Arbejdsliv - ups and downs.
Skrevet af
Anonym
Jeg er en kvinde på 43 år, og jeg kom på førtidspension, da jeg var 34 år.
På dette tidspunkt havde jeg en svær psykose, og kunne ikke tale sammenhængende. Plus at jeg i arbejdsprøvningen ikke var i stand til at komme op på 9 timers arbejde om ugen.
Men kommunens psykiater sagde til mig, at "det kan jo godt være, at du kan have fuldtidsjob som 40-årig."
Prognosen kom til at passe - allerede som 36-årig var jeg lykkelig i ansættelse på fuldtid på ønskearbejdspladsen og indenfor mit fag.
Men skæbnen ville, at jeg fik et forhold til en gift kollega, som jeg blev helt besat af.
Det betød, at jeg ikke kunne passe mit arbejde,jeg blev depressiv og valgte til sidst at forlade arbejdspladsen.
Onde tider fulgte... Psykose, indlæggelser og et selvmordsforsøg.
I 2009 var jeg nødt til at starte helt forfra.
Min psykolog hjalp mig med at bygge fundamentet - tabe 10 kg, begynde at dyrke motion og at spise sundt.
Så var jeg i 4 mdr. på en arbejdsplads for psykisk syge.
Her formåede jeg i starten at arbejde 8 timer om ugen.
Efter 4 måneder fik jeg arbejde som frivillig i en NGO - 20 timer om ugen.
Så gik der 3½ år, hvor jeg søgte både alm. lønnet arbejde og skånejobs indenfor mit fag og samtidig i perioder på skift gjorde rent, arbejdede i kantine, som alt-mulig-dame og havde logerende, fordi jeg ikke kunne leve af pensionen i sig selv.
Jeg søgte i alt cirka 150 jobs, og i går den 11. marts 2013, lykkedes det mig endelig at finde det helt rigtige frivillige arbejde i en kvindeorganisation.
Efter råd fra min psykiater starter jeg på 3 timer om ugen og stiger så efterhånden i timer, hvilket der er god mulighed for derinde.
Min plan er med tiden at komme op på de 30 timer om ugen, som er nødvendigt for at kunne søge tilbagte til min yndlingsarbejdsplads, hvor min tidl. gifte elsker ikke arbejder længere.
I sorte stunder tænker jeg, at med alle de fyringer, alle de nederlag på arbejdsmarkedet, går det ikke med 30 timer.
- Jeg har ganske vist fået det bedre over årene, men jeg er sgu ikke rask!
I lysere stunder tænker jeg, at det gør mig glad og lykkelig at have en plan, noget at stræbe efter.
Og at det er det, jeg VIL.
P.t. handler det om at yde mit bedste i kvindeorganisationen og så at huske på, at Rom ikke blev bygget på en dag.
Kh Augustha.