Er enden nået ?
Skrevet af
Nicolai
Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte, men begyndelsen er vel meget passende, jeg startede med at miste kæresten efter 4 år som jeg også har en søn med, det tog ret hårdt på mig, hårdere en jeg egenlig ville indse i starten, og inden jeg fik set mig om var arbejded røget samme vej.
Jjeg blev sendt til jobtræning af kommunen som arbejdsløse nu gør, og der gik et par uger og så brød jeg helt sammen, jeg henvendte mig til selv samme kommune og gjorde dem opmærksomme på at jeg virkelig havde det af helvedes til oven på alt hvad der var sket, som så fuldstændig ignorede mig og mente jeg bare skulle i arbejde, og det kom jeg så igen, det gik sådan lidt frem og tilbage, jeg mistede endnu et arbejde og kom så tilbage til kommunen hvor jeg gjorde dem opmærksomme på at jeg stadig havde det af helvedes til og det samme skete så en gang til, efter 1.½ år og 3 arbejspladser gik det rent faktisk op for dem der var noget galt.
Jeg kom til undersøgelse osv osv, og fik diagnosen derpresiv med en begyndende personligheds forstyrrelse, og blev henvist til et psykiatisk center, på daværende tidspunkt er jeg plaget af en smule angst og selvmordstanker, jeg har haft lejet en lejlighed efter brudet med kæresten som jeg maks kan have i 2år, inden min behandling starter er jeg nu også hjemløs.
Jeg kommer så i behandling og var indlagt i 10 uger, det er behandlingsstedets krav for indlæggelse at kommunen støtter op om mig og hjælper mig med igen at komme i arbejde og få et fast sted at bo hvilket de går med til, og jeg må også indrømme jeg kom ud med ny energi, og et helt nyt syn på tilværelsen, jeg havde virkelig en føelse af at nu blev skibet vendt, jeg havde fået en masse gode råd om hvordan jeg nemmere kunne komme igang med en normal hverdag, kommunen ville støtte på med hjælp hvis der var brug for det, og i kraft af jeg på daværende tidspunkt var 27 mente kommunen at jeg som ufaglært skulle i skole, og jeg begyndte så som tømrer og blev overdraget til SU systemet.
Efter som jeg stadig venter på 2 år på at få henvist en bolig, lejer jeg mig ind hos mine forældre, hvor jeg for et værelse, i kraft af dette er jeg som forsørger kun berettiget til hjemmeboende SU, og man kan ikke betale 2000 i husleje 1100 i børnepenge og så samtidig kunne forsøge sine børn for 2500 om måneden, jeg begynder selvfølgelig at kikke efter noget arbejde ved siden af min udannelse, og konstatere at hvis jeg kommer op og tjene det jeg skal for at få min økonomi til at fungere trækker de mig i SU, jeg henvender mig både til SU styrelsen, min studie vejleder og kommunen for at prøve at finde et alternativ, SU styrelsen afviser mig blankt, de har ikke længere noget "ansvar" det hele ligger hos studie vejlederen, en studievejlederen som det senere viser sig, er ikke ordenligt uddannet til at have noget som helst med SU systemet at gøre, og gør mig opmærksom på at der intet er at komme efter.
Jeg henvender mig på ny og gør dem opmærksom på min situation og på at jeg kan mærke et begyndende tilbagefald, og at hvis vi kan finde en løsning kan vi måske for det stoppet i tide, og lægger ret meget tryk på at til at starte med er det jo dem der har sendt mig i udannelse og ikke i arbejde.
Og der er ingen hjælp og hente overhovedet, de er ikke forstående på nogen måde og jeg for så og vide at jeg bare kan tage et arbejde, hvilket er dybt frustrerrende efter som det var det jeg helst ville fra start af, da jeg vidste at min økonomiske situation ikke ville kunne bære mig igennem skolen uden anden støtte fra starten en hjemmeboende SU med lån.
2 måneder efter min eksame støder jeg tilfældigt på en bekendt fra behandligstedet og jeg bliver gjort opmærksom på at min studievejleder er i stand til at erklære mig udeboende på bagrund af min situation, hvilket jeg bliver dybt rystet over at høre, når jeg så mange gange har fået at vide "at det er bare ærgeligt...."
På nuværende tidspunkt er der gået et år, min depresion er tilbage oven på alt det her, jeg havde JORDENS bedste lære, han var skide forstående over for hvordan jeg havde det, men kort fortalt får jeg min eksame trods fravær og et par ekstra måneder på skolen.
Min udannelse fortsætte så som elev, jeg lidder af social forbi og har rigtigt svært ved at have kontakt til fremmede mennsker hvilket er en ret stor forhindring i håndværker branchen, og jeg ender med ikke at finde nogen læreplads, hvor efter alternativet er skolepraktik, jeg har så ikke mulighed for skolepraktikken igen af økonomiske åresager..
Jeg har nu brugt ydeligere 1 år på at forsøge at få min nye kommune til at forstå at jeg har seriøst brug for støtte af en eller anden slags hvis ikke jeg skal ryge helt ned på bunden igen, de har tildels taget det til sig og jeg modtager nu psykolog hjælp, men det er også alt der sker, jeg står stadig uden arbejdede, bolig og har en søn jeg også rigtig gerne vil se.
Det korte og det lange er at jeg er idag på 4-5 år med min depression, jeg spiser stort set ikke noget. har tabt 10-12 kg og er dybt underernæret, jeg synker længere og længere ned i mit hul, trods psykologen.
Jeg har intet sted at bo og mister snart sammenværdet med min søn af samme åresag
Presset fra kommunen om konstante samtaler om jobmulighder og manglende forståelse for at jeg faktisk har mistet alt lysten til at leve, driver mig længere og længere ned.
Jeg er nu så frustrerret at jeg ikke kan mere og har egenligt opgivet, det eneste der holder mig bare en smule sammen og oven på er min søn, mit eneste lys som jeg er piske nød til at fungere for, har man børn ved man hvor meget styrke de kan give en, og jeg hiver alt ud af ham for at vi kan ses
(Det er metaforisk, og han er trods alt ikke klar over situationen, heldigvis)
Jeg har intet mere at give af, jeg ved ikke hvor overskudet til at tage sig af noget som helst skal komme fra, alt omkring mig ramler om ørene på mig lige i øjeblikket.
Det værste er manglen på mennesker at snakke med det her om, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, eller hvor jeg skal henvende mig, jeg føler mig virkelig fortabt og uden håb for fremtiden