For meget ansvar..
Skrevet af
Battle4Sugar
Alt gik strålende da jeg var lille, indtil jeg gik i 1. klasse. Mine forældre gik fra hinanden, min far forsøgte selvmord, hvilket blev holdt skjult for mig indtil jeg var 14. Men det at de slog op og gik fra hinanden, ødelagde mig og jeg begyndte derfra at have lidt mere ansvar, som blot blev mere og mere. De fandt dog sammen igen, ca. 4-6 måneder efter deres brud og jeg troede alt ville blive det samme igen.
Det virkede i nogle år til at alt var ved det gamle, vi havde endda fået hund, min dejlige lille My, min mor var blevet gravid, (jeg var 10 ½ da hun fødte min lille søster.), dog blev min mor syg, det var en sygdom der gjorde at nogle af hendes blodpladdetal var for lavt til at hende blod kunne størkne, og derfor skulle hun have kejsersnit, dog var dette ikke det eneste, hun kunne dø, ja, men det gjorde hun ikke, men tanken inde i mig ødelagde mig.
+ Jeg havde ingen venner i skolen som jeg kunne tale med, jeg var mobbe ofret og duede kun hvis jeg var deres "lille hjælper".
Min mor fik i sammenhæng med kejsersnittet en cyste på sin ene æggestok (ca. 1 liter væske) Denne fik hun fjernet sammen med sin æggestok.
Mens min mor var indlagt have jeg ansvaret derhjemme, med min far der havde angst og depression og en nyfødt lillesøster.
Mild depression med tendens til angst.
Sådan lød min diagnose i en alder af 11 år.
Svær depression og angst.
Sådan lyder min diagnose den dag i dag.
Jeg en 17 årig pige, der fik at vide at jeg bare skulle dø, af dem går på gaden her i min hjemby, af mine gamle klassekammerater og lige såvel som nogle af dem jeg troede jeg kunne stole på af de venner jeg havde..
Jeg har fik støtte, min egen læge ville ikke tro på at jeg skulle have en henvisning til en psykiater, han sagde at det bare var min far der havde påvirket mig, men fik da min henvisning, dog bare til en der stopper her per d. 1/1-2014, jeg har været medicineret, dog virkede citalopram ikke for mig som det gjorde for min far.
Jeg cuttede, og hvis det ikke havde været for min ven, så ville ingen af os have haft krafter til at stoppe.
Og jeg har været nødt til at stoppe min uddannelse, pga. stress og et alt for stort pres.
Jeg ved ikke hvad jeg kommer til at stå overfor, her når jeg om 6 måneder fylder 18, for jeg kan ikke flytte, hvilket er det jeg allerhelst vil, jeg vil gerne væk fra denne rædsomme by, men så igen, jeg har ingen idé om hvordan jeg skal klare den.
Men én ting er jeg sikker på, så længe jeg har nogle af de venner jeg har nu, så går det alt sammen.