En vej ud af depression.
Skrevet af
Pemahjalpmig
Kære brugere af depnet,
En vej ud af depression.
Jeg vil gerne fortælle jer min historie om hvordan jeg slap ud af et liv med depressioner, i håb om at andre kan bruge mine erfaringer til selv at få det lettere.
Jeg har været meget tænksom og usikker som teenager ( hvilket selvfølgelig også er en naturlig del af det at være teenager). Som 19 årig begyndte jeg at få angst anfald. Angst for at blive sindssyg. Jeg havde generelt en nedtrykt sindsstemning.
Lægen ordinerede seroquel mod angst. Jeg vågnede nogle dage efter boblende af lykke og dansede i badet. Hurra, fra nu af var mit liv perfekt ...troede jeg.
Fra da af var jeg på lykkepiller af skiftende dosis til jeg var omkring 36!
I alle de år havde jeg et mere eller mindre fast mønster: 3-4 - nogen gange og til 7, eller mere - dages depression. Herefter en brat opløftet stemning af lettere manisk karakter af cirka samme varighed.
I alle årene spekulerede jeg og søgte som en gal for at få svar på hvorfor jeg blev deprimeret. Jeg troede at mine lettere maniske perioder, mere eller mindre var det "normale" stemningsleje som mange andre mennesker også oplevede. Så det var dette glade, perfekte menneske jeg ledte efter.
Der blev læst utallige selvhjælpsbøger, artikler om depression, videnskab, adskillige ordsprog blev grublet igennem. Min forældre og bedsteforældres liv blev studeret. Og ja, det kom ikke fra fremmede. Men det forblev en gåde hvordan jeg kunne slippe ud af depressionerne.
Mine depressive perioder blev sværere med tiden. Jeg følte tit trang til bogstaveligt talt at ligge mig til at sove på fortovet, arbejdet eller hvor jeg nu var henne.
Det gjorde mig handicappet ift. mit arbejde, koncentration, selvtillid m.m.. Og selv om jeg aldrig snakkede åbent om mine depressioner, ved jeg, at de har været tæt på at koste mig mit arbejde.
Mit liv ændrede sig for 1 1/2 år siden da jeg begyndte at læse buddhistiske tekster.
Jeg havde stødt på buddhismen tidligere. Men denne gang faldt jeg over nogle tekster, og især en tekst var med til at starte en forandring.
http://shambhalasun.com/index.php?option=com_content&task=view&id=3087&Itemid=0
Pema Chodron: Turn your thinking udside down.
Det giver mere mening for dig at læse den selv. Men kort fortalt: den er skrevet af Pema Chodron, en amerikansk buddhist. Den handler om at bruge smerten, depressionen m.m. som et redskab, snarere end at se det som problemet i ens liv.
Hun har skrevet flere gode tekster, bøger og der ligger mange klip på youtube med hende.
Jeg tror at grunden til at Chodrons tekster ( og den buddhistiske tankegang) virker, er at den får ens fokus væk fra kun at handle om mig, mig, mig, til at blive mere altruistisk. Desuden er der meditationen, hvor man bliver mere bevidst om at se sit sind, som noget der bare er, istedet for at lade sig definere af en masse negative tanker.
Det handler også om accept af sine svagheder, og erkendelse af at ALLE mennesker føler sig svage, vrede, deprimerede, bange, dumme, tykke, pinlige, grimme m.m.. Men at der også ligger en styrke i sårbarheden.
I bund og grund er det en form for psykologi, med en trosdimension, og rituel handling (meditation), der stikker dybere, end bare at læse endnu en videnskabelig undersøgelse, eller tro på at piller kan få en til ikke at tænke sig selv ned i et sort hul.
Teksterne/troen har ikke været en mirakelkur. Og jeg kan stadig blive let deprimeret, let angst, usikker, vred m.m.. Men jeg er nu sjældent så deprimeret at jeg føler trang til at ligge mig til at sove på fortovet. Jeg er generelt MEGET mindre deprimeret.
Og vigtigst af alt, så mister jeg ikke fuldstændig troen på mig selv, når jeg så får det svært. Og derfor har jeg ikke samme behov for at søge ly i en tung depression. Jeg er ikke længere bange for depressionen. Jeg skal ikke længere flygte væk fra depressionen. Jeg er tryg ved at leve med at jeg har det med mig. Måske lidt som en tørlagt alkoholiker, er jeg en tørlagt deprimeret.
Generelt tror jeg at tro/religion er et meget overset element i behandling af psykisk lidelse. Vi tror på medicin! Jeg har taget lykkepiller i 17 år. Man blir ikke mindre deprimeret/angst af lykkepiller. Eller jeg blev ikke, må jeg hellere sige. Jeg fik en kort rus lignende glæde lige i starten, men herefter virkede det simpelthen ikke! Jeg blev stadig angst og deprimeret.
Jeg er ikke buddhist. Jeg har usystematisk læst om buddhisme. Jeg forstår stadig ikke hvordan denne filosofi/religion/psykolog teknisk er bygget op. Men jeg læser - især Pema Chodrons - tekster, og det virker for mig.
Jeg håber dette kan være til inspiration, og at det måske kan gøre livet lidt lettere for nogle.
Kh til alle.