Tid til at komme videre
Skrevet af
NewID
Jeg husker ikke meget af mine første seks år i livet, men herefter begynder minderne at tage fart. Jeg er opvokset i Nordjylland, og min mor har i alt min tid, været sammen med en anden kvinde, som har en ustyrlig trang til alkohol.
Livet i det helvede, bestod mest af fordrukne sammenkomster, vold imod min mor og jeg, og ikke mindst, af klamme mænd, der ikke kunne holde deres fingre for dem selv.
Selv startede jeg med at drikke da jeg var 13. Det virkede som det mest normale i livet, og den dårlige vane, fulgte mig helt til jeg var 25. Den skelsættende begivenhed, fandt sted på min 28 års fødselsdag. Jeg ønskede ikke at min daværende svigerfamilie, skulle se min familie sidde og drikke sig fulde, og blamere sig selv, så jeg bad dem pænt, om ikke at tage alkohol med til min fødselsdag. Dette blev ikke taget positivt. De 4 jeg havde inviteret, valgte alle, at de ikke ønskede at komme, når jeg nu var blevet så "fin" på den. Jeg anede ikke mine levende råd, jeg fik slået hånden af, fordi, jeg ønskede én skide dag, hvor de ikke væltede rundt.
Jeg fik nok... Det kunne bare ikke passe, så jeg greb knoglen, og fortalte dem, at hvis de ikke kunne møde op til min fødselsdag, så kunne de bare blive helt væk.
Der gik 4 år... Jeg havde en forventning og et håb om, at de en dag ville ringe, at de i det mindste ville sende et brev... Intet
Jeg kunne ikke fatte, at min egen mor, kunne få sig selv til det...
Der gik endnu et år. Jeg bestemte mig for, at opsøge min familie, for at finde en løsning. Da døren bliver åbnet, bliver der set på mig med tydelig afsky. Jeg kunne se, at tingene havde spidset til. Min mor var endvidere blevet gift med sin lesbiske kæreste, og efter 30 min i deres selskab, kunne jeg ikke tage det mere. Jeg efterlod mit nummer, og bad dem ringe hvis de fik lyst...
Det er nu 2 år siden. Jeg har ikke hørt en eneste lyd fra familien. Jeg har hørt udefra, at jeg er familiens sorte får, at jeg aldrig skulle have været født, og at jeg aldrig skulle have afsløret den mand der valgte at rage på mig da jeg var barn.
Nu prøver jeg at komme videre. Jeg har beskyttet min adresse og jeg har valgt at skifte hele mit navn, da jeg ikke kunne holde ud at være en Pedersen længere...
Tilbage sidder jeg så nu, uden familie, tilbagetrukken i min lille et-værelses, og prøver på at finde ud af mørket...