Hende som ingen lagde mærke til - part 8
Skrevet af
cecilie123
Rasmus:
For ca. 3,5 år siden mødte jeg Rasmus. Jeg var inviteret op til en veninde og hendes kæreste, hvor Rasmus så også dukkede op... Rasmus var 17 år ældre end mig, fornylig fraskilt og far til 2 børn... Jeg havde altså ingen planer om, at vi skulle være kærester.. Jeg fik dog ret hurtigt interesse for ham.. Han kunne få mig til at grine, som ingen andre... Men samtidig virkede han også, som en fyr som rummede mange flere ting..
Vi fik ret hurtigt interesse for hinanden og besluttede, at vi IKKE skulle være kærester, men at vi kunne ses når vi havde lyst..
Rasmus var meget kærlig og omsorgsfuld når vi var alene sammen, men vigtigst af alt så respekterede han mine intime grænser... Vi behøvede ikke at skulle være seksuelt sammen, når vi mødtes, vi kunne også bare ligge og holde om hinanden..
Jeg lukkede lige så stille op for mig selv overfor Rasmus, og fortalte ham korte uddrag fra min barndom... Rasmus lyttede, trøstede og hold om mig.. Jeg fik en følelse af, at han stadig ville mig, selvom jeg havde alt dette med i baggagen... Han skyndte sig ikke ud af døren ligesom alle de tidligere fyre..
Jeg begyndte altså, at få flere og flere følelser for Rasmus... Det skræmte mig enormt.. Mine tanker fortalte mig, at han helt sikkert bare var et røvhul som de andre, og at han bare ville svigte mig og såre mig... Jeg tog en hurtig beslutning og skrev en besked til Rasmus om, at vi ikke skulle ses mere...
En gang imellem når jeg besøgte min veninde og hendes kæreste var Rasmus der også... Det var enormt akavet, og vi sendte konstant skjulte blikke til hinanden.. Jeg kunne ikke bare glemme ham, og ret hurtigt begyndte vi at ses igen... Det var vidunderligt at tilbringe tid sammen med ham, og bare glemme alt om det andet rod i mit liv... Tankerne kørte dog stadig på højtryk: Cecilie pas nu på... Du kan ikke stole på ham, han vil kun udnytte og såre dig... Glem nu alt om ham, du kan jo heller ikke præsentere en 17 årig ældre kæreste for din familie og venner...
En aften hvor vi var i by hver for sig, var der en anden fyr som viste interesse for mig... Jeg legede med på hans leg og flirtede... Der skete dog ikke noget fysisk... Da jeg mødte Rasmus i byen senere på aftenen fortalte jeg ham, om denne fyr og hvordan jeg havde flirtet med ham, og tilbudt mig til ham... Jeg ville teste Rasmus... Hvor meget holdt han egentlig af mig? Eller var jeg bare en tøs han kunne hygge sig med?
Det viste sig at Rasmus også havde følelser for mig... Han blev såret, og vi havde et skænderi, da vi kom hjem til min lejlighed... Tankerne rasede rundt i mit hovede: Hvor er du dog dum Cecilie... Nu har du skubbet en fyr, som kun ville dig noget godt væk... Du har skubbet det eneste mennesket, som har vist dig oprigtig interesse væk... Nu er du alene og ensom igen..
Jeg kunne ikke rumme alle disse tanker, og alle de store følelser, som jeg havde i min krop... Jeg gik ud i køkkenet og slugte en masse piller... Jeg kunne ikke rumme mere... Rasmus var gået efter mig og opdagede, at jeg havde slugt en masse piller... Han handlede hurtigt og fik ringet ind på hospitalet, hvor jeg kom ind til udpumpning... Jeg var helt tom og følelseskold.. Jeg lukkede simpelthen verdenen ude... Jeg skulle blive på hospitalet natten over til observation.. Det var jeg meget ked af, men der var ikke noget at diskutere... Næste dag ligeså snart der var besøgstid stod Rasmus der... Jeg var enormt glad og rørt over at se ham: Han vil mig virkelig... Han elsker mig, det er ikke bare ord... Og vigtigst af alt, han kan rumme mig, og han vil stå ved min side lige meget hvad..
Jeg snakkede kort med en læge og en psykiater og lovede dem, at jeg ikke ville gøre det igen, og så måtte jeg gå.. Det var nemt, bare et par tomme løfter og så var jeg fri igen...
Rasmus og jeg sås mere og mere.. Jeg mødte hans børn, venner og familie... De tog rigtig godt imod mig.. Min familie og venner tog også godt imod Rasmus...
Idag bor vi sammen.. Jeg har stadig mange katastrofe tanker, om at Rasmus forlader mig, fordi han ikke kan magte mig mere... Tanken om at leve uden ham er uudholdelig.. Jeg er enormt afhængig af ham.. Han er det menneske, som jeg søger trøst og støtte hos, han er det menneske som jeg betror mig til, han er det menneske som elsker mig... Hvis Rasmus forlader mig en dag, har jeg kun en muligheden.. Det er døden...