Hende som ingen lagde mærke til - part 3
Skrevet af
cecilie123
Anoreksi:
Som jeg skrev i min tidligere historie blev Anoreksien en fast del af mit liv i 6-7 klasse... Jeg følte enorm meget lede ved mig selv, og brugte det som en måde at straffe mig selv på, for de ting, at jeg mente at jeg gjorde forkert... Langsomt kom anoreksien til at fylde mere og mere og mine problemer med min mor fyldte også meget i disse år... Hun var meget sur og skældte meget ud... Jeg bed det i mig med bøjet nakke og gik ud på badeværelset for at straffe mig selv...
Min mor begyndte at ligge mærke til min anoreksi og sendte mig til skole sundhedsplejersken osv.. Min far var ligeglad som han plejede...
Når min mor havde skældt mig ud, fandt jeg ud af, at hvis jeg nægtede at spise i nogle dag, så sårede jeg også hende... Eks. Når min mor havde flippet ud på mig, gik jeg ikke op til aftensmaden.. Min mor som ikke kan tale om tingene sendte så min far ned på mit værelse med en tallerken mad.. Jeg sendte ham tilbage med den... Eller lod den stå, indtil han senere på aftenen kom og hentede den... Der var aldrig snak med mig om, hvorfor jeg reagerede sådan? Eller hvorfor jeg var så sur/ked af det? Jeg sad bare alene på mit værelse, og var sur på mig selv over at min mor endnu engang havde fået lov til at såre mig.... Sur over at min far aldrig greb ind og forsvarede mig... Følte mig ensom, og følte at de var ligeglade med mig, og hvordan jeg havde det... Nogle dage efter kom min mor med en gave til mig af en eller anden slags... Og den var hendes måde at afslutte den konflikt på..
Det blev bare ikke afslutte for mig og på den måde voksede hadet/ vreden og den manglede tillid til min mor... Når jeg gik tur med vores hunde sammen med min far, luftede jeg nogen gange, at jeg var ked af den måde mor behandlede mig på... Han gav mig ret i mine antagelser og sammen begyndte vi at dele vores dårlige erfaringer med min mor... Min far støttede mig dog stadig ikke når konflikterne stod på, der måtte jeg altså klare mig selv...
Jeg kan bedst forklare min hverdag sådan..
Det var ligesom en krigszone.. Du vidste aldrig hvornår du trådte på en mine og det hele eksploderede om ørene på dig....
Ny skole = nye udfordringer:
I det lille landsbysamfund som vi boede i, kunne man kun gå på byens skole indtil 7 klasse.. Derefter skulle man begynde på en meget større skole inde i Holstebro.. På den nye skole blev jeg ret hurtigt forelsket i en dreng fra min parallel klasse.. Han forelskede sig også i mig, og vi blev ret hurtigt et par.. Det var min første rigtige kæreste.. Vores forhold blev ikke taget ret godt imod på skolen.. Han var den populære dreng og jeg var den grimme bondepige.. Men vi holdt dog sammen i et års tid indtil jeg slog op, da jeg fandt ud af, at han så andre piger.. Han tog ikke vores brud særlig pænt, og begyndte at sprede rygter på vores skole om at jeg var en luder osv... Rygterne gik hurtigt og spredtes helt ned til de små klasser, således at min kusine fra 3 klasse en dag spurgte mig: Cecilie, hvad er en luder? Det kalder de dig alle sammen..
Det var en ret hård tid, hvor jeg følte mig alene igen... Jeg turde ikke fortælle mine forældre om mine problemer på skolen, og jeg havde heller ikke nogen veninder som turde sige min populære ekskæreste imod.. Som tiden gik døde rygterne dog ud, og der faldt lidt ro på mit liv igen..
Fra jeg var 3 år og til ca. 7 /8 klasse gik jeg til dans.. Det var mit fristed og jeg elskede det meget... Desværre måtte jeg stoppe i 7/8 klasse fordi anoreksien havde sådan et kraftigt tag i mig, at jeg ikke kunne holde til den hårde danse træning... Jeg besvimede ganske enkelt til træning.. Det var hårdt for mig at give slip på denne glæde ved dansen....
Jeg gjorde mig dog en erfaring, som kom til at følge mig de næste 10 år.. Når jeg besvimede viste mine forældre og andre utrolig meget omsorg for mig, og vigtigst af alt de lagde mærke til mig... Jeg begyndte derfor der hjemme at besvime kunstigt for at opnå denne opmærksomhed og omsorg.. Mine forældre var bekymrede og mine tricks virkede... Jeg blev sendt til diverse undersøgelser for at finde ud af, hvad jeg fejlede... Det blev aldrig opdaget, at jeg besvimede kunstigt.... Dette blev som sagt en uhensigtsmæssig strategi for mig, til at få omsorg og opmærksomhed gennem de næste ca. 10 år... Jeg brugte det både overfor min familie, mine kærester, på skoler..