Vejen til PTSD- epilepsi, - Livet er en ond drøm.
Skrevet af
Netas
Der ingen stopknap når mareridt og flashbacks sætter ind.
Når grænsen er nået, plejer handling at følge, men ingen regel uden undtagelse. Min familie var undtagelsen.
Beskytter-gen eller en "nu er det sku nok, der må handles gen", har alle forældre med respekt for sig selv.
Desværre ikke i min familie.
Pludselig indhenter hukommelsen det fortrængte. Jeg kunne nævne lange lister af tilfælde men holder mig dog til 4. Disse kan jeg se har haft en afgørende betydning for min muligheder for at sætte grænserne senere i livet.
Inden disse hændelser fandt sted havde jeg gennemgået flere store operationer, heriblandt hjerte kar og epilepsi operationer.
Det første er et tilfælde da jeg er 12 år gammel. Jeg blev skubbet ned på skinnerne af nogle "skolekammerater", der synes det kunne være sjovt. Der skete mig heldigvis ikke noget fysisk. Men disse hat haft store mentale følger og givet mig mange skår i selvværdet, og selvbevidstheden.
Flere venner fra skolen ringede mine forældre op ville vidne hvis der blev rejst en politisag. Der skete intet, mine forældre gjorde intet. De holdt et lille møde med skolen, men ellers skete der intet. Da jeg ikke var i stand til at få hjælp til at gøre noget blev grænselandet lige pludseligt, meget flydende. Det mest skræmmende er at igennem dette forløb har der siddet en psykolog og været fuldkommen passiv, og blot hævet sine penge.
Da jeg var 14, havde jeg lånt et par benskinner i hockeyklubben som jeg var medlem af. Da en af disse flækkede ved brugen, ville jeg naturligvis erstatte den. Dagen efter blev jeg overfaldet i skolen, af dennes bekendt e, som sagde " du skylder penge".
Der skete intet. Mine forældre betalte bare, men der skete intet.
Da jeg var 16 blev jeg sendt på efterskole.
Der blev jeg overfaldet med en kniv. Der skete intet. - Jeg blev mobbet i et omfang så jeg fik lyst til at tage livet af mig selv og blev forhindret i at gøre det.
Senere skulle jeg og mine forældre love at jeg ikke gjorde noget videre.
Der skete intet.
Da jeg kom hjem fra efterskolen, skulle jeg starte i gymnasiet.
Efter 2g måtte jeg flytte hjemmefra og stoppe i gymnasiet, og flytte på hotel og arbejde pga. flere mordforsøg fra min søster. Min far bildte mig ind at alle ville slå hånden af mig hvis jeg meldte det til politiet osv.
Jeg kunne godt se at der ikke gav nogen mening at være på en uddannelse hvor 2/3 af den var overstået med en indsats der bar præg af at jeg ikke have et sikkert sted at bo.
Overfaldene betød at jeg stille men sikkert mistede koncentrationen og roen.
Igen - der skete intet.
Alle "gerningsmændene" er gået fri! Takket være mine forældre der i den periode havde ansvaret, og undlod at tage det!
Værst af alt var, at jeg var ved bevidsthed mens hændelserne skete, men har ikke kunnet gøre noget pga. den stærke medicin gjorde mig helt omtåget.
Det hele endte med at jeg måtte klare mig selv. - Jeg mistede venskaber fordi mine forældre syltede alt hvad der implicerede dem. I dag, har jeg absolut intet med dem at gøre, og kunne ikke forestille mig så meget som at lave en aftale med dem.
I dag kæmper jeg med store mindreværdskomplekser, som føelge, fordi disse ting bare er sket uden nogen har løftet et øjenbryn.