Mine tanker styrer mig
Skrevet af
ellie
Mine ustyrlige tanker, er noget af det første, jeg kan huske. Jeg husker en overdreven angst, hvor mine tanker løb af sted med mig og jeg holdte fast i dem...jeg var helt lille...5-6 år men tanken om døden fik et billede i mit hovede; en stor øde mark, som bare fortsatte. For døden er endelig og uendelig på samme tid. Jeg havde ikke den normale kortvarige frygt for død, som forsvandt efter, mor havde fortalt, at jeg først skal dø, når jeg er 100 år. Det blev bare ved og jeg huske det ligeså tydeligt, som var det i går...
Jeg var også bange for at sove...eller nærmere for ikke at kunne sove. Af en eller anden grund, var tanken om, ikke at kunne falde i søvn så angstfremkaldende. I timerne op til sengetid blev jeg mere og mere bange og forsøgte, at trække tiden ud. Med hjertebanken lagde jeg mig i sengen og en stemme i mit hovede sagde "nu kan du ikke sove". Efter timer kunne jeg falde kort i søvn, men vågnede så med et chok.
Efter min søster blev født, fik jeg en ny tanke, som jeg ikke kune styre. Jeg frygtede, at jeg ville slå hende ihjel. Jeg havde set i tv, at nogle mennesker nogle gange slog familien ihjel. Især en historie om et barnebarn, der slog sine bedsteforældre ihjel hang ved...jeg blev derfor også bange for at slå mine bedsteforældre ihjel.
Jeg begyndte at gå med hænderne knugede sammen. Det føltes godt. Pludselig handlede det om, at følelsen af tørhed på mine hænder var uudholdelig. Jeg kunne ikke (og kan stadig ikke) udholde tørre hænder. Ikke vinter tørre hænder med hård hud...nej helt almindeligt tørre hænder, altså hænder, som ikke er våde. Jeg begyndte at få angst ved følelsen og kunne ikke fjerne tankerne fra det. I dag smørrer jeg stadig creme på mine hænder 10 gange dagligt.
Så mine tanker må være problemet. Mine tanker og min manglende evne til at styre dem, må være grunden til, at jeg ikke kan have en kæreste...at jeg ikke kan klare, når en kæreste går fra mig. At jeg ikke kan klare kritik, fordi tankerne tager kritikken til helt nye højder.
Jeg får angst, hvis jeg føler et snert af fortydelse over et eller andet. Eller faktisk ikke fortrydelse...nærmere en tanke, som nærmer sig en overvejelse om, at jeg måske skulle have ventet med at gøre dit eller dat. Eks. få min elskede hund. Jeg fik hende set udefra på et stresset tidspunkt, men vi har det fantastisk. Men nærmer der sig en tanke af "nå det er også lidt mere besværligt, fordi jeg har hund" får jeg angst...eller min tattovering...jeg er meget glad for den, men fordi man (ligesom med hunden) overvejer beslutningen så meget, så får jeg så stor en angst for, at jeg fortryder...og så tvinger jeg næsten tanken frem selv! Egentlig fortryder jeg intet, men det er helt en tvangstanke, som dukker op...
Jeg får dårligt samvittighed over alt...jeg kan ikke styre mine tanker væk fra det. Jeg kan få dårlig samvittighed over ting, som ikke har noget med mig at gøre. Men naturligvis også dårlig samvittighed overfor min familie og mine venner, som har skullet udholde mine sygdomme.