Min historie

Hende som ingen lagde mærke til - part 2

Skrevet af cecilie123

Tingene eksakalere:

Igennem mine første skoleår eskalerede tingene mere og mere hjemme hos os... Min far var tæt på at blive fyrret fra sit arbejde (pga. druk), min mor tog mig med ud og se på diverse huse, hvor vi kunne have det så dejligt uden far... Min lillebror blev drillet i skolen, og jeg kæmpede med næb og klør for at beskytte ham... Kort sagt stod jeg ALTID midt i alt kaosset.. Det blev nu forventet af mig at jeg altid redte trådene ud, trøstede og beskyttede min mor/far/Lillebror...

Min fars druk gik mig mere og mere på.. Det var så pinligt følte jeg.. Altid var han fuld, til barnedåbe, bryllup, børnefødselsdage.. Min fars søskende syntes at det var sjovt, at de altid kunne drikke min far under meget hurtigt... De vidste ikke hvor flov jeg var, over at alle sad og grinte og gjorde nar af min far... Min far havde kort sagt fralagt sig alt ansvar og tænkte kun på sig selv... På en ferie i kbh hvor kun min bror, far og jeg var med, drak han sig foreksempel fra sans og samling selvom han havde ansvar for sin søn på 5 år og sin datter på 10... Den ene aften på ferien, måtte jeg skubbe min far hele vejen fra baren og i seng... Ingen af de andre gæster hjalp denne 10 årige pige, de lod nærmest som om jeg ikke var der... Derefter brugte jeg den halve nat på, at søge hele hotellet rundt efter min lillebror... Han var blevet ked af vores fars fuldskab og havde gemt sig... Jeg fandt ham og vi ringede hjem til vores mor fra hotelværelset... Der var dog ikke meget trøst at hente, "snak med far om det imorgen, så skal det hele nok blive bedre"... Næste dag fortalte jeg grædende min far hvor meget han havde såret mig... Men allerede ved middagsmaden tog han en øl og grinte bare til mig... Følte mig svigtet, og at han var ligeglad med mine følelser... De skide øl var mere værd end mig...

Psykisk begyndte jeg i en meget tidlig alder at få det svært... Jeg var meget indelukket pga. alle problemerne i familien og mine fars svigt... Derudover havde jeg store problemer med angst... Nætterne var et mareridt... Jeg var konstant overbevist om, at der ville komme nogen ind igennem mit vindue og gøre grimme ting ved mig.. (kidnappe mig/banke mig/slå mig ihjel) Jeg fortalte ikke nogen om denne angst, fordi jeg ville være bange for at blive opfattet som pylret og parnoid...

Mine store støtter i disse år var min mormor og morfar... Jeg elskede at besøge dem, og sove ved dem... I deres hus kunne man være barn! Der var ingen kaos (druk/råb/skrig), der blev leget med os... Her skulle jeg ikke have et kæmpe ansvar og være den voksne... Min mormor talte jeg vildt godt med... Hende fortalte jeg ofte, hvordan tingene var... Hun troede på mig, trøstede mig og elskede mig...

Sygdom:
Jeg kan ikke huske årstallene, men min mor var desværre så uheldig, at være indblandet i to store bilulykker.. Jeg var vel omkring de 9-10 år... Hun fik store skader i ryggen og lever den dag idag stadig med store smerter... I den periode påtog jeg mig endnu mere ansvar på mine små skuldre... Min mor røg ind og ud af hospitalet i utide.. Og når min mor var indlagt: lavede jeg aftensmad, vaskede tøj, passede min lillebror, smurte madpakker, lavede lektier med min bror, puttede ham og tog ham i bad, sørgede for vi kom i skole... Min far var desværre ikke den store hjælp... Enten var han på arbejde eller sad foran fjernsynet og drak... Det var i denne periode at jeg påtog mig selv rollen som "mor" for min lillebror... En rolle jeg aldrig har sluppet igen...

Når min mor var hjemme fra hospitalet var hun utrolig psykisk ustabil... Hun kunne eksplodere fra det ene sekund til det andet.... Jeg var meget bange for hende, og trak mig mere og mere ind i mig selv.. Turde ikke spørge om jeg måtte få nogen med hjem og lege osv... Hendes udbrud gik ofte ud over mig far og jeg... Hun har altid haft problemer med at se sine egne fejl, og sige undskyld... Så når hun havde flippet ud på mig (ofte uden grund) gik jeg på mit værelse og græd og trøstede mig selv... Min mor lod dagene gå videre som om intet var sket, og købte ofte en gave til mig (legetøj/tøj) i stedet for at sige undskyld...

Jeg begyndte også at indse , at min mor fortalte utrolig mange løgne... Når vi eks. havde gæster fortalte hun vilde historier om noget hun lige havde oplevet.. Ofte historier hvor hun var offeret... Hvis hun vidste at jeg havde "sladret" til min mormor om at hun nu igen havde flippet total ud på mig, fortalte hun historier om hvor dårligt jeg havde opført mig og hvor meget jeg havde såret hende... Man kunne altså aldrig regne med, hvad min mor sagde... Hendes uttallige løgne gjorde at folk fandt ud af det, og hun hele tiden var uvenner med den ene eller den anden... Det var mig som skulle ligge øre til hendes frustationer omkring diverse personer...

Selvskade:
i 6-7 klasse begyndte mit indre bærger at flyde over... Jeg talte ikke med nogen om min situation med det kæmpe ansvar, en fordukken far, en psykisk ustabil mor og angst... Nej jeg kom ud med det ved at skade mig selv på diverse måder... Jeg begyndte at interessere mig for at skære i mig selv... Men mit store hit blev anoreksien.. Denne sygdom kom til at følge mig igennem flere år... Mine forældre sendte mig til læger og skole sundhedsplejesken... Ingen spurgte mig om, hvorfor jeg havde trang til at skade mig selv på denne måde... Og jeg fortalte heller intet af mig selv..

(puha slut for denne gang )