Mit liv
Skrevet af
gogga66
Jeg er den yngste ud af en stor søskende flok. Mor er hjemmegående til jeg starter i børnehave. Jeg er en glad lille pige, men følsom. Har brug for min søvn, ellers er jeg pylret. Er ret forkælet.
Som 7 årig bliver jeg udsat for overgreb af en teen-age dreng (familie) og har følt mig skyldig og forkert lige siden (var ikke bevidst om det dengang) fortrængte det skete i mange år, men vidste det alligevel, svært at forklare. Havde ikke lyst til mad, så var meget tynd.
Udadtil var jeg altid glad, klarede mig rimeligt godt i skolen, havde mange venner. Som ung gik jeg meget i byen, havde mange kærester, nogle langvarende. Har altid haft rollen som den sjove, glade og som ikke tog tingene så tungt (de kunne jo ikke se ind i mig).
Fik uddannelse, blev gift og fik børn. Det hele gik bare derudad, jeg nød at være mor. Men da min datter bliver ca 5 år, begynder jeg at få flashback og jeg begynder at få det dårligt. Fortæller det til en der står mig nær og kommer i en selvhjælp gruppe. Det er udmærket, men bliver træt af at høre mig selv tale om og om igen om det samme. Så jeg stopper og lever videre, mener at nu har jeg fået det ud af systemet, så nu fr jeg det godt. Den holder et stykke tid. Bliver skilt og ryger helt ned i kulkælderen, får piller, tager dem i et par mdr og får det lidt bedre.
Men det der er grundlæggende galt med mig ændrer sig jo ikke, jeg føler mig stadig forkert og ikke værdifuld. Jeg kan ikke finde ud af andet end at være den søde, hjælpsomme, glade, kan ikke finde ud af at sige nej. Hvis jeg engang imellem prøver, er det altid med en lang forklaring på hvorfor jeg siger nej, føler at jeg er nødt til at forsvare mig.
Men på en eller anden måde, har jeg altid fået det hele til at køre, fordi det har jeg gjort for mine børn og andre. Men inde i mig er alt et stort kaos, mine tanker hvirvler rundt. Jeg glemmer helt vildt mange ting, jeg kan ikke strukturere min hverdag. Jo mine børn kommer i skole med madpakke, de får lavet deres lektier. Deres tøj bliver vasket. Men hold da op hvor er det en kamp at få lavet alle de dagligdags gøremål.
Når jeg er selv falder jeg i et hul, stirrer bare ud i luften, spiser ikke engang, kan ikke sove, er rastløs og har en lammende fornemmelse i kroppen. Når jeg prøver at planlægge, kan jeg ikke oveskue det. Så hele mit liv er sådan at laver alt i sidste øjeblik og får tingene lavet så ingen skal blive sure på mig. Dog mange af de ting jeg gør for mine børn er af lyst, dem elsker jeg meget højt og de elsker mig ubetinget.
Jeg kan ha sat mig for at gøre rent i morgen, men det ender med at jeg måske får begyndt at støvsuge så sætter jeg mig og stirrer ud i luften i flere timer. Men det sjove er at hvis jeg ved at der kommer gæster, kan jeg gøre hele huset rent på ingen tid.
Jeg får egentlig slet ikke skrevet det jeg vil skrive.
Det er også en af mine problemer, når jeg skal fortælle andre hvordan jeg har det, lyder det aldrig så slemt som jeg egentlig har det inden i.
Jeg tror jeg må skrive den lidt bedre en anden dag.
Gogga66