Hvad gør jeg?
Skrevet af
Fighter87
Jeg er en kvinde på 26 år som egentlig altid har haft modgang i livet... På hjemmefronten var det kaos. En far der aldrig var der pga. druk og en mor og stedfar der skændes enormt fordi min stedfar også drak. Jeg tog altid min lillebror med op på værelset og tændte musik, for at skåne ham mest muligt. Jeg har gået på 4 forskellige skoler pga. mobning op til 10 klasse. Og har oven i det altid kæmpet enormt i skolen bare for at få et 6 tal. På handelsskolen var jeg så skræmt for heller ikke at passe ind der, at jeg gjorde alt for at de andre skulle synes at jeg var sej. Oven i det gjorde jeg oprør overfor mine forældre. Flyttede hjemmefra som 16 årig. Hvilket resulterede i starten af et stofmisbrug, som varede i godt 7 år og sluttede med heroin. Indtil jeg i 2011 kom i døgnbehandling. Jeg formåede dog stadig at få min studenterhue i år 2006 og uddanne mig som butiksassistent i år 2009. I 2010 mødte jeg min eneste ene og vi blev forlovet den 3/3 2011. Vi havde begge haft et hårdt liv men vi formåede at hjælpe hinanden videre. Sidste år altså 2013 gik det bare fremad.. endelig fik jeg medgang i mit liv. Jeg startede i løntilskud på et plejehjem med henblik på at uddanne mig som social og sundheds-hjælper. Da jeg ikke kunne finde arbejde nogen steder som butiksassistent. Og min forlovede og jeg begyndte at snakke om børn. Jeg var lykkelig for første gang i mit liv. Jeg var sammen med min eneste ene og jeg elskede for første gang mit arbejde. Og jeg kunne se en fremtid foran mig med børn og det hele... Men den 27 september 2013 tidlig morgen vågnede jeg ved at jeg troede min forlovede snorkede meget højt. Jeg satte mig op til emhætten for at ryge en smøg og ville så lægge mig igen, men synes at han lå helt forkert og prikkede så til ham for at få ham til at lægge sig ordenligt. Da opdagede jeg så at den var helt galt, han trak ikke vejret og jeg måtte ud i haven for at ringe 112 fordi der intet signal var i huset. Jeg fik ham ned på gulvet og gav hjerte massage, men det var for sent. Det jeg vågnede af var hans sidste åndedræt. Og på et split sekund var hele min fremtid væk. De næste mange uger kan jeg slet ikke huske. Men jeg startede med at arbejde igen efter 2 ugers sygmelding. Jeg har søgt kommunen om hjælp til betaling til psykolog men fik nej. Har søgt ved min ulykkesforsikring men fik nej fordi det ikke var et varigt mén. Og nu flere måneder efter er det ved at gå galt for mig. Jeg har råbt efter hjælp alle steder og føler mig så svigtet. Nu magter jeg ingenting længere og jeg synes mit liv stinker. Jeg står op, går på arbejde, tager hjem, går i seng. Jeg står op, går på arbejde, tager hjem og går i seng. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere? Jeg magter næsten ikke mit arbejde længere, men gør det alligevel. Det er det eneste jeg har. Men er så ræd for at jeg taber det hele på gulvet. Det eneste der holder mig igang er min indre fighter, heldigvis for det ellers var jeg her ikke mere.