Hende som ingen lagde mærke til - part 7
Skrevet af
cecilie123
Pædagog seminaret:
Efter endt HHX uddannelse begyndte jeg på pædagog seminaret... Det var svært for mig, at begynde på et nyt studie, hvor jeg ikke kendte nogen.. Jeg er ikke selv typen, som henvender mig til folk, som jeg ikke kender.. Men skolen satte os i nogle studiegrupper, og langsomt kom jeg til at kende flere og flere...
Jeg fandt hurtigt ud af, at dette virkelig var drømme uddannelsen for mig... Jeg fandt undervisningen og den store mængde læsestof meget interessant.. Jeg var dygtig og fik stor ros af både undervisere og med-studerende... Hver eksamen klarede jeg til rene 12 taller... Undervisnings stoffet faldt mig let at forstå, men jeg arbejde også hårdt op til hver eksamen... Det skulle bare være perfekt, intet mindre...
Mens at jeg fagligt var meget dygtig, voldte mine praktiker mig besvær... Jeg havde svært ved at handle, fordi jeg hele tiden tvivlede på, om det jeg nu gjorde var godt nok... Samtidig blev jeg i praktikkerne konfronteret med min dårlige baggrund.. Jeg skulle eks. tage mig af unge mennesker med alkohol problemer og lign...
Min lillebror var som tidligere nævnt blevet syg, og på 5 semester (ud af 7), kunne jeg ikke opretholde facaden mere... Midt under en fremlæggelse, hvor jeg stod alene foran et hel hold studerende og en underviser, brød jeg fuldstændig sammen... Natten forinden denne fremlæggelse, havde min lillebror forsøgt at tage sit liv... Dette var dråben, som gjorde, at jeg ikke kunne opretholde denne perfekte facade mere..
Min lærer tog en snak med mig, hvor jeg lukkede op og fortalte hende kort om min livssituation... Hun hjalp mig til, at få nogle støtte samtaler på skolen... Det irriterede mig grænseløst, at jeg nu ikke virkede som den perfekte studerende mere.... Flere kom og spurgte til mig, men jeg fortalte ganske lidt, da jeg ikke havde den store tillid til mine med-studerende.... De med-studerende som jeg var kom tættest ind på, fik dog lidt mere af sandheden af vide...
Min lillebror blev pga. sit selvmordsforsøg smidt ud af den kostskole han gik på, samt gymnasiet... Kommunen måtte handle hurtigt, da mine forældre ikke kunne magte at have ham til at bo hjemme... Han kom derfor til at bo på et psykiatrisk botilbud for unge, samt han påbegyndte en ny uddannelse i en special klasse... Det var rigtig hårdt for mig, at min lillebror blev anbragt på dette botilbud... Jeg ved, at han ligesom jeg, er god til at sætte en pæn facade op, og ikke lukker fremmede ind... Jeg var bekymret for, at han ville lyve for personalet om, hvordan han havde det, og derfor ikke ville få den hjælp han trængte til... Samtidig lagde botilbuddet ret langt væk, så vi kunne ikke bare lige køre ned til ham... Jeg var kort sagt bange for, at de ikke ville se hans signaler og passe godt nok på ham... Jeg var bange for, at han ville isolerer sig og drikke smerten væk eller endnu værre forsøge endnu et selvmordsforsøg...
Jeg havde rigtig svært ved at give slip på min lillebror, fordi jeg stadig følte et kæmpe ansvar for hans trivsel.... Det havde jeg jo haft, da vi var små...
6 semester på pædagog uddannelsen var den 3 og sidste praktik... Jeg skulle i en vuggestue gruppe i en børnehave... Det var en meget svær praktik for mig... Jeg havde aldrig arbejdet med denne målgruppe før, og mine kollegaer havde forventninger om, at jeg hurtigere ville falde ind i rutinerne end jeg gjorde... Samtidig havde jeg utrolig svært ved at samarbejde med min vejleder... Vi misforstod hinanden igen og igen, hvilket gjorde, at jeg trak mig ind i mig selv...
Den største indre kamp jeg skulle igennem, kom som en meget stor overraskelse... Jeg havde det fysisk dårligt med alt den berøring fra og med børnene... Eks. kæmpede jeg for at holde sammen på mig selv, når jeg skulle: holde et barn i hånden, have et barn siddende på skødet, kramme og trøste et barn, skifte bleer osv... Når jeg kom hjem og var i sikkerhed krakelerede jeg total.. Jeg græd uhæmmet og fik kraftige angstanfald....
Min vejleder fortalte mig kort inde i min praktik, at hun syntes, at det gik dårligt med mig, og hun var bekymret for, om jeg kunne bestå denne praktik.. Resten af min praktik var ren psykisk totur... Jeg havde det dårligt med børnene pga. min berøringsangst... Jeg havde det dårligt med mine kollegaer (ikke mindst min vejleder), fordi jeg hele tiden følte et par øjne i ryggen... Jeg var bange for at handle, fordi jeg nødigt ville gøre noget forkert.... Min vejleder havde jo magten... Hun bestemte om jeg skulle bestå eller dumpe.. Jeg mødte dog trofast op hver dag på trods af alle disse daglige kampe det gav mig.. Det endte også med, at jeg dumpede praktikken...
Min verden var lagt i grus... Det som jeg havde været så god til (nemlig min uddannelse), var jeg ikke god til alligevel... Det eneste som jeg havde haft kontrol over i mit liv (nemlig min uddannelse), havde jeg ikke kontrol over mere... Hvordan skulle jeg fortælle mine med-studerende og min familie dette? Så ville endnu mere af facaden jo krakelerer.... Hvordan skulle jeg kunne klare en ny praktik? Og ikke mindst nogensinde komme til at stole på mine egne evner eller en vejleder igen?
Så mens jeg så mine gamle med-studerende blive færdig uddannede, begyndte jeg på et nyt hold og en ny praktik... Det var en stor sorg ikke at kunne følges med mine med-studerende... Jeg havde svært ved at komme ind på det nye hold, og kom aldrig til at føle mig hjemme der... Jeg henvendte mig ikke til de andre, og de henvendte sig ikke til mig... Meget af min glæde ved uddannelsen forsvandt...
Jeg kom i en ny praktik i en 0 klasse, og havde en dejlig praktik... Jeg havde en meget sød, støttende og forstående vejleder... Jeg bestod denne praktik med ordene: du er den bedste studerende, jeg har haft... Så ja der er meget forskel på vejledere...
Jeg bestod min uddannelse med lige så fine karakterer som tidligere...