeg er vågen... Hvor skal i hen? tænk jeg kan huske ordene... Min mor VENDTE sig om og så direkte op på mig. Lejligheden lå på 1 sal. Min far hev hende irriteret i armen, og følte en dyb skuffelse og angst, da hun vendte sig om, og gik videre.
Jeg blev ved med at råbe og råbe, men de forsvandt over bakken...
Alligevel råbte jeg, og jeg turde ikke vende mig om, og gå ind i den tomme lejlighed.
Noget knasede i jorden under mig. En mand med halvlangt hår gik langs bygningen, han så op. Hvad er der?
"Min mor og far er gået..."
"Er du alene"
"Ja... De ville ikke komme, da jeg kaldte"
"Hvem er de da?"
"Min far hedder .... Kender du ham"
Tror nok manden nikkede...
"Skal jeg komme op?" Spurgte den flinke mand, som kendte min far.
Jeg ventede på ham i gangen. Angst for at være alene, og betænkelig ved at lukke en fremmed ind. Ind kom han. Lurvet - kan jeg huske i dag - men halvlangt sort hår... Jeg var ivrig, for nu var jeg ikke alene. han så sig omkring, og jeg løb ind i soveværelset for at se ud af døren på den franske altan.
"De kommer nok snart..." Jeg var så lille, at jeg måtte stå på en stol, for at kigge over kanten på gelænderet. Jeg opfatter, at han stiller sig bag mig - manden min far kender - og jeg opfatter at hans stemme snøvler... Han trækker vejret meget tungt, som har hanløbet langt, og jeg mærker, at han piller ved den fine natkjole, løfter op.
Den angst jeg føler er ubeskrivelig, men jeg er alt for bange til at flytte mig - må jeg overhovedet flytte mig??? jeg ved ikke hvad der sker, men jeg tror min hjerne kortslutter i det øjeblik. Noget knuses indeni mig, fuldstændig... Mit barnesind er smadret, så jeg handler som en snu voksen.
"Nu kan jeg høre, at de kommer... " Lyver jeg... Han stopper, det han er i gang med og famler febrilsk, jeg ved jo ikke med hvad....
Det giver mig tid nok til at stikke af... men jeg er bange for at forlade lejligheden. Han går ind i stuen, og roder ved anlægget, og på en eller anden måde tør jeg tage ham i hånden og vise ham ud af døren.
Min natkjole er våd bagi, og jeg smider den på gulvet... Det er som om, jeg er tom i hovedet... Mine forældre kommer hjem - ved ikke hvornår - jeg kan intet huske, hvor lang tid der gik, før de var der.
Jeg siger, at der har været en mand i lejligheden og at han kiggede på anlægget. Min far styrter derind, mens min mor står stor og mægtig og ser ned på mig. Der var ingen krammer, ingen varme over at jeg stadig var vågen.
"Gjorde han dig noget?" Siger hun. Jeg ser op på hende, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg véd i det øjeblik, at hun ikke vil beskytte mig, så jeg siger nej...
Jeg skammer mig bundløst. Det var min skyld det hele. jeg lukkede den fremmede mand ind. jeg lod ham komme tæt på mig... jeg gjorde ikke vrøvl, da han gjorde dét ved mig...
Jeg tror, at det var dagen efter - måske - at jeg fandt den store metalsaks. Den var skinnende og lige så stor som min underarm. jeg vil prikke i mine øjne, så jeg ikke kan se, men tør ikke. Så skærer jeg i mine underarme, men det gør ondt. Det ende med at jeg klipper mit lange hår af, så jeg er helt karseklippet. Det får jeg skæld ud for.
Bagefter overmaler jeg deres soveværelse skab med fedtefarver. Som straf, skal jeg viske det hele ud med et viskelæder. jeg straffer dem, ved at gemme, viskelæderfnulleret under deres lagen.
Derefter kom glemslen. jeg huskede intet af det før jeg en nat i mit 16. år vågnede af et mareridt om en mand, der greb mig bagfra... Det tog mig lang tid, at finde frem til at det virkelig var sket.
jeg skulle være 38 år før jeg turde skrive det offentligt - nemlig her...
Manden var ikke den sidste, som forgreb sig på mig, og jeg har altid haft det svært med kærligheden og mænd. Higer efter at blive elsket, men har grebet det an ofte meget forkert.. Og jeg er også sammen med en, som gør mig ondt i dag... Det er svært at bryde med sin fortid.